Organisationer: Høring skulle snyde borgerne

Sidste år blev EU-Kommissionen overvældet af 149.399 besvarelser til en enkelt høring. Den var udskrevet i forbindelse med den samhandelsaftale, EU og USA er ved at forhandle på plads, kaldet TTIP (Transatlantic Trade and Investment Partnership).

Høringen foregik over nettet og formåede i stor stil at aktivere civilsamfundet. En stribe NGO'er lavede kampagner med det formål at mobilisere og formidle en modstand i befolkningen.

Det er noget, man skal vente sig mere af i fremtiden, lyder det fra Jamal Shanin, postdoc ved Det Frie Universitet i Bruxelles. Han er ekspert i eGovernment – regeringers brug af internettet til kommunikation med blandt andet sine borgere.

”Borgerne bliver efterhånden klar over, at Kommissionen forhandler på vores vegne i internationale aftaler som TTIP, og det skaber et behov for en reaktion på tværs af grænser. Så jeg tror, der vil komme flere aktioner som denne,” siger Jamal Shanin.

De har en idé på forhånd om, hvad de gerne vil. Derfor bruges høringer til at blåstemple deres tilgang til sagen.  

Jamal Shanin
Postdoc ved Det Frie Universitet i Bruxelles

Overordnet ser han dog den europæiske høringsproces som fejlbefængt.

”Der er en indlejret modsigelse i hele processen. Den er åben, og alle kan deltage, men samtidig leder man efter konkrete input til processen. I dette tilfælde gjorde emnets politiske følsomhed, at der var stor aktivitet. Men jeg tvivler på, det er den slags høringsproces, Kommissionen er ude efter,” siger Jamal Shanin.

Koordineret indsats
Denne høring gik på en specifik del af TTIP, den såkaldte ISDS-mekanisme (Investor-State Dispute Settlement), som giver virksomheder mulighed for at sagsøge stater, hvis de mener, at et stykke lovgivning forhindrer dem i at drive deres forretning.

Noget, som mange europæiske organisationer har en stærk holdning til.

”Da høring blev annonceret, håbede vi på en åben proces, hvor Kommissionen for alvor ville forsøge at forstå folks bekymringer og forsøge at løse dem. Desværre så vi noget ganske andet,” siger Fabian Flues, kampagneleder ved Friends of the Earth Europe.

“Det var svært at udfylde et godt svar uden at have en ph.d. i investeringsret,” siger han.

Organisationen lancerede sammen med en række østrigske fagforeninger kampagnen no2isds for at gøre det lettere for almindelige europæere at deltage. Faktisk gjorde de det så let, at de udfærdigede standardsvar til hver af 13 spørgsmål, Kommissionen stillede i høringen – 12 specifikke og et overordnet om ISDS.

På kampagnens hjemmeside kunne interesserede borgere så kigge på svarene og erklære sig enige. Man havde også mulighed for at ændre eller uddybe, hvis man havde lyst, og derfra klarede organisationen resten med at indsende til Kommissionen.

Ude på at udnytte
Gennem hjemmesiden indsamlede de 23.000 svar, som de indgav til Kommissionen. Metoden blev brugt af en række europæiske organisationer, nogle af dem med inspiration fra no2isds.

På den måde endte Kommissionen med omkring 145.000 mere eller mindre enslydende svar, indsendt af diverse organisationer på vegne af EU-borgere. Andelen udgør cirka 97 procent af den samlede mængde besvarelser til høringen.

En anden spiller er den tyske miljøorganisation Umweltinstitut, som samlede 32.000 svar. Her arbejder Karl Bär som handelsekspert, og han mener, høringen var et trick fra Kommissionen til at omgå eventuel modstand i befolkningen.

“Da EU startede høringen, kiggede vi på den og så, at spørgsmålene ikke drejede sig om, hvorvidt man ønskede ISDS. De var baseret på en antagelse om, at det var et rigtig godt system, der havde brug for input fra aktører for at blive endnu bedre,” siger Karl Bär.

Sådan forholder det sig dog langtfra, mener Karl Bär. Han beskylder Karel De Gucht, som var handelskommissær, da høringen blev udskrevet, for blot at ville udnytte folk til at retfærdiggøre sin politik.

Det grundlæggende formål
Siden er kommissærposten blevet overtaget af svenske Cecilia Malmström.

”Høringen viser tydeligt, at der er stor skepsis mod ISDS-mekanismen,” sagde hun efter Kommissionen havde lavet sin rapport om forløbet.

Hun har dog også i samme forbindelse mindet om, at høringen 'ikke var en folkeafstemning', og der er da heller ikke meget, der tyder på, at ISDS-mekanismen bliver fjernet fra samhandelsaftalen, som organisationerne kæmper for.

De mener aldrig, det har været en reel mulighed, og det kan de godt have en pointe i ifølge Jamal Shanin fra Det Frie Universitet i Bruxelles. Han mener, man kan stille spørgsmål til Kommissions motiv med at holde offentlige høringer.

”Er formålet at udarbejde en bedre politik, eller handler det om at legitimere den politik, du ønsker at gennemføre?” siger Jamal Shanin.

Ofte er det sidste tilfældet, når nationale regeringer eller, som her, EU-Kommissionen udsteder høringer, fortæller han.

”De har en idé på forhånd om, hvad de gerne vil. Derfor bruges høringer til at blåstemple deres tilgang til sagen. Svarene får en vis udformning, som følge af spørgsmålenes udformning,” siger Shanin.

Stort arbejde
Høringen om ISDS kom i første omgang i stand, efter Kommissionen havde fornemmet en stor interesse for det, som en embedsmand udtrykker det, da forhandlingerne var gået i gang.

Da høringen var afsluttet i juli 2014, gik der seks måneder, inden Kommissionen var færdig med at bearbejde de mange svar. Resultatet er en 140 sider lang rapport.

Organisationerne bag de mange svar er over en bred kam ikke tilfredse med reaktionen, men Kommissionen fastholder, at den har lyttet – til hvert eneste svar – og taget indvendingerne til efterretning.

Den store interesse har også betydet, at der er blevet gjort en ekstra indsats for at give borgerne indblik i forhandlingerne. Der er blevet oprettet en dedikeret Twitter-konto, og Kommissionen har fået lavet små YouTube-videoer, der fremhæver frihandelsaftalens fortræffeligheder. De nævner dog ikke ISDS-mekanismen specifikt.

Flere muligheder
Selvom Jamal Shanin stiller spørgsmål til motiverne bag høringer som denne, mener han, at Kommissionen oprigtigt gerne vil høre, hvad civilsamfundet har at sige. Men den optimale metode til at gøre det mangler stadig.

”I sidste ende har Kommissionen brug for konkrete svar til specifikke politiske udfordringer. At stille konkrete spørgsmål med strukturerede svar er en måde at gøre det på. Men der er brug for muligheder, og de findes, for at komplementere det, hvor folk har mulighed for at give længere, uddybende svar,” siger Jamal Shanin.

Ubalancen mellem, hvad folk vil have, og hvad Kommissionen kan levere, forventer han ikke løst lige med det første.

”Der er mange, der siger, at Bruxelles gør, som de har lyst. På den anden side siger Bruxelles, at de prøver at få deres input, men at det er svært at interagere,” siger Jamal Shanin.