Danmarks Grønne Investeringsfond gentager rekordhøj CO2-besparelse

Et faldende overskud, men rekordhøje CO2-besparelser gennem investeringerne. Sådan lyder opsummeringen af Danmarks Grønne Investeringsfonds præstationer i 2021. 

Michael Zöllner, direktør i Danmarks Grønne Investeringsfond,  der lavede 21 udbetalinger og garantier til projekter for i alt 943,8 millioner kroner i 2021.
Michael Zöllner, direktør i Danmarks Grønne Investeringsfond,  der lavede 21 udbetalinger og garantier til projekter for i alt 943,8 millioner kroner i 2021.Foto: Arthur Cammelbeeck/Altinget
Christoffer Lund-Hansen

Danmarks Grønne Investeringsfond har for andet år i træk opnået en rekordhøj CO2-reduktion på over 700.000 ton. 

Det fremgår af den statslige investeringsfonds årsregnskab. 

I 2020 leverede Danmarks Grønne Investeringsfond en CO2-besparelse på 708.000 ton, men i 2021 er det lykkes at øge tallet en anelse til 715.000 ton. 

Det bringer fondens samlede tal CO2-reduktion gennem investeringer op på på 2,17 millioner ton siden fondens etablering i 2015. 

"Den grønne omstilling kræver en indsats i alle sektorer og brancher over hele verden. Og netop nu på det europæiske kontinent er det højaktuelt med en hurtig grøn omstilling," lyder det i en meddelelse fra Michael Zöllner, direktør i Danmarks Grønne Investeringsfond, der fortsætter:

"Her er det afgørende, at vi stiller vores risikovillige kapital til rådighed for grønne virksomheder, så vi kan reducere vores afhængighed af fossile energikilder og lykkes med vores fælles mission om 70 procent reduktion af Danmarks CO2-udslip senest i 2030."

Fakta

Danmarks Grønne Investeringsfond er en selvstændig statslig lånefond, der har til formål at medfinansiere investeringer, som fremmer en grøn omstilling af det danske samfund.

Fonden vil være med til at bygge bro mellem traditionelle finansieringskilder og egenkapital og opererer med et både grønt og kommercielt fokus.

Siden etableringen i 2015 har fonden nu finansieret i alt 87 projekter med et samlet udlån fra fonden på 2,9 milliarder kroner.

Danmarks Grønne Investeringsfond yder finansiering til fem kerneområder: Energi og forsyning, fødevarer og landbrug, bygninger og infrastruktur, materialer og ressourcer samt transport og mobilitet.

Et flertal i Folketinget har aftalt, at Danmarks Grønne Investeringsfond skal sammenlægges med Vækstfonden og EKF til Danmarks Eksport- og Investeringsfond i løbet af den kommende tid.

Forventningen er, at det vil ske omkring årsskiftet. 

Danmark Grønne Investeringsfond kommer desuden ud af 2021 med et overskud på 20,9 millioner kroner, hvilket er et fald på mere end 5 millioner kroner i forhold til årsresultatet fra 2021, som var på 26,9 millioner kroner.

I 2021 har Danmarks Grønne Investeringsfond lavet 21 udbetalinger og garantier til projekter for i alt 943,8 millioner kroner, hvilket næsten er en fordobling af niveauet fra 2020. 

0:000:00