Dansker bliver præsident for europæisk miljøorganisation

Energi- og transportmedarbejder i Det Økologiske Råd Jeppe Juul er valgt til præsident for den europæiske miljøorganisation Transport & Environment.

Jeppe Juul har været energi- og transportmedarbejder i den uafhængige miljøorganisation, Det Økologiske Råd, siden 2009.
Nu skal han samtidig være præsident for den europæiske paraplyorganisation, Transport & Environment (T&E), i Bruxelles.
Det oplyser organisationen i en pressemeddelelse.

Transport & Environment arbejder for at skabe fokus på miljø og klima i den europæiske transportpolitik. Organisationen repræsenterer 53 medlemmer, heriblandt Det Økologiske Råd, fra 26 europæiske lande.

“Transport & Environment har på mange måder den samme tilgang til at skabe forandring, som vi har i Det Økologiske Råd; faktabaseret og med fokus på, hvad der er nødvendigt og politisk muligt at realisere,” siger Jeppe Juul ifølge Det Økologiske Råd.

Transport & Environment blev stiftet i 1990. Juul har fungeret som organisationens revisor siden 2012 og har siddet i bestyrelsen siden 2016. Juul sidder ligeledes i bestyrelsen for Forbrugerrådet Tænk.

Jeppe Juul afløser portugiseren João Vieira, som bliver vicepræsident i Transport & Environment.

Forrige artikel Lidegaard ser tilbage: Det gik godt og skidt i 2012 Lidegaard ser tilbage: Det gik godt og skidt i 2012 Næste artikel Grønt overblik: Det skal du holde øje med i denne uge Grønt overblik: Det skal du holde øje med i denne uge