Over sommeren: Få status over genåbning og corona-hjælp til civilsamfundet her

GUIDE: Danmark er nu godt på vej til mere normaliserede forhold. Men efterdønningerne af coronakrisen udfordrer stadig civilsamfundet på blandt andet økonomi. Her samler vi gode svar og nyttige links, der kan hjælpe din organisation om på den anden side af krisen. Guiden er senest opdateret 17. juni og opdateres igen på den anden side af sommerferien.

Selvom den gradvise genåbning får hverdagen til at vende mere og mere tilbage, er civilsamfundet fortsat hårdt ramt af sommerens store, aflyste arrangementer. Her får du overblik over, hvilke hjælpepakker der fortsat er åbne.&nbsp; <br>
Selvom den gradvise genåbning får hverdagen til at vende mere og mere tilbage, er civilsamfundet fortsat hårdt ramt af sommerens store, aflyste arrangementer. Her får du overblik over, hvilke hjælpepakker der fortsat er åbne. 
Foto: Sofie Mathiassen/Ritzau Scanpix

Solide hjælpepakker holdt hånden under dansk samfundsøkonomi, da truslen fra covid-19 var størst og Danmark måtte lukke ned. Nogle af disse økonomiske redningskranse har civilsamfundet også fået del i. Men hen over sommeren lukkes hjælpepakkerne gradvist ned, er et flertal på Christiansborg blevet enige om. Vi giver et overblik i guiden her.

Her finder du den seneste aftaletekst om udfasning af hjælpepakkerne.

  1.  Hjælpepakke til at dække faste omkostninger
    Den generelle kompensationsordning for faste omkostninger såsom husleje ophører med dens udløb den 8. juli 2020. Dog etableres der en ny målrettet og midlertidig kompensationsordning for faste omkostninger for virksomheder og organisationer, der er omfattet af covid-19-relaterede restriktioner som eksempelvis forsamlingsforbuddet på 500 personer. Den nye ordning vil gælde i perioden fra den 9. juli 2020 til og med den 31. august 2020, hvorefter ordningen vil ophøre.

  2. Hjælpepakke til højskoler og Folkeuniversitetet
    Partierne er også enige om at forlænge en række kompensationsordninger på kulturområdet frem til 8. august 2020. Forlængelserne drejer sig blandt andet om kompensationsordningen for højskoler, Folkeuniversitetet, aftenskoler og daghøjskoler. Forlængelserne vil i alt beløbe sig til ca. 120 mio. kr.

  3. Hjælpepakker til lønkompensation
    Regeringen og arbejdsmarkedets parter har indgået en trepartsaftale om en midlertidig lønkompensationsordning for fyringstruede medarbejdere. Kompensationsordningen udfases løbende og ophører endeligt 29. august. Du kan læse om ordningen og udfasningen her.

  4. Hjælpepakke til sygdom
    Du kan også som arbejdsgiver få kompensation, hvis en medarbejder bliver syg af coronavirus og ikke kan udføre sit arbejde. Ordningen gælder fra 27. februar 2020 til 1. januar 2021. Her kan du læse om din organisations ret til sygedagpengerefusion. Og her kan du finde myndighedernes vejledning til, hvordan du bør agere, hvis du selv eller en frivillig/ansat bliver syg.

  5. Hjælpepakke til aflyste arrangementer på kultur- og fritidsområdet
    Mange af sommerens velgørenhedskoncerter, sportsarrangementer og spejderstævner er allerede blevet aflyst, fordi de samler mere end 500 personer. Det betyder tab af vigtige indtægter for civilsamfundet, men arrangører kan komme i betragtning til delvis økonomisk kompensation. Ordningen løber fra 6. marts og foreløbig frem til 31. august. Du kan læse mere her.

Hvad er status for genåbningen af Danmark?
Danmark er på vej mod en fuld genåbning. De fleste borgere er sendt tilbage på arbejde. Skoler er løbende åbnet igen og mange fritidsaktiviteter er genoptaget, ligesom sommerens lejre for udsatte børn får lov til at blive gennemført. Men hvad mangler egentlig? Her har du et hurtigt overblik. 

