Debat

Beløn forsyningssikkerhed

DEBAT: Kraftværker er en grundpille i den grønne omstilling, fordi de er uundværlige i de vindstille timer. Vi skal i Danmark lade os inspirere af vores nabolande, der sætter pris på kraftværkerne, skriver afdelingschef i Dansk Energi Charlotte Søndergren.
Foto: danskenergi.dk
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

På kolde vindstille dage med højt elforbrug kan Tyskland, Belgien og Danmark blive udfordret på forsyningen.

Charlotte Søndergren
Afdelingschef, Dansk Energi

Af Charlotte Søndergren
Afdelingschef, Dansk Energi

Som led i vores nabolandes grønne omstilling sætter de en pris på kraftværkernes evne til at levere forsyningssikkerhed. Det bør vi lade os inspirere af i Danmark, så vi ikke sætter vores rekordhøje sikkerhed i at levere el over styr. For i dag leverer elselskaberne strøm til danskerne 99,996 procent af tiden.

Vindmøller bliver plantet. Solceller beklæder i stigende grad tage, og norske vandkraftværker bliver udbygget. Den grønne omstilling er ikke noget, vi kan tage patent på i Danmark. Vores nabolande, Norge og Sverige, udbygger med vedvarende energi, Englands energilandskab gennemgår en grøn transformation, ligesom at Tysklands 'Energiwende' har medført langt mere vindkraft og især solenergi.

Kræftværker må dreje nøglen om
Det vender også energimarkederne på hovedet. Vindparker koster en del i investeringer fra start, mens selve elproduktionen på vind koster meget lidt. Derfor presser vindmøllestrømmen og den norske vandkraft priserne på elbørsen, hvilket igen underløber økonomien i kraftværkerne. De får ganske enkelt for få driftstimer, og flere må dreje nøglen om.

Fakta

Så er Altinget | Energi & Klimas nye debatpanel i gang. 

Her vil relevante aktører debattere klima- og energipolitiske emner. 

Du kan også deltage i debatten!

Send dit indlæg til [email protected] 

I Danmark er kraftværkskapaciteten svundet med omtrent 35 procent fra 2008 til 2013, og kapaciteten vil være næsten halveret i 2020 sammenlignet med 2008. Det er ikke kun i Danmark, kraftværkerne lukker af den grund, det gør de også i Tyskland, England og Spanien.

Derfor ser vi ind i en helt ny fremtid på det europæiske kontinent. På kolde vindstille dage med højt elforbrug kan Tyskland, Belgien og Danmark blive udfordret på forsyningen, idet de har negativ kapacitetsbalance. Det vil sige, at den tilstedeværende kapacitet er mindre end elforbruget i en kogespids, hvor danskerne går til komfuret, mens tv'et, lyset, radioen og meget andet er i gang.

England og Frankrig bliver føjet til listen over lande med en negativ kapacitetsbalance i 2020. Den situation er vores nabolande begyndt at forberede sig på. I Sverige har man siden 2003 betalt kraftværker for at agere reserve for strømmen. I England, Tyskland, Frankrig og Italien er man ved at skabe nye markedsmodeller, som værdisætter evnen til at levere backup-kapacitet.

Kraftværker grundpille i grøn omstilling
Vores kraftværker er en grundpille i den grønne omstilling, fordi de er uundværlige i de vindstille timer. Det er også grunden til, at de bliver ombygget til at fyre med bæredygtig biomasse i stedet for at blive skrottet.

Den evne til at levere forsyningssikkerhed sætter vores europæiske nabolande nu værdi på. Kraftværkerne skal aflønnes efter evnen til at levere kapacitet og dermed skærme mod strømsvigt, der koster produktionsindustri og konkurrenceevne.
I dag har Spanien og Portugal indført en aflønningsmekanisme og forventningen er, at England, Tyskland, Frankrig og Italien i 2018 vil have markedsmodeller, der værdisætter den forsyningssikkerhed, som kraftværkerne kan levere.

I Danmark har vi fuld fart på den grønne omstilling, og i 2018 bortfalder det grundbeløb, som i dag giver de decentrale kraftvarmeværker mulighed for at bidrage. Derfor er spørgsmålet, om det ikke er på tide, at vi lader den grønne omstilling få følgeskab af en sikkerhed for, at danskerne også har strøm i kontakten 99,996 procent af tiden efter 2020.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Charlotte Søndergren

Direktør for Forsyningsstrategi og Vind, Hofor
cand.polyt. (DTU 1994)

0:000:00