Danmark presser på for fælles EU-regler mod snyd med NOx-udstyr i lastbiler

REGLER: Snyd med NOx-udstyr i lastbiler er et grænseoverskridende problem, siger transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA) og miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) i en opfordring til EU om at lave fælles regler på området.

Foto: ERIK JEPSEN/ Ritzau Scanpix
Christina Houlind

Der skal være fælles regler på EU-plan, når det gælder snyd med med NOx-renseudstyr i lastbiler, som skal begrænse udledningen af de farlige NOx-gasser.

Sådan lyder budskabet fra transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA) og miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) i et brev til tre EU-kommissærer. Her opfordrer begge ministre kommissærerne til at arbejde på fælles EU-regler på området.

Det sker, efter at begge ministerier i 2017 gik i gang med et projekt om at begrænse snyd med netop det udstyr, som skal begrænse udledningen af NOx.

Et grænseoverskridende problem
"Siden Færdselsstyrelsen og Miljøstyrelsen gik i gang med projektet, er det blevet tydeligt, at der er behov for, at sagen bliver taget op på EU-niveau, så alle medlemslande sammen kan bekæmpe problemet," udtaler transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen i en pressemeddelelse.

Fakta
Folketinget hævede i 2017 bøderne for at snyde med lastbilernes renseudstyr fra 1.000 kroner til 15.000 kroner ved den første overtrædelse. Hvis lastbilen bliver taget i at snyde flere gange, forhøjes bøden med 20.000 kroner for hver overtrædelse. 

Kilde: Miljø- og Fødevareministeriet

Miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen understreger, at snyd med NOx-udstyr er en oplagt problemstilling for EU.

"I Danmark har vi presset på for, at nye køretøjer forurener luften mindst muligt. Derfor er det kritisk, når vi nu ser eksempler på snyd, som helt frakobler de rensesystemer, som vi har arbejdet så intenst for. Både lastbiler og luftforurening krydser landegrænser, og det er derfor oplagt, at EU tager problemet op," udtaler miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen i en pressemeddelelse.

Opgradering af direktiv
I brevet beder ministrene Kommissionen om at forbyde salget af udstyr til at snyde med NOx-udledningen og en fælles indsats med vejsidekontroller af lastbilerne. Samtidig vil ministrene gerne have opgraderet det direktiv, der handler om teknisk kontrol af motorkøretøjer. Specifikt drejer det sig om den del, der handler om kontrol med udledningsstoffer. For selvom der er kommet højere krav til de nye lastbiler, der bliver lukket ud på vejene, er mulighederne for at kontrollere, om de stadig lever til emmissionskravene, ikke fulgt med. 

Ifølge de to ministerier har godt 25 procent af de kontrollerede lastbiler snydt med NOx-udstyret. Samtidig har danske tests vist, at lastbiler, der fifler med udstyret, har op til 45 gange højere NOx-udledning end lastbiler med et velfungerende rensesystem.

Brevet er sendt EU-kommissærerne for transport, det indre marked, og miljø, hav og fiskeri.

Dokumentation

Siden ministrene satte gang i arbejdet i 2017, har Færdselsstyrelsen og Miljøstyrelsen i samarbejde med Rigspolitiet foretaget undersøgelser af følgende elementer:

  • Mulige kontrolmetoder, politiets erfaringer og nabotjek
  • Miljøkonsekvenser ved snyd med NOx-udstyr
  • Regelgrundlaget ved en gennemgang af det nationale og internationale regelgrundlag

Når der snydes med rensesystemet, sker det ifølge ministerierne typisk ved, at systemerne frakobles. Det gør man for at spare penge til drift og vedligeholdelse af lastbilernes NOx-begrænsende udstyr.


0:000:00