Aktører: Klimakrisen er ligestillingens nye kampplads

Klimaforandringerne rammer globalt, men de rammer ikke lige. Det er verdens fattigste, der er de største ofre for klimakrisen, og da kvinder udgør størstedelen af verdens 1.9 milliarder fattige - 70 procent, anslår FN - og størstedelen af de knap 700 millioner, der lever i ekstrem fattigdom, rammer krisen enormt skævt set fra et ligestillingsperspektiv.

Men ikke nok med at klimaforandringerne i sig selv skævvrider den ligestilling, som kvindebevægelser verden over har kæmpet for i årtier og århundreder - løsningerne på klimaforandringerne har også potentiale til at gøre det, hvis ikke vi sørger for at påvirke de klimapolitikker, strukturelle årsager til uligheder og den sociale, økonomiske og fysiske infrastruktur, der kommer til at forme fremtidens klimatilpassede samfund.

Klimakrisen er derfor en præmis, vi bliver nødt til at forholde os til, når vi kæmper for ligestilling mellem kønnene, også i lande som Danmark. Og det er på tide, at ligestilling og kvinderettigheder indtager en helt central rolle i klimakampen. 

Kvinderne betaler den højeste pris

I sidste uge kom FN’s Klimapanel med sin seneste rapport om klimaforandringernes effekter på kloden, og her blev det igen slået fast, at klimaforandringerne ikke bare opretholder, men forværrer allerede eksisterende kønsuligheder i form af diskrimination, marginalisering og socialt skæve kønsnormer. 

Kvinder er nemlig langt mere afhængige af de naturressourcer, som klimakrisen truer med at ødelægge, og de rammes derfor hårdere, når land-, vand- og naturressourcer, infrastruktur og sociale sikkerhedsnet ødelægges af klimaforandringer, degradering af biodiversitet, miljønedbrydning og naturkatastrofer.

FN vurderer, at kvinder står for helt op mod 80 procent af verdens fødevareproduktion og udgør fundamentet for den globale fødevaresikkerhed.

FN vurderer, at kvinder står for helt op mod 80 procent af verdens fødevareproduktion og udgør fundamentet for den globale fødevaresikkerhed

Mette Müller Kristensen, Bjarne B. Christensen m.fl.
Se afsendere i faktaboks

Deres produktion til trods ejer kvinder kun 10 procent af det land, der dyrkes, og de får dårligere betaling for deres afgrøder end mandlige bønder - især oprindelige folks kvinder har ofte ikke har ret til den jord, de lever af. En stor del af verdens fattigste kvinder ernærer sig som småbønder, og her kan en fejlslået høst rive levebrødet væk under fødderne på hele familier, lokalsamfund og regioner. De store kønsforskelle i forståelsen af klimaforandringernes dynamikker forstærker kvindelige småbønders skrøbelighed. 

Oveni de direkte konsekvenser, som klimaforandringerne medfører eksempelvis fødevaremangel og øget fattigdom for især fattige kvinder, har klimakrisen - ligesom de fleste andre kriser - en række indirekte negative effekter på kvinders rettigheder og levevilkår. Kønsbaseret vold stiger i krisesituationer, også når klima er årsagen.

I dag er 80 procent af de mennesker, der er på flugt fra klimaforandringer kvinder, som i tillæg til alt hvad flugten byder på af udfordringer for mennesker af alle køn, også skal være opmærksomme på de farer, som særligt kvinder udsættes for. Ifølge tal fra FN stiger menneskesmugling med mellem 20 og 30 procent som følge af naturkatastrofer, og de primære ofre herfor er kvinder. 

Kvinderne har løsningerne - hvis de får ordet

Heldigvis er kvinder ikke blot ofre for klimakrisens konsekvenser. De er også rettighedsforkæmpere og klimaaktivister, der står forrest i kampen for klimaretfærdighed og kræver, at løsningerne tager udgangspunkt i deres virkelighed og behov.

Kvinder og piger i klimakrisens frontlinjer har en kæmpe viden og erfaring, som gør, at de allerede nu spiller en helt afgørende rolle i klimatilpasning og forebyggelse af katastrofer i deres lokalsamfund. Alligevel bliver kvindernes og pigernes perspektiver alt for ofte ikke inddraget i beslutningsprocesser og implementering af løsninger, selvom der ifølge FN’s Klimapanel er klar evidens for, at det skaber langt bedre klimaløsninger.

Ifølge UN Women møder kvindelige klimaforkæmpere i det globale syd større modstand end deres mandlige kampfæller. Kønsbaseret og seksuel vold, trusler og i sidste ende drab er midler, der anvendes til at underminere kvinders sociale og politiske engagement i klimakampen på globalt plan.

Også i de formelle internationale klimapolitiske beslutningsprocesser er kvinder svagt repræsenteret. I verdens største klimafond, Den Grønne Klimafond, er under en tredjedel af bestyrelsesmedlemmerne kvinder, og kun 39 procent af de delegerede på FN’s klimatopmøde i 2019 var kvinder.

Der har været fremskridt i de seneste år, men med den hastighed ligestillingen går med, vil der først være ligelig repræsentation blandt de delegerede i 2048.

Samtidig er der stor frustration blandt kvindebevægelserne rundt om i verden, fordi deres viden, rolle og ressourcer systematisk negligeres i de globale klimaforhandlinger og især i de mange klimaprojekter, hvor der samarbejdes med den private sektor.