Vindmølleforeningens medlemstal mere end halveret

MANDEFALD: Medlemstallet i Danmarks Vindmølleforening er kraftigt reduceret over de sidste ti år. Siden 2002 har de mistet over 60.000 medlemmer. Det skyldes større møller og færre ejere, og det er helt fint, lyder det fra direktøren.
Trods fald i medlemstal er 80 procent af den samlede vindmøllekapacitet i Danmark medlem af Danmarks vindmølleforening.
Trods fald i medlemstal er 80 procent af den samlede vindmøllekapacitet i Danmark medlem af Danmarks vindmølleforening.
Agnete Finnemann Scheel

Når en forening mister mere end 60 procent af sine medlemmer, så vil det ikke være utænkeligt, at direktøren sidder og river sig i håret. Men sådan er det ikke nødvendigvis.

I 2002 havde Dansk Vindmølleforening 97.780 medlemmer. De er i 2012 skrumpet ind til 36.494. Men det er slet ikke så underligt, hvis man spørger foreningens direktør, Asbjørn Bjerre.

"Faldet i antal medlemmer er et udtryk for et færre antal ejere af et større antal møller," siger Asbjørn Bjerre.

Og det er den private mølleejer, som der bliver færre af.

Fakta

Danmarks Vindmølleforening blev dannet i 1978 for at løse de første mølleejeres fælles problemer i forhold til myndigheder, elselskaber og vindmølleproducenter.       

4 ud af 5 mølleejere er medlem af foreningen, der således repræsenterer over 3.900 møller svarende til ca. 3.000 MW installeret effekt.


Kilde: Danmarks Vindmølleforening

"I 1980'erne blev der oprettet rigtig mange møllelaug. Der har været omkring tusinde i Danmark, og det har på et tidspunkt givet os mere end 100.000 medlemmer. Og der er mange af de møller, der blev stillet op dengang, som nu er omkring tredive år gamle. Flere af dem vil være taget ned nu, og derfor er medlemstallene faldet. De medlemmer, som vi har mistet, er altså mennesker, der ikke længere har vindmøller," siger Asbjørn Bjerre.

Hvad betyder det for jer, at medlemstallet er faldet så meget?

Vi forestiller os ikke, at 100 procent vil være medlemmer. Jeg tror ikke, man kan få alle til at blive medlem af en forening, man ikke behøver at være medlem af.

Asbjørn Bjerre
Direktør, Danmarks Vindmølleforening

"Det betyder faktisk ingenting. Vi har 80 procent af alle møller i Danmark, men hver mølleejer tæller for ét medlem. Og flere medlemmer ejer jo i dag flere møller. Blandt andre energiselskaberne tæller hver især for ét medlem. Det, der er vigtigt for os, det er, at vi kan tale på vindmølleejernes vegne. Det kunne vi med 80 procent af vindmølleejerne dengang, og det kan vi med 80 procent af vindmølleejerne i dag," siger Asbjørn Bjerre.

Mister I ikke gennemslagskraft?

"Nej. Det, der afgør vores gennemslagskraft, er, hvor stor en andel af møllerne, vi repræsenterer. Og der er ikke ret mange foreninger, der har en så høj procentsmæssig andel af mulige medlemmer, som vi har. Så vi synes, at det er ganske tilfredsstillende. Vi forestiller os ikke, at 100 procent vil være medlemmer. Jeg tror ikke, man kan få alle til at blive medlem af en forening, man ikke behøver at være medlem af," siger Asbjørn Bjerre.

0:000:00