Debat

Dansk Metal om Energikommissionen: Solidt arbejde

DEBAT: Nu kan Folketinget fint tage hul på de energipolitiske forhandlinger, der skal sikre, at virksomheder også i fremtiden trygt kan investere i Danmark, skriver Rasmus Stoklund.

GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Rasmus Stoklund
Erhvervspolitisk chef i Dansk Metal

Energikommissionen har leveret en række gennemarbejdede og fornuftige anbefalinger, der udgør en god ramme for de energipolitiske forhandlinger, som Folketinget forhåbentlig snart påbegynder.

Energiforhandlingerne skal dels vise vejen frem mod regeringens mål om 50 procent vedvarende energi i 2030 og dels sikre, at vi når det langsigtede politiske mål om fossil uafhængighed i 2050 med de lavest mulige omkostninger for samfundet.

Arbejdspladser afhænger af energipolitikken
Mange industriarbejdspladser er afhængige af, hvilken energipolitik der bliver ført i Danmark. Energipriser, forsyningssikkerhed og langsigtet stabilitet er afgørende rammevilkår, når investorer skal overveje, hvor en ny investering lægges, og om man skal satse på at bygge vindmøller i Danmark eller i andre lande.

Fakta
Deltag i debatten!
Send en mail til [email protected]

I Danmark står vi stærkt, og som sektor er industrien kendetegnet ved høj produktivitet. Danske producenter af alt fra eltavler til cement, termostater, vindmøller, plastikkiler, pumper og fukssvanse er i konkurrence med virksomheder i resten af verden om markedsandele.

Derfor skal kvalitet, effektivitet og pris konstant optimeres, og som samfund har vi en interesse i at gøre alt hvad vi kan for at bakke de danske produktionsvirksomheder op i den globale konkurrence, som de hver dag indgår i.

Industriens tilbagebetaling til fællesskabet består i, at virksomhederne tjener næsten hver anden eksportkrone og lægger mange ordrer i servicesektoren og byggeriet.

Rasmus Stoklund
Erhvervspolitisk chef i Dansk Metal

Industriens tilbagebetaling til fællesskabet består i, at virksomhederne tjener næsten hver anden eksportkrone og lægger mange ordrer i servicesektoren og byggeriet.

Forcér ikke grøn omstilling
Den store globale opbakning til grøn omstilling er positiv. Under COP21 i Paris i 2015 blev de 188 lande, der står for 97 procent af verdens CO2-udledninger, enige om en ambitiøs klimaftale. Det var et flot resultat, som vi naturligvis også skal efterkomme i Danmark.

Ved de kommende energiforhandlinger er det imidlertid væsentligt, at den grønne omstilling ikke forceres. Resultatet af at fremskynde den grønne omstilling i Danmark mere end aftalt vil hverken gavne klimaet eller konkurrenceevnen.

Gør VE mere markedsbaseret
EU's CO2-kvotesystem fungerer sådan, at ubrugte kvoter vil blive brugt i andre dele af EU. Da kvoteprisen i disse år er lav, vil en forceret dansk indsats blot medføre øget energiintensiv og forurenende produktion i andre EU-lande, samtidig med at danske virksomheders konkurrencevilkår forringes.

Den udfordring adresserer Energikommissionen med en række strategiske anbefalinger; herunder at udbygningen af vedvarende energi bør gøres mere markedsbaseret, og at der bør fokuseres på, hvordan vi inden for EU sikrer et mere integreret europæisk energimarked.

Solidt bidrag fra kommissionen
Når det gælder fortsat udbygning af vedvarende energi i Danmark, vil der dog fortsat være behov for offentlig støtte. Landvindmøller er i dag konkurrencedygtige, men der er fortsat behov for at understøtte blandt andet havvindmøllerne, inden den offentlige støtte til vedvarende energiproduktion på længere sigt udfases helt.

Energikommissionen har leveret et solidt bidrag til politikerne. Folketinget kan nu iværksætte energipolitiske forhandlinger, der sikrer langsigtet stabilitet og grøn omstilling under hensyntagen til konkurrenceevnen, så virksomheder også i fremtiden trygt kan investere i Danmark.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Rasmus Stoklund

MF og politisk ordfører (S)
cand.scient.pol (Københavns Uni. 2012)

0:000:00