  • Danmark er i den såkaldte fase 3 af genåbningen frem til begyndelsen af august, hvor fase fire skydes i gang. Frem til 8. juli anviser forsamlingsforbuddet, at vi højest må samles op til 50 personer. Forsamlingsforbuddet forventes at blive opjusteret igen 8. juli og 8. august. 

  • Danmarks grænser er ved den seneste opdatering af denne guide lukkede for udenlandske turister, undtagen hvis de kommer fra Norge, Island og Tyskland. Det er muligt, at rejsevejledninger justeres, og at der åbnes for andre landes turister hen over sommeren. 

  • Diskoteker, spillesteder og natteliv vil stadig skulle holde lukkede indtil fase 4 indledes. Det samme gælder videregående uddannelser, såsom universiteter.

  • Forbuddet mod arrangementer, begivenheder, aktiviteter eller lignende, hvor der er flere end 500 personer til stede, fastholdes til minimum 31. august. 

Regler for koncerter, sommerlejre eller idrætsstævner
Store begivenheder som festivaler og markeder, der ellers hører sommeren til, bliver ikke afviklet i år på grund af coronavirus. Påbuddet mod store forsamlinger, der samler over 500 personer, vil gælde frem til 31. august.

Mens de store arrangementer aflyses må spejderlejre og andre aktiviteter gerne gennemføres, hvis arrangement samler under 500 personer.  

Socialstyrelsen har udarbejdet retningslinjer for afholdelse af de mange sommerlejre, som blandt andet civilsamfundet arrangerer og afholder. Du kan finde de nye regler om social distance rundt om lejrbålet, hvordan du beskytter dine frivillige og andre spørgsmål her

Også DIF og DGI har gennemgået retningslinjerne i denne guide.

Økonomiske håndsrækninger til civilsamfundet på socialområdet
Civilsamfundet er med sommerlejre, herberger og andre tilbud med til at løfte en stor samfundsopgave, da coronakrisen rammer de befolkningsgrupper, der i forvejen er udsatte, allerhårdest. Et politisk flertal har løbende øremærket særlige midler, som kan komme civilsamfundet til gavn i arbejdet med at rette op på coronakrisens skadevirkninger. Få overblikket over de største tiltag her: 

  • En ny sommerpakke sikrer, at børn og unge får en god sommerferie trods coronakrisen. Der er afsat 200 mio. kr. til et partnerskab med Kommunernes Landsforening, som skal sørge for en bred vifte af sommeraktiviteter til børn og unge. Derudover er der afsat 10 millioner kroner til organisationer, der arrangerer sommerlejre og -aktiviteter for udsatte børn, unge og familier i hele landet, ligesom der afsættes 10 millioner til en række navngivne organisationer, der laver opsøgende arbejde for målgruppen. Læs mere her

  • En bred politisk aftale sikrede i slutningen af april 215 millioner kroner fordelt mellem udsatte børn og unge, udsatte voksne og handicappede for at modvirke de negative konsekvenser krisen har hos de mest udsatte. Du kan læse mere om aftalen her. Hvordan nogle af pengene allerede er fordelt, kan du læse mere om her og her

Håndsrækning til idrætsforeninger og spejderne
Også idrætslivet og spejderbevægelsen har fået støttekroner. Den hjælpende hånd til lokale idrætsforeninger og spejderbevægelsen på 50 millioner kroner skal afbøde de økonomiske konsekvenser, som foreninger rundt omkring i Danmark oplever på grund af aflyste arrangementer. 

Men pengene rækker slet ikke i forhold til, hvor mange ansøgere der er. Eksempelvis har cirka 3000 idrætsforeninger ansøgt om kompensation for 256 millioner kroner. Det har fået de store paraplyorganisationer DGI og DIF til at efterlyse flere penge. Da denne guide sidst blev opdateret 17. juni lyttede Venstre, som nu har indkaldt til forhandlinger om flere penge til foreningslivet. 

Her kan du finde myndighedernes samlede informationer om covid-19.

Andre økonomiske håndsrækninger til udvalgte dele af civilsamfundet
Foreninger i landdistrikterne ser ud til at få en håndsrækning på 16 millioner kroner. Erhvervsminister Simon Kollerup foreslår nemlig en straksudbetaling på 80 pct. af de såkaldte LAG-midler, der dækker projekter, som skaber udvikling og vækst i landdistrikterne. Læs mere her.

De danske NGO’er, der er engageret i internationalt udviklingsarbejde gennem Udenrigsministeriet, har ligeledes svært ved at rejse penge og bliver også ramt på indtægtssiden. Det er derfor blevet besluttet, at de NGO’er slipper for kravet om, at fem procent af deres finansiering findes i Danmark. Læs mere her.

Endelig har miljøminister Lea Wermelin med opbakning fra de øvrige partier afsat 2,5 millioner kroner til små friluftsforeninger som lokale sportsfirskerforeninger og fugleforeninger, der er udfordret økonomisk på grund af faldende indtægter fra besøgende og aflyste arrangementer. Pengene administreres gennem Friluftsrådet, og du kan læse mere her.

Kommuner holder hånden under lokale foreninger
Rundtom i landet holder også kommuner hånden under det lokale foreningsliv. Eksempelvis udskydes huslejeopkrævninger i en række kommuner, sådan som regeringen blandt andet har opfordret kommunerne til. 

Både Københavns Kommune og Aarhus Kommune har lavet deres egne større corona-hjælpepakker. Dem kan du læse mere om her og her.   

Fra Christiansborg opfordrer politikerne også kommunerne til fortsat at udbetale Folkeoplysningsmidler, der er den økonomiske rygrad hos mange foreninger. Tilskuddet på samlet 1,2 milliarder kroner er normalt betinget af, at der er aktiviteter i foreningerne. Men i lyset af coronakrisen har mange lukket deres aktiviteter ned midlertidigt.

Du kan læse mere om Folkeoplysningsmidlerne i denne pressemeddelelse fra DGI.

Læs desuden Center for Frivilligt Socialt Arbejde (CFSA) gode råd til og foreninger, der i stor stil indgår nye partnerskaber under krisen. Rådene finder du her.

Fonde træder til under Coronakrisen
Flere fonde kommer også corona-nødlidende organisationer til hjælp med nye fondspenge eller støtter nye initiativer, som coronakrisen har skabt behovet for.

Det gælder blandt andet Egmontfonden, Tuborgfondet, Poul Due Jensens Fond og mange, mange flere. 

Fondenes Videnscenter har lavet denne linksamling over fondenes initiativer under covid-19.

Derudover har civilstyrelsen ændret reglerne for, hvornår og hvor hurtigt en hensygnende og inaktiv fond kan indstille sine aktiviteter og lade sin tilbageværende formue komme til gavn under den økonomiske krise, vi nu befinder os i på grund af covid-19. I et notat til Retsudvalget skriver Civilstyrelsen at i alt 15 mindre fonde siden 9. marts har anmodet om at blive opløst. Du kan læse mere her.

Andre spørgsmål? Her finder du gode råd og guides
Danske myndigheder samler al relevant information om coronavirus covid-19 her.

Brancheforeningen RådgivningsDanmark har frigivet en række gratis guides og vejledninger til brug for de mange nye rådgivningstilbud, der hjælper udsatte borgere under krisen. Der er også råd til, hvordan man håndterer overgangen til en mere normaliseret hverdag igen.

Råd om tavsheds- og underretningspligt, guides, skabeloner til arbejdet med fx teknisk opsætning, rådgiveransvar og anonymitet finder du her og her.

Også Center for Frivilligt Socialt Arbejde (CFSA) har løbende klædt foreninger og organisationer på om alt fra telefonrådgivning til afholdelse af generalforsamlinger under krisen. Som eksempelvis her.

CFSA’s seneste webinar om, hvordan du byder dine frivillige velkommen tilbage, finder du her.

Endelig har DGI og DUF også samlet en række gode råd og guides, som andre i civilsamfundet muligvis kan have gavn af. Du finder dem her og her.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00