Om  
Christer Windeløv-Lidzélius

Kaospiloterne får ny rektor efter 17 år

Efter 17 år har Christer Windeløv-Lidzélius valgt at sige op. Nu indledes søgningen efter en ny rektor.

Lærke Møller Hansen

Kaospilot-uddannelsen skal på jagt efter en ny person, der skal varetage rollen som rektor for de studerende og medarbejderne.

Det skyldes, at den nuværende leder, Christer Windeløv-Lidzélius, har valgt at opsige sin stilling efter 17 år.

Det skriver Kaospiloterne i en pressemeddelelse.

"Fra bestyrelsens side er vi i gang med at sætte rammerne for udviklingen af Kaospiloterne i de kommende år, og i forbindelse med den proces har Christer ønsket at søge nye udfordringer," fortæller Kaospiloternes bestyrelsesformand, Dan Boyter.

Kaospiloterne er en international lederuddannelse, som blev stiftet i 1991 af Uffe Elbæk, der er tidligere politisk leder af Alternativet og tidligere kulturminister for Radikale.

Ved årsskiftet siger Christer Windeløv-Lidzélius farvel til Kaospiloterne og tænker glad tilbage på sine mange år som rektor:

"Det har været en fantastisk rejse og et stort privilegium at stå i spidsen for en så markant institution og bidrage til, at den i dag er en internationalt respekteret aktør inden for ledelse og entreprenørskab," udtaler Christer Windeløv-Lidzélius.

Den afgående rektor vil fremover dyrke sine professorater ved flere internationale uddannelser. Samtidig vil han genoptage sin rådgivningsvirksomhed, hvor han hjælper ledere i strategi- og forandringsspørgsmål.

Han er desuden professor og programdirektør hos University School of Design and Engineering of Barcelona.

Arbejdet med at udvælge en ny leder til Kaospiloterne er i gang. I samme forbindelse arbejder bestyrelsen med at definere en ny retning for sit brand.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Christer Windeløv-Lidzélius

Fhv. rektor og adm. direktør, Kaospilot, professor og programdirektør, University School of Design and Engineering of Barcelona

0:000:00