Analyse: Biogas-målet er ikke realistisk

BIOGAS: En ny analyse fra Fødevareøkonomisk Institut viser, at energiaftalen åbner for en betydelig vækst i biogas-produktionen. Men det er ikke realistisk at nå målet om at udnytte 50 procent af husdyrgødningen.
Foto: Colourbox
Anders Jerking

Med de økonomiske tilskud, der er aftalt i energiforliget, når man et stykke. Men man når ikke målet på 50 procent.

Brian H. Jacobsen
Seniorforsker, KU

Der er udsigt til mere biogas, men målet om at udnytte 50 procent af husdyrgødningen i 2020 er slet ikke realistisk.

Det er konklusionen i en ny analyse fra Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi (tidligere FOI) på Københavns Universitet, som ser nærmere på, hvad sidste års energiforlig betyder for udbygningen af biogas-produktionen.

”Med de økonomiske tilskud, der er aftalt i energiforliget, når man et stykke. Men man når ikke målet på 50 procent,” siger seniorforsker Brian H. Jacobsen, som er en af forfatterne bag analysen.

Hans beregninger viser, at målet om at omdanne halvdelen af husdyrgødningen vil kræve cirka 30 nye, store anlæg. Men det er mere realistisk, at der bliver etableret cirka 20 anlæg, som kan omdanne op til 35 procent af husdyrgødningen i 2020, da 19 anlæg har fået anlægsstøtte i 2012. Men selv om det er langt fra målet, så er det dog en betydelig stigning fra de nuværende cirka 7 procent, understreger Brian H. Jacobsen.

”Får man etableret 20 nye anlæg, så kan man tredoble den mængde husdyrgødning, som bliver anvendt til biogas. I europæisk sammenhæng er det faktisk flot,” siger han.

De ambitiøse biogas-mål skulle være med til at sikre energiaftalens mål om, at 35 procent af energiforsyningen i 2020 skal komme fra vedvarende energi. Men den nye analyse viser, at det bliver svært at opnå det forventede bidrag fra biogassen.

”Biogassen kan kun løfte en mindre del, så man kommer til at stå med et hul,” siger Brian H. Jacobsen.

Ikke en guldgrube
I energiaftalen besluttede man at forbedre rammevilkårene for biogasanlæg og biogasproduktion, og den nye analyse viser, at der nu kan komme en acceptabel økonomi i biogasanlæggene.

”Driften kan hænge sammen, hvis man er dygtig, men det er ikke en guldgrube, som solcelleordningen var sidste år, eller som biogasordningen har været i Tyskland,” siger Brian H. Jacobsen.

0:000:00