Dansk Energi: EU og energiindustrien tripper for at blive first movers

Af Anders Stouge
Vicedirektør i Dansk Energi

EU's energiunion har nu i et par uger været til debat her på siden, hvor både grønne organisationer, erhvervsorganisationer og danske politikere har kvalificeret diskussionen med deres indlæg.

Eller ’debat’ er måske så meget sagt. Ganske vist har flere af de sidste ugers indlæg peget på uhensigtsmæssigheder eller efterlyst et højere ambitionsniveau for vedvarende energi, energirenoveringer og CO2-reduktioner.

Men samtidig er der blandt Altingets panelister enighed om, at Danmark er bedst tjent som en central deltager i et robust og fremadskuende europæiske energisamarbejde.

Der er enstemmighed blandt Kommissionen, Europa-Parlamentet og virksomhederne om, at Europa kan opnå en solid first mover-fordel og gøre sig til et kraftcenter for vedvarende energi og energieffektivitet med deraf følgende jobskabelse og vækst.

Anders Stouge, vicedirektør i Dansk Energi

Samarbejde fremmer forsyningssikkerheden
Selvom vi i Danmark endnu nyder godt af gas fra Nordsøen og vores vindmøller, så er vi også afhængige af at kunne trække på kraftværker og på naboernes elforsyning på vindstille dage. Tilsvarende er EU som helhed fortsat desperat afhængig af importere energi. Derfor har vi brug for et velfungerende energimarked, og for at EU’s målsætninger reelt leder til mere vedvarende energi og energieffektivitet.

Samarbejde gør den grønne omstilling billigere. Vi får større værdi ud af vores satsning på vedvarende energiproduktion, hvis vi afsætter energien til højestbydende. Det være inden for eller uden for landets grænser. Derfor har vi brug for et sammenkoblet energisystem uden handelsbarrierer.

Samarbejde gør EU til en troværdig grøn fanebærer i de globale klimaforhandlinger. For mens mange ser med panderynken til et USA, hvor præsident Trump er klar til at sætte klimakampen på pause, så stormer resten af verden frem med ambitiøse tiltag.

Skal vi forblive forrest i feltet, har vi brug for en fælles energiunion, der driver investeringer i vedvarende energi og i energieffektive løsninger.

Endeligt har Danmark brug for en ambitiøs energiunion, fordi der er en direkte sammenhæng mellem EU’s energipolitik og antallet af danskere, der ernærer sig ved at producere termoruder, vindmøllevinger, målere, termostater, isolering, pumper osv.

Af disse årsager synes der også bred enighed i Altingets panel om, hvad Danmarks rolle bør være i udformningen af EU's energiunion: Vi bør sætte hårdt ind på at trække energiunionens udspil i retning mod mere politisk koordination af EU's energipolitik.

Er Energiunionen så på rette vej?
Sidste uge fremlagde EU-kommissær med ansvar for energiunionen, Maros Sefcovic, den årlige State of the Energy Union-rapport, der giver kommissionens svar på netop det spørgsmål. Ikke overraskende lød det, at EU er ”godt på vej”.

På vej mod at nå 2020-målsætningerne. Og på vej mod implementering af det lovprogram for 2030, som nu skal forhandles igennem Ministerrådet og Europa-Parlamentet. Kommissionen kalder 2017 for implementeringens år.

Forslagene er, set med danske briller, overvejende positive. Men de har selvfølgelig stadig knaster, der skal høvles af. Samtidig er der stadig områder, hvor der skal sættes ind politisk, både nationalt og på EU-niveau.

Eksempelvis er det offentlige investeringsniveau i energiteknologi faldet fra 2010 til 2014, fremgår det af rapporten. I Danmark er faldet større end det europæiske gennemsnit i perioden. Siden 2014 er Danmarks investeringer halveret igen (!).

Et andet eksempel er transportsektoren, hvor energiforbruget kun er knap seks procent vedvarende – også her ligger Danmark under EU-gennemsnittet, mens Sverige, Finland, Tyskland excellerer i grøn omstilling af transporten. Energiunionen er altså overordnet på rette vej – men vi er langtfra i mål.

Positive udsigter for Energiunionen
Aftenen inden præsentationen af State of the Energy Union mødtes Sefcovic med medlemmer af Europa-Parlamentet og repræsentanter fra en række internationale virksomheder på tværs af hele sektoren i regi af det parlamentariske netværk, Energy Solutions.

Herfra tog jeg et par indtryk med, som trods knaster kan indgyde en vis optimisme for Energiunionens fremtid:

Først og fremmest mener Kommissionen det alvorligt, når den siger, at alle interesser skal høres. Det vises også, når Sefcovic nu for anden gang starter en turné til alle 28 EU-lande for at drøfte energiunionen med lokale borgere, virksomheder og beslutningstagere.

Men lige så positivt: Rummet gav genlyd af en europæisk energiindustri, der ser et enormt potentiale i energiunionen, og som tripper for at komme i gang med at investere i at gøre EU's energiforsyning langt mere effektiv, langt grønnere, langt sikrere og langt mere elektrisk.

Samtidig var der en klar efterspørgsel efter klare mål og regulatorisk stabilitet. Skaber vi det, er der enstemmighed blandt Kommissionen, Europa-Parlamentet og virksomhederne om, at Europa kan opnå en solid first mover-fordel og gøre sig til et kraftcenter for vedvarende energi og energieffektivitet med deraf følgende jobskabelse og vækst.

Den virkelyst skal vi hurtigst muligt sætte fri, for den gør os alle sammen rigere.