Debat

Biogas – et redskab til vækst, beskæftigelse og bedre miljø

En målrettet udbygning af biogas vil bidrage til at skabe vækst og beskæftigelse samt bidrage til løsning af udfordringerne inden for klima, energiforsyning og miljø. Det mener næstformanden i Brancheforeningen for Biogas.
Foto: Vmarketing
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Af Aksel Buchholt
Næstformand i Brancheforeningen for Biogas og formand i Foreningen for Danske Biogasanlæg
 

Regeringen og Folketinget har sat vækst og beskæftigelse på dagsordenen. Samtidig er det en udfordring at sikre, at udviklingen sker i hele Danmark og ikke kun i de store metropoler. Det er store udfordringer, som vi risikerer ender i snak, planer og papir.

Biogas er billigt klimaredskab
Som en simpel praktiker fra landet vil jeg foreslå, at der fokuseres på målrettede tiltag og konkrete instrumenter. Det kan være en målrettet satsning på udbygning af biogas, og dermed realisering af det store energipotentiale, der er i husdyrgødning, restprodukter fra industrier og husholdninger samt biomasse fra efterafgrøder, energiafgrøder og naturpleje.

Så vil vi med ét smæk opnå resultater ikke alene i forhold til vækst og beskæftigelse, men også stabilisere det fremtidige VE-baserede energisystem, hvor biogassen kan bidrage til at udjævne den varierende produktion fra vindmøllerne. Vi vil realisere et billigt klimaredskab, som effektivt reducerer udslippet af drivhusgasser både fra landbruget og energisektoren. Endelig vil vi mindske landbrugets påvirkning af vandmiljøet og lugtgenerne ved gylleudbringning. Dette kan medvirke til at opretholde beskæftigelsen og eksportværdien fra den danske fødevaresektor - og vi skaber nye jobs og eksportværdi i biogassektoren.

Handling bag ordene
Det er der ikke noget nyt i. Biogassens store perspektiver er senest påpeget af Klimakommissionen. Regeringen og Folketingets partier har også biogas højt på dagsordenen. Men der mangler det afgørende skridt for at gå fra intentioner til handling og realisering.

Vi vil realisere et billigt klimaredskab, som effektivt reducerer udslippet af drivhusgasser både fra landbruget og energisektoren. Endelig vil vi mindske landbrugets påvirkning af vandmiljøet og lugtgenerne ved gylleudbringning. Dette kan medvirke til at opretholde beskæftigelsen og eksportværdien fra den danske fødevaresektor - og vi skaber nye jobs og eksportværdi i biogassektoren.

Aksel Buchholt
Formand i Foreningen for Danske Biogasanlæg

I Biogasbranchen har vi et medansvar. Vi skal følge med tiden og sikre, at vi hele tiden optimerer teknologi og driftsledelse. Vi har derfor i Foreningen for Danske Biogasanlæg blandt andet taget initiativ til efteruddannelse af bestyrelser og driftsledere. Vi skal også effektivisere erfaringsudvekslingen mellem anlæggene og være åbne overfor driftsfællesskaber og nye ejerstrukturer.

En politisk tretrinsraket 
Men vi har også brug for en målrettet politisk indsats i form af en tretrinsraket:

Som det første må der sikres en hurtig implementering af initiativerne i Grøn Vækst. Konkret skal lokaliseringen af biogasanlæg smidiggøres, og der skal åbnes op for distribution af biogassen via naturgasnettet samtidig med, at biogasleverandører ligestilles med andre energileverandører og dermed fritages for hvile-i-sig-selv princippet.

For det andet er det nødvendigt at sikre langsigtet afklarede rammevilkår og en driftsøkonomi, som kan tiltrække investorer. En elafregningspris på 1,15 kr/kWt vil kunne sikre regeringens ambitiøse biogasudbygning baseret på husdyrgødning.

Endelig er det som det tredje vigtigt at bruge biogassens muligheder indenfor andre områder. Biogassen bør således prioriteres i den lokale varmeforsyning og bruges til at behandle organisk affald, så fosfor og andre begrænsede næringsstoffer recirkuleres. Vi kan også nyttiggøre biomasse fra naturpleje og energiafgrøder - også fra økologiske bedrifter - samt de bræmmer, der etableres for at beskytte vandmiljøet.

Men først og fremmest handler det om, at der tages fat om barriererne for udbygningen gennem en samlet handlingsplan for biogas. Sådan nogle har de allerede i lande som Sverige og England. Vi ser i biogasbranchen frem til en dialog herom.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00