DMI flytter sammen med andre statslige arbejdspladser

LOKATION: Danmarks Meteorologiske Institut skal bo under samme tag som Kriminalforsorgen og Danmarks Statistik. Det er som led i regeringens ønske om at samle styrelser for at spare husleje.

DMI skal forlade sit private lejemål i slutningen af 2022 for at flytte sammen med andre statslige styrelser i en statsejendom.
DMI skal forlade sit private lejemål i slutningen af 2022 for at flytte sammen med andre statslige styrelser i en statsejendom.Foto: Emil Hougaard/Ritzau Scanpix
Sine Riis Lund

Mange af de ansatte i DMI får ny arbejdsadresse.

Som led i tilpasning af statens lokaleforbrug i hovedstadsområdet flytter Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) til Skt. Kjelds Gård, Æbeløgade 1, på Østerbro i København.

Her har i forvejen Kriminalforsorgen Områdekontor, Kriminalforsorgen i Frihed og Danmarks Statistik til huse.

Medarbejderne skal dog ikke flytte så langt. De hører i dag til på Lyngbyvej, også på Østerbro i København, men her er der tale om et privat lejemål. Flytningen til en statsejendom betyder, at staten undgår en merudgift på cirka 14,5 millioner kroner årligt, hvoraf DMI’s lejebetaling reduceres med 4,8 millioner kroner, skrev Transport- og Boligministeriet i et aktstykke i december 2020.

Stor ombygning i vente
Planen er, at vejrfolkene kan flytte ind i de nye kontorer i fjerde kvartal af 2022, men forinden skal der ske en større ombygning, der kommer til at omfatte cirka 18.500 m2.

Blandt andet skal der etableres et fælles mødecenter i stueetagen og en tilpasning af kantineområdet på 6. sal.

Bygningen