Alternativet: Kære regering - velkommen til den nye tidsalder

Af Christian Poll (ALT)
Natur- og klimaordfører

Et par dage efter regeringens lancering af 2025-planen - med de i øvrigt fraværende klimaambitioner - skete der noget på en international geologisk kongres i Cape Town, som for alvor understregede, at man ikke kan lave langsigtede politiske planer uden at forholde sig til vor tids måske største krise: klimaforandringerne.

Her besluttede en masse kloge mennesker sig for, at vi nu er indtrådt i en ny geologisk tidsalder: Antropocæn – den menneskeskabte epoke. Det betyder, at planetens historie skal skrives om, da man nu, i fremtiden, tydeligt vil kunne aflæse i jordens stratigrafiske lagsøjler, at jorden forandrede sig på grund af os.

Det betyder for mig, at vi nu politisk skal forholde os på en ny måde til alting. Den antropocæne tidsalder er defineret ved en hidtil uset menneskelig forstyrrelse af jordens økosystemer, hvor mennesket forårsager hurtige, ofte utilsigtede ændringer i verden.

Indtrædelsen i den ny tidsalder markerer, at vi nu endeligt er klar over, at vores handlinger de seneste årtier (forskerne diskuterer intenst, hvornår den antropocæne tidsalder startede, men et godt bud er omkring 1950) har ændret verdens økosystemer på hurtigere og mere intense måder, end vi har gjort i nogen anden periode i menneskehedens historie.

I den antropocæne tidsalder er menneskeheden en enorm geologisk kraft, der kan ændre fundamentalt ved de processer, som vores egen overlevelse er afhængig af. Denne erkendelse er på ingen måde tilstede i regeringens 2025-plan. Desværre.

Slut med at se ethvert vandløb, hvert et bakkedrag og enhver lysning som en ressource, vi kan underlægge vores traktorer og gravemaskiner og udnytte til det sidste.

Christian Poll, energi- og klimaordfører i Alternativet

De sidste fire geologiske tidsaldre har tilsammen varet 23 millioner år. Det sker altså ret så sjældent, at verdens førende forskere sætter sig ned og bliver enige om at udnævne en ny tidsalder.

Tiden med stabilt klima er slut
Det exceptionelle ved den nye tidsalder er, at de grundlæggende geologiske forandringer ikke længere er naturlige. Vi er nu vidne til menneskehedens markante indvirkning på stort set alle jordens processer, og dermed er den forrige tidsalder, kaldet den holocæne tidsalder, som var kendetegnet ved at stabilt klima, nu endegyldigt slut.

Den begyndte ved den sidste istid og varede omkring 12.000 år.

Egentlig er der jo ikke noget ejendommeligt i, at menneskelivet ændrer jordens måde at være jord på. Men det nye er, at ændringerne nu er så drastiske, irreversible og verdensomspændende, at vi indtræder i en ny geologisk epoke. Og det er derfor bemærkelsesværdigt, at man kan lave en ”helhedsplan” der hverken anerkender, endsige håndterer, de udfordringer, vi står overfor.

Forsuring af verdenshavene, arternes sjette masseuddøen, koncentrationen af drivhusgasser i atmosfæren, atomsprængninger, skovrydning, intens jordopdyrkning. Alle tegn for eftertiden på, at vi ikke passede særligt godt på jorden, mens vi var.

Vi ved jo godt, at vi som menneskehed påvirker kloden. Nu er tiden til, at klodens økologiske råderum bliver langt mere rammesættende for vores politiske beslutninger. Ressourcerne er begrænsede, og vækst baseret på øget ressourceforbrug og udpining af naturen har ingen langsigtet gang på jord. Politik i denne nye tidsalder kan ikke have mere økonomisk vækst, som ikke finder sted inden for klodens grænser, som omdrejningspunkt.

Ikke konkurrence, men balance
Vækstimperativet kan i den politiske debat ikke længere have nærmest ubegrænsede magt som det trumfkort, der tager stikket hjem i langt de fleste politiske diskussioner. Den nye tidsalder umuliggør – med kulturstudieforskeren Torsten Bøgh Thomsens ord – kassetænkningen.

Med Alternativets ord skal vi tage et opgør med den neoliberale økonomiske tænkning og ideen om konkurrencestaten, der prioriterer kassetænkning over menneske- og miljøtænkning. Slut med konkurrence, ind med balance. Ind med fællesskabet, sammenhængen, det kollektive.

Slut med at se ethvert vandløb, hvert et bakkedrag og enhver lysning som en ressource, vi kan underlægge vores traktorer og gravemaskiner og udnytte til det sidste. Det har gjort os økonomiske rigere i en periode ja – men nu går den ikke længere. Slut med den nytteforståelse, der driver rovdrift på natur og mennesker. Ind med generøsiteten, ydmygheden og respekten for livets udfoldelse på jorden.

I den antropocæne tidsalder må vi indordne os under utallige, forbundne transformationer i klodens system, der som kaskadebevægelser ændrer grundlaget for al liv. Økonomisk vækst uden respekt for klodens begrænsede ressourcer er ikke længere en mulighed.

Der er ingen helhed i regeringens helhedsplan. Ressourcelageret er ikke uendeligt.

Jorden kalder – lytter Løkke?

Indlægget blev i første omgang bragt 14. september 2016.