URK: Unge behøver ikke et logo for at engagere sig

Af Amalie Utzon
Landsformand, Ungdommens Røde Kors

Det startede ellers så godt. I interviewet med Altinget 26. november henviser Signe Bo, afgående formand for Dansk Ungdoms Fællesråd, til Hal Kochs beskrivelse af, hvordan hver ny generation er forpligtet til at erobre demokratiet. Så er banen kridtet op til en ambitiøs ungdomsdagsorden. Og det er der brug for.

I en tid hvor unge i stigende grad søger mod de frivillige sociale organisationer, er der i dén grad brug for en stærk fælles stemme, der kan sætte ambitionerne højt for unges evne til at forandre samfundet. Her har Dansk Ungdoms Fællesråd en fantastisk vigtig rolle at spille.

I Ungdommens Røde Kors har vi længe set, at unge i dag ikke tiltrækkes af de traditionelle foreninger, når de vil engagere sig i deres medmennesker. Vi oplever unge, som brændende ønsker at gøre en helt konkret forskel i det samfund, de er omgivet af – og de stiller høje krav til, at vi som forening kan give dem muligheden for at handle.

Vi oplever unge, som ikke kan se sig selv som en del af en traditionel forening, der alene føler sig sat i verden for medlemmernes skyld. Unge i dag er mere ambitiøse på fællesskabets vegne. De behøver ikke et logo for at engagere sig. Og det stiller krav til foreningerne om at se ud over sig selv.

Navlepilleri eller plaster på såret
Desværre slutter de gode takter i interviewet hurtigt. Signe Bo ender med at repræsentere et ærgerligt blik på foreningsdanmark, hvor hun laver en opdeling i dem, der kun ser mod medlemskredsens navle, og dem, der sætter plastre på sårene for nogen, det er synd for. Begge billeder er ualmindeligt usunde for den fælles fortælling i DUF-paraplyen – og begge billeder ligger langt fra sandheden.

Unge i dag er mere ambitiøse på fællesskabets vegne. De behøver ikke et logo for at engagere sig. Og det stiller krav til foreningerne om at se ud over sig selv.

Amalie Utzon
Landsformand for Ungdommens Røde Kors

Signe Bo beskriver, at der er "nød nok til alle", når hun henviser til det dagligdags velgørende arbejde. Det er et syn på social frivillighed, som vi ikke deler i Ungdommens Røde Kors. Vi synes ikke, det tjener noget formål at tale om mennesker, der står uden for de almene fællesskaber som nogen "i nød". Vi arbejder tværtimod ud fra en vision om at skabe et samfund, hvor alle er noget særligt for nogen.

Det kan være, at du lige er kommet til landet som flygtning og oplever, at du betyder noget særligt for den gruppe, du spiller fodbold med hver søndag. Måske oplever du som barn på et krisecenter, at du også har en plads i fællesskabet i pigeklubben hver onsdag. Eller at du som tidligere kriminel møder et fællesskab, som for første gang møder dig med en positiv forventning – og som stiller krav til dig.

Frivillighed er ikke en serviceydelse
Signe Bo beskriver denne bevægelse, hvor unge ønsker at tage ansvar i foreninger, der rækker ud over sig selv, som "fællesskab som serviceydelse". Intet kunne være længere fra sandheden – men hun har ret i, at unge i dag ikke er så optaget af det traditionelle medlemskab som tidligere.

I dag er det mere afgørende, hvad du gør, end hvad du signalerer med dit medlemskab. Om du rent faktisk møder op i madklubben, om du har boldene med til fodbold, eller om du tager med på en uges ferielejr hver sommer, vejer tungere end kontingentet på 200 kroner til den lokale forening og den årlige generalforsamling. Vores samfund i dag kalder på mere handling – og på, at vi forpligter os over for hinanden. Også selvom vi ikke er medlem af samme medlemsdefinerede klub.

Vi har mere end nogensinde brug for, at der er nogen, der tager ansvar for at samle. Der er brug for at insistere på, at det stærke fællesskab godt kan findes på tværs af sociale skel. Netop dét er typisk selvfortællingen i civilsamfundet; at det traditionelle foreningsdanmark er i stand til at samle høj og lav, rig som fattig i nye fællesskaber.

Men noget tyder på, at det ikke holder helt vand. De traditionelle foreninger har i hvert fald store udfordringer med at engagere unge med anden etnisk baggrund og unge, som på den ene eller anden måde har haft sværere kår end andre.

Fællesskaber vigtigere en kontingenter
Det er de børn og de unge, vi møder. Ikke alene i Ungdommens Røde Kors, men alle os, der engagerer os i en frivillig social organisation. Vi får dem med, som ellers står udenfor. Vi viser, at der findes fællesskaber – også selvom man er blevet mødt med en lukket dør eller et medlemskontingent så højt, at forældrene aldrig kunne betale.

Det er ikke at sænke tærsklen for at gøre foreningsdanmark mere ambitiøst – det er slet og ret et ønske om at ændre samfundet gennem frivillig handling. Det virker, og vi når i dag ud til cirka 12.000 udsatte børn og unge. Og vi har 5000 unge, som har engageret sig i Ungdommens Røde Kors med et ønske om at ændre samfundet gennem frivillig handling.

Personligt kan jeg ærgre mig over, at Signe Bo aldrig nåede ud at besøge en aktivitet hos os i sit virke som DUF-formand. Det er ærgerligt, fordi udtalelserne i Altinget desværre vidner om, at Signe Bo ikke kender den type frivillighed, hun som DUF-formand også repræsenterer. Men det er også ærgerligt, for det viser en tendens, hvor de traditionelle foreninger og deres repræsentanter i ringe grad orienterer sig mod de nye bevægelser i civilsamfundet.

Hver ny generation skal vinde deres form for demokrati. Lige nu ser vi, at den sociale frivillighed, der tager ansvar for samfundet gennem handling, vinder indpas som aldrig før. Hvis Signe Bo og Dansk Ungdoms Fællesråd ønsker at repræsentere ungdommens foreninger, bør man respektere og anerkende den bevægelse. Ellers vinder ungdommens deres form for demokrati helt uden om dem, der tror, de repræsenterer ungdommen.