Djøf: Arbejdspres i Klimaministeriet er symptom på et generelt problem

Djøf advarer mod et stigende arbejdspres i centraladministrationen med både helbreds- og trivselsmæssige problemer til følge. Et pres, der ikke kun kan tilskrives corona eller overarbejde i enkelte departementer.

Sara Vergo, formand for Djøf Offentlig, ser ikke den dårlige trivsel i Klimaministeriet som en enlig svale. Hun hører derimod om et alt for hårdt arbejdspres i mange departementer.
Sara Vergo, formand for Djøf Offentlig, ser ikke den dårlige trivsel i Klimaministeriet som en enlig svale. Hun hører derimod om et alt for hårdt arbejdspres i mange departementer.Foto: Djøf
Sine Riis Lund

Hver tredje i Klimaministeriets departement oplever til tider stress, der gør dem utilpasse, og hver anden mener ikke, der er en balance mellem deres opgaver og den tid, de har til rådighed.

Det viste en trivselsmåling fra departementet, som Altinget skrev om i sidste uge.

Men situationen i Klimaministeriet er desværre ikke unik, lyder det fra Djøf.

“Den historie I har gravet frem, bekræfter sådan set bare, hvad vi hører ikke kun fra Klimaministeriet, men fra tillidsrepræsentanter i rigtig mange departementer,” siger formanden for Djøf Offentlig, Sara Vergo.

Hun fremhæver ministerier som Sundhedsministeriet, Udenrigsministeriet, Fødevareministeriet, Erhvervsministeriet og Kulturministeriet.

“Selvfølgelig er der variationer, men vi hører mange steder fra, at de løber rigtig stærkt og ikke kan følge med. Selv om nogle er særligt ramt af corona, så kan det ikke kun forklares med corona,” fortæller Sara Vergo.

I december måned 2020 skrev hun til skatteminister Morten Bødskov (S) i hans egenskab som øverste ansvarlige for statens arbejdsgiverfunktion.

Her advarede hun om, at når Djøf undersøger arbejdsbelastning i form af stress og trivsel hos fagforeningens statsansatte medlemmer, så “peger resultaterne i retning af et stigende arbejdspres med både helbreds- og trivselsmæssige problemer til følge”.

Hun gjorde klart, at medlemmerne selvsagt er villige til at give den en ekstra skalle og levere flere timer i den ekstraordinære situation med corona, men påpegede samtidig, at det er afgørende, at perioder med ekstrem travlhed følges op af en periode, hvor der kan restitueres. 

Jeg synes ikke, man kan være bekendt at blive ved med at lægge det pres på folk, så de aldrig kan holde fri. At de aldrig kan restituere.

Sara Vergo
Formand for Djøf Offentlig

0:000:00