Sovende japanere og korporlige kuwaitere

Under en FN-mellemforhandling i New York blev de kuwaitiske forhandlere så vrede over ikke at blive inviteret til forhandlingsbordet, at de i forsøget på at komme ind i forhandlingslokalet kom op at slås med FN's sikkerhedsvagter ved døren.

Det fortæller direktør for energikonsulentfirmaet Pöyry i Danmark Jørgen Abildgaard som fra 1993 til 2001 var en af Danmarks klimaforhandlere ved blandt andet COP'erne, der er afholdt årligt siden 1995. I et interview med Altinget | Klima & Energi fortæller han, hvad der gør en god forhandler, og hvordan søvnmangel ofte er en brugt taktik i forhandlingerne.

Hvordan foregår forhandlingerne under en klimakonference som denne?

Forhandlingerne i Bella Center er ikke helt, som de plejer at være ved COP'erne, fordi der med planen om en politisk aftale er kommet mere politik ind. Men normalt bruges den første uge på tekniske forhandlinger, hvor embedsmændene først forsøger at komme så langt som muligt med teksterne, før ministrene tager over. Helt konkret foregår det i år ved to forhandlingsborde - en til Kyoto-delen og en til COP15-aftalen. Den første dag bliver en dagsorden vedtaget, og hvert punkt på dagsordenen har en arbejdsgruppe, som forhandler teksten på plads bid for bid. Hver forhandling har en formand og en eller to næstformænd, der udgør et såkaldt "bureau", der planlægger møderne, forsøger at få tempoet i vejret og tilpasser teksten efter hvert møde.

Hvordan agerer nationernes repræsentanter til møderne?

Der er meget strategi i det. De, der er interesseret i, at der ikke sker noget, forsøger at udvande teksterne, og omvendt for dem, der er uenige. Mens den proces kører, skal der virkelig arbejdes for at finde kompromiser, og udsagnsordene får pludselig stor betydning. For der er stor forskel på, om der står "skal", "kan" eller "må" i teksten.

Det er bevidst fra bureauernes - altså formændenes - side, at de sidste møder foregår med færre deltagere og foregår til langt ud på natten. Der er deltagerne trætte, og på et tidspunkt har de simpelthen behov for at give sig.

Jørgen Abildgaard
Direktør, Pöyry

Hvilke redskaber bruger de forhandlere, der vil fremskynde processen?

Der er nogle enkle tricks. Ofte bruger man en del af gamle tekster fra tidligere COP'er, som har et indhold, man allerede er enige om. Det er en god måde at få en indledning på plads og få sat en dagsorden, så man bedre kan få det næste i teksten, altså det reelle indhold, på plads. Det bliver sværere at sige klart nej, når dele af indholdet allerede er vedtaget. Men et andet meget brugt metode er selvfølgelig rå argumentation og at være snedig i sine formuleringer, så modparten alligevel går med. Det er alfa og omega at kende sin modparts tankegang og synspunkter, så man hele tiden kan forudse modpartens træk. Den danske delegation har eksperter, der kender de forskellige landes foreslåede scenarier og deres argumentation til bunds, og kan dermed også skille den ad.

Men er der ikke bestemte måder, man skal opføre sig på, alt efter hvem man mødes med?

Humor er bestemt en vej frem. Men især formændene for forhandlingerne kan opnå meget ved også at turde være frække. Den argentinske forhandler under Kyoto havde nerverne til at spørge, om der var indvendinger, mens hans kiggede ned i bordet, for derefter at kunne slå med hammeren og melde, at tekststykket var vedtaget. Ikke alle var enige, men det var nødvendigt for at komme videre.

Er der ikke en risiko for, at folk bliver utroligt sure?

Det sker selvfølgelig ofte og ikke mindst, når man kommer længere hen i forhandlingerne. I næste uge vil kredsen af forhandlere blive indsnævret, så der til sidst måske kun er ti forhandlingsledere eller ministre til stede. Og der bliver nogle sure. For mange år siden til et mellemforhandlingsmøde i New York blev forhandlerkredsen mindsket, og Kuwait blev ikke inviteret med. Det gjorde dem så  rasende, at de kom i korporligt slagsmål med FN-vagterne foran døren.

Hvordan er arbejdsvilkårene som forhandler under de sidste dage af COP'en?

Man får ikke sovet ret meget, og man er meget træt. Men samtidig bygges en spænding op og dermed også adrenalinen. Når man når til de sidste forhandlinger ud på natten, så ved ministerene, at de skal være på dupperne, men trætheden gør dem også meget sårbare, og stemningen kan hurtigt blive ødelagt, hvis en bliver sur. Eller de kan komme til at sige ja til noget, fordi de ikke kan tænke klart.

Er ministre lige så gode forhandlere som embedsmænd?

I udgangspunket ja, men det kommer an på, om de har beskæftiget sig med området i mange år og har en stor viden og netværk. Men fra den anden side kan det også være en fordel at være ny og komme med nye vinkler og synspunkter. Det vigtigste er at have en god intuition og at være godt forberedt ved at have gode embedsmænd og rådgivere, der kan udstikke det manøvrerum, man har. Og så skal man have det hele i hovedet, så man ikke behøver at rode i sine papirer, og kan reagere hurtigt.