Cepos ser flere problemer i Energikommissionens anbefalinger

Af Otto Brøns-Petersen
Analysechef, Cepos

Det er et særsyn, at en kommission foreslår at gøre grundlæggende op med den måde, der føres politik på. Det er ikke desto mindre tilfældet med Energikommissionens anbefalinger om vedvarende energi.

Til gengæld er efterlysningen af nye principper ikke noget særsyn netop på VE-området. Her føjer Energikommissionens rapport sig til en række lignende anbefalinger.

Problemer ved kommissionens anbefalinger
Der er to energipolitiske hovedproblemer:

1. De hidtil anvendte redskaber passer dårligt til de politiske mål.
2. De politiske mål passer dårligt til Danmarks internationale forpligtelser.

Kommissionen har dog kun taget livtag med det første problem. I forhold til det andet har den blot lagt de givne politiske mål – navnlig om 50 procent vedvarende energi i 2030 og fossil uafhængighed i 2050 – til grund. Det leder desværre til en fortsat forcering af VE-udbygningen og en for langsom udfasning af statsstøtten.

Det er synd, at kommissionen ikke havde friere hænder i forhold til rent danske delmål. Men det har politikerne. 

Otto Brøns-Petersen
Analysechef, Cepos

Men grundlæggende anbefaler kommissionen altså, at VE-udbygningen skal blive markedsdrevet og omkostningseffektiv, samt at den direkte statsstøtte skal afvikles. Det er langtfra situationen nu.

I dag er udbygningen og teknologivalget overvejende politisk bestemt, og støtten er meget uensartet. Biogas støttes med op til otte gange så meget og havvind med tre gange så meget som de billigste teknologier; landvind og solceller i udbud. Vi er altså langt fra anbefalingen.

Uldne anbefalinger
For Danmark er den bindende internationale forpligtelse CO2-reduktionskravet uden for den såkaldte kvotesektor på 39 procent i 2030. Hvis den lægges til grund, er der imidlertid ikke længere nogen god begrundelse for direkte støtte til VE og energibesparelser.

Det bør derimod støttes indirekte via afgifter på drivhusgasser. Vi har i sagens natur ingen forpligtelser inden for kvotesektoren – som er EU's fælles gebet – og der er ikke længere krav til VE-andel og energibesparelser i 2030. Derfor kunne man med god grund implementere støtteudfasningen med det samme.

Men skal vi nå det ensidige danske mål om 50 procent VE allerede i 2030, er man nødt til at forcere udviklingen. Og det kræver fortsat statsstøtte. Forceringen bliver ekstra dyr, hvis man lægger kommissionens forventning om hastigt faldende VE-priser og stigende elpriser til grund. De aktuelle elpriser er så lave, at de ikke kan dække nye kapacitetsomkostninger – hvilket jo er udtryk for, at der er rigelig kapacitet på elmarkedet i forvejen.

Kommissionens uldne anbefalinger om støtte til elbiler skal også ses i lyset af forceringen (uagtet at elbilejere i dag betaler mindre i afgifter end de omkostninger, kørslen påfører resten af samfundet). Også her regner kommissionen med, at teknologien bliver konkurrencedygtig, hvis blot vi venter lidt længere. Kort sagt: Hvis vi venter, må prisen på grøn omstilling ifølge kommissionens forventninger falde. Forceret tidlig omstilling bliver dyrere.

Bør deltage i certifikatsystemet
Kommissionen ønsker fornuftigt nok, at den støtte, der skal gives i udfasningsperioden, bliver til de billigste teknologier og løsninger. Derfor kan man undre sig over, at den end ikke – som dens kommissorium ellers lagde op til – overvejer dansk deltagelse i det norsk-svenske certifikatmarked for VE-strøm. Som det fremgår af bl.a. ministeriernes afgifts- og tilskudsanalyser, får de andre skandinaviske lande væsentligt mere for støttekronerne.

Certifikatsystemet sikrer markedskonformitet og omkostningseffektivitet – modsat det nuværende danske system, hvor støtten afspejler skiftende politisk favorisering af udvalgte løsninger. Deltagelse i certifikatmarkedet vil desuden gøre det muligt at købe VE-strøm fra det land, hvor den kan fremstilles billigst. Anbefalingerne af en yderligere integration af det danske energimarked i det europæiske styrker kun argumentet for at gå med.

Det er synd, at kommissionen ikke havde friere hænder i forhold til rent danske delmål. Men det har politikerne. Når de går i gang med energiforhandlinger i løbet af efteråret, bør det begynde med spørgsmålet: Hvordan opfylder Danmark sine internationale klimaforpligtelser så billigt og markedskonformt som muligt? Og så skrotte den dyre danske enegang.