Alternativist: Ambitiøse byer bremses i at skabe ren luft

DEBAT: Nationale bestemmelser bremser byer som København i at skabe ren luft til borgerne. Det bør være en opgave for en kommende regering at give byerne mulighed for at gøre transporten renere - for klimaets og for sundhedens skyld, skriver folketingskandidat Jonathan Ries (ALT).

Af Jonathan Ries (ALT)
Folketingskandidat i Københavns Storkreds

De sidste ugers tørke og skovbrande er et varsel om de kommende klimaforandringer.

Forskerne har (igen!) slået alarm. Men hvad kan vi reelt gøre for at begrænse den globale opvarmning og dens konsekvenser?

Vi kan kigge på vores transportvaner. Ikke mindst fordi vores CO2-udledning fra transport vokser. Det interessante ved transportsektoren er, at det ikke kun er klimaet, vi gavner med en grønnere transport. Vi kan samtidig forbedre vores sundhed – særligt i de større byer. I det øjeblik, vi kommer væk fra fossile brændsler, sikrer vi både en renere og sundere luft.

Undersøgelser fra Aarhus Universitet i 2015 viser, at de årlige helbredsrelaterede omkostninger relateret til luftforurening forventes at koste samfundet omkring 18 milliarder kroner i 2020. Den største del af luftforureningen kommer fra udlandet eksempelvis international skibstrafik og kraftværker.

Men vi er selv ansvarlige for luftforureningsomkostninger for cirka 2,5 milliarder kroner hvert år her i landet. Samtidig med, at vi puster luftforurening med en omkostningsværdi på cirka 8 milliarder til udlandet.

Det er mange tal og nogle høje beløb. Pointen er, at vi kan spare milliarder i sundhedsomkostninger ved at skabe renere luft. Hvis vi investerer i den grønne omstilling, kan vi reducere antallet af sygedage, hjerte- og kredsløbssygdomme, diabetesdiagnoser, slagtilfælde og forskellige kræftformer.

Krav til transportsektoren
Transportsektoren er en af hovedkilderne til luftforurening. Luftforureningen på H.C. Andersens Boulevard i København har i flere år overskredet grænseværdierne.

Først nu er vi begyndt at sætte fokus på ultrafine partikler, som har en kortere levetid i luften. De ultrafine partikler påvirker dig på cyklen langs hovedtrafikårer; men er svære at måle i forhold til helbredsrelaterede omkostninger. Vores viden om luftforureningen og dens konsekvenser for vores sundhed vokser, så måske er prisen på de helbredsrelaterede omkostninger reelt langt højere.

Byer som København vil gerne stille strengere krav til transportsektoren; men bliver bremset af nationale bestemmelser. Det er ærgerligt, at ambitiøse byer bliver bremset i at skabe ren luft, selvom det kan gøres relativt let, for eksempel ved at stramme miljøzoneregler for person- og varebiler, danne basis for flere elkøretøjer og krav til krydstogtskibe om at koble til el i havnen.

Beregninger fra Aarhus Universitet viser, at et forbud mod dieselbiler i 2025 og skrappere krav til tunge køretøjer kan reducere sundhedsskadelige NOx-partikler i København med op til 43 procent.

Du kan hjælpe
Også du kan selv hjælpe med at skabe ren luft i byerne. Ikke mindst for din egen skyld.

Jeg blev overrasket over et nyt internationalt studie, der kommer frem til, at 14 procent af diabetes-2 tilfælde på verdensplan skyldes luftforurening. Selvom luftforureningsniveauet er markant lavere her end i andre dele af verden, vil vi alle have gavn af renere luft.

En af løsningerne er at reducere bilture med kun én person i bilen. Kan vi indrette vores liv uden en bil - eller uden bil nummer 2? Selvfølgelig er bilen nødvendig for mange for at komme til og fra arbejde, også fordi den offentlige transport ikke er god nok for alle i en travl hverdag. Her skal der investeres! Men der er allerede mange delebilsordninger, og mange kan tage bilen et stykke af vejen og skifte til tog, cykel eller bus.

En klimavenlig hverdag
Som politiker er det ikke min opgave at pege fingre, men at skabe gode rammer for en mere klimavenlig hverdag. Kan vi skabe lovgivning, der favoriserer samkørsel? Kan vi skabe bedre rammer for at kombinere offentlig transport med bil, gang og cykel? Og hvis man virkelig har brug for en bil, kan vi så gøre elbilen til det økonomisk rigtige valg?

Fra politisk side skal vi støtte meget mere ambitiøse projekter. Alternativets politiske udspil “God Energi” indeholder en række forslag på nationalt niveau som stop for salg af nye fossilbiler i 2025 og mål om at være et fossilfrit samfund i 2035.

Københavns Kommune er et godt lokalt eksempel, hvor man nu sætter eldrevne havnebusser i vandet. Netop fordi vi kan skabe forandring hurtigt og tilpasse de specifikke behov, skal det være nemmere at øge ambitionerne lokalt.

Københavns Kommune skal kunne indføre roadpricing og skarpere miljøzoner, hvis den ønsker. Det skal gøres nemmere at levere varer med ladcykel og elbil. Kommunerne skal kunne gå sammen om at gøre det nemmere at skifte mellem transportmidler som bil, bus, tog og cykel. Og vi skal tænke stort og eksempelvis gøre det muligt at omdanne hovedtrafikårer til cykelstier eller grønne områder.

Det skal være helt centralt for den kommende regering at give de enkelte byer mulighed for at gøre transporten renere, øge luftkvaliteten og dermed forbedre livskvaliteten i byerne - for vores sundheds og klimaets skyld.

Forrige artikel Pia Olsen Dyhr: Der er brug for el-alternativer i energiforliget Pia Olsen Dyhr: Der er brug for el-alternativer i energiforliget Næste artikel Dekan: Ti års nedskæringer har været skadelige for dansk energiforskning Dekan: Ti års nedskæringer har været skadelige for dansk energiforskning
Blå partier efterlyser regeringsudspil til klimalov

Blå partier efterlyser regeringsudspil til klimalov

KLIMALOV: Både Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti forventer et udspil fra regeringen, inden forhandlingerne om en ny klimalov starter senere på måneden. De tre blå partier kræver, regeringen åbner op for, hvordan den vil nå klimamålet.