Bred opbakning til regeringens klimamål

CO2-MÅL: Der er nu bred opbakning til regeringens mål om en CO2-reduktion på 40 procent i 2020. Enhedslisten og Konservative bakker op om målet og fremsættelse af en klimalov i år, mens Venstre frygter højere afgifter og afviser at støtte målet.
Der er nu bred politisk opbakning til regeringens mål om en CO2-reduktion på 40 procent i 2020.
Der er nu bred politisk opbakning til regeringens mål om en CO2-reduktion på 40 procent i 2020.Foto: Colourbox
Sara Fleckner Vilstrup
Der er bred opbakning til, at regeringen kommer med konkrete tiltag i 2014, som skal bidrage til at sikre CO2-reduktionsmålet på 40 procent i 2020, set i forhold til 1990-niveau. Det viste en forespørgselsdebat om CO2-udslippet i Folketingssalen.

I forbindelse med debatten fremsatte ordførerne fra regeringspartierne samt fra Enhedslisten og Konservative et forslag om at bakke op om målsætningen og den klimalov, som regeringen fremsætter forslag til i 2014.

Klima- og energiordfører fra Konservative Mike Legarth gjorde meget ud af at forklare partiets baggrund for at støtte forslaget, som det eneste blå parti:

"Årsagen til at vi går ind i den debat og har det her synspunkt er, at et af de ben, som Det Konservative Folkeparti står på, er generationskontrakten. Det er et løfte, vi har givet om, at det samfund og den jord, vi har overtaget fra vores forfædre, afleverer vi til næste generation på en sådan måde, at de er i en lidt bedre forfatning - det vil sige lidt bedre miljø, lidt bedre klima, lidt sundere fødevarer, renere vand og så videre. Det tager vi meget alvorligt, og det synes vi, den her dagsorden er en forudsætning for," sagde han og fortsatte:

"Vi lægger også vægt på, at klimaindsatsen skal skabe jobs og ikke koste jobs - det er helt afgørende. Og det skal bl.a. gøres ved brug af moderne teknologier, synergieffekter i alle sektorer, og ved at sikre at det danske erhvervsliv forbliver konkurrencedygtigt."

Fakta
Sagen kort

Ifølge regeringsgrundlaget er det regeringens mål er at reducere Danmarks samlede drivhusudledninger med 40 procent i 2020 i forhold til niveauet i 1990. Regeringen ønsker niveauet fastsat i en klimalov, som skal sikre der føres regnskab og gøres status på Danmarks klimaindsats.

I december indkaldte Enhedslisten til forespørgselsdebat om, hvilke konkrete initiativer Regeringen i 2014 vil tage for at nå målet.

Ved forespørgselsdebatten den 17. januar i år var der opbakning til regeringens CO2-mål på 40 procent fra Enhedslisten og Konservative, samt opbakning til at regeringen i 2014 fremsætter en klimalov med konkrete tiltag.

V vil ikke støtte CO2-målet
Hos Venstre afviste klima- og energiordfører Lars Christian Lilleholt, at partiet vil støtte reduktionsmålet.

"Problemet er for Venstre, at regeringen er parat til at gøre det her helt isoleret, og helt uden at se det i forhold til hvad der sker i EU. For Venstre er det helt afgørende, at klimamålene fastsættes i EU, så vi undgår dansk enegang, der alene kommer til at koste danske forbrugere masser af penge og dansk erhvervsliv konkurrenceevne," sagde han til debatten.

EL: Det er sidste udkald
Enhedslisten havde indkaldt til debatten, og energi- og klimaordfører Per Clausen mener, opbakningen til forslaget er en sejr oven på regeringens finanslov med Venstre og Konservative. Han mener, det er på høje tid, at regeringen redegør for konkrete tiltag.

"Set i lyset af at regeringen i regeringsgrundlaget lovede, at en plan for dette skulle fremlægges i 2012, er det ved at være sidste udkald," siger han i en pressemeddelelse.

"Heldigvis har der i dag vist sig at være enighed mellem Enhedslisten, regeringen og De Konservative om, at vi skal have en klimalov i løbet af 2014, at målet om en CO2-reduktion på 40 procent i 2020 skal fastholdes og løbende understøttes af konkrete tiltag."

Dokumentation
Her kan du læse forslaget i sin helhed:

Forslag til vedtagelse

Af Per Clausen (EL), Pernille Rosenkrantz-Theil (S), Andreas Steenberg (RV), Steen Gade (SF) og Mike Legarth (KF):

Folketinget bakker op om regeringens mål om, at Danmarks udledninger af drivhusgasser i 2020 reduceres med 40 procent i forhold til niveauet i 1990. Folketinget noterer sig derfor med tilfredshed, at regeringen planlægger at fremsætte forslag til en klimalov i 2014. Klimaloven skal sikre monitorering, evaluering af klimaindsatsen og større offentlighed om klimabeslutninger.

Folketinget konstaterer, at finansloven for 2014 indeholder tiltag, der reducerer udledningen af drivhusgasser med mindst 50.000 ton CO2-ækvivalenter i 2020, og opfordrer regeringen til løbende at fremsætte forslag, der yderligere kan reducere udledningen af drivhusgasser med henblik på at nå målet om en 40 procents reduktion i 2020. Folketinget lægger vægt på, at klimaindsatsen skal skabe jobs og ikke koste jobs. Det skal ske ved at gøre brug af moderne teknologier, sikre synergieffekter i alle sektorer og ved at sikre, at det danske erhvervsliv forbliver konkurrencedygtigt.


0:000:00