Hø i hovedet

Af Dan Belusa
Kampagnemedarbejder, Greenpeace

En grøn transportsektor kræver politisk handling nu, lyder det fra Novozymes-chefen Steen Riisgaard i Altinget 18. januar. Den politiske handling, Riisgaard appellerer til, er, at staten skal løbe markedet for bioethanol i gang ved at yde statsstøtte på 8-900 kr. per ton halm, der med Novozymes' enzymer laves om til ethanol-benzin. I sit tiggerbrev glemmer Rissgaard fuldstændigt, at han og biobrændstofssektoren allerede med biobrændstofloven i 2009 blev tilgodeset med ca. 450 millioner kroner årligt, som er den anslåede samfundsmæssige omkostning ved at tvangsindføre 5,75% biobrændstof.

Mer' vil have mer'
Den halve milliard om året er kun den direkte økonomiske pris det danske samfund betaler. De faktiske omkostninger ved dansk brug af biobrændstoffer er langt højere grundet øget globalt CO2-udslip, skovrydning og fødevarekriser blandt verdens fattigste. Men Novozymes vil ikke nøjes med 450 millioner om året. Der er i alt ca. 1 million ton halm til rådighed i Danmark. Så hvis regeringen handler efter Riisgaards anvisninger (800-900 kr. støtte per ton halm), kan statstøtten til biobrændstoffer potentielt nå små halvanden milliard kr. om året.

Den høje pris kan utvivlsomt give travle politikere indtryk af, at der må være tale om en tilsvarende høj klimagevinst. Men en sådan sammenhæng er der ikke. Statsstøtten vil Rissgaard bruge til at købe den halm, som ellers anvendes som erstatning for kul på kraftvarmeværker. Halmen skal, hvis Riisgaard får sin vilje, i stedet laves om til ethanol til erstatning for fossil benzin. Det, Novozymes-chefen uden skam i livet kalder 'en grøn transportsektor', består altså i at hive halmen ud af kraftvarmeværkerne, hvor halmen erstatter kul, for i stedet at bruge halmen til at erstatte benzin. Det er sort, ikke grønt. Afbrænding af kul udleder 95kg CO2/GJ, mens benzin kun udleder 73 kg CO2/GJ. Dvs. at selv hvis man helt ignorerer energitabet og energiforbruget på ethanolfabrikken, så øges CO2-udslippet med 23%, hvis Riisgaard får lov til at bruge halmen til at erstatte benzin med i stedet for, at halmen som nu bruges til at erstatte kul. Dertil kommer, at kraftvarmeværkerne anvender halmen meget mere energieffektivt end en ethanolfabrik.

Det svenske eksempel
Riisgaard argumenterer ikke alene for større direkte statsstøtte til sit forehavende om at øge CO2 udslippet, han argumenterer også for at staten skal tvinge bilisterne til at aftage endnu mere biobrændstof. I den forbindelse mener Riisgaard, at Danmark kan lære af Sverige. Sverige har i de seneste 10 år satset hårdt på bioethanol, og er gået fra et forbrug på ca. 20 mio. liter bioethanol i 2000 til over 420 mio. liter ethanol. De biobrændstoffer, der idag hældes på de svenske biler, er ikke baseret på halm eller andre restprodukter. Biodiesel laves af vegetabilske olier som f.eks. rapsolie og sojaolie, mens bioethanol ligesom alkohol til at drikke laves på afgrøder som majs og sukkerrør med højt sukkerindhold. Det påvirker selvfølgelig fødevarepriserne globalt, når mennesker i den rige verden hælder fødevarer på deres biler. Højere priser betyder, at nye arealer tages i brug for at dyrke biobrændstof. Resultatet er, at enorme mængder kulstof, der før var bundet i vegetation og jordbund i skove, på savanner og på brakmarker ender i atmosfæren. Når man anvender biobrændstoffer øger det derfor både fødevareusikkerheden for verdens fattigste og øger det globale udslip af drivhusgasser.

Det er netop, hvad svenskerne har erfaret. En ekspertgruppe under det svenske finansministerium (Regeringskanseliet, Finansdepartementet) har netop fremlagt en rapport om, hvad Sverige har fået ud af sit 10-årige bioethanol-eventyr. Fra 2000 til 2009 er ethanol-forbruget samlet blevet understøttet med ca. 8 milliarder svenske kroner og andrager nu årligt ca. 1½ milliard kroner. Studiet konkluderer, at det svenske ethanolprogram indtil videre har medført et øget udslip på mellem 20 og 25 millioner ton CO2 i forhold til, hvis svenskerne havde kørt på benzin. Lektien fra Sverige er altså, at milliarder af statskroner er hældt ind i en industri, der skader klimaet mere end benzin.

Så Riisgaard har ret i, at det kræver øjeblikkelig politisk handling at få en grøn transportsektor. Jeg foreslår, at Riisgaard bliver sendt langt ud af det klimaministerielle forkontor og dernæst at Renault, Siemens og Dong får et opkald, der overbeviser dem om, at regeringen nu endelig mener det alvorligt mht. at få elbilerne på gaden i massevis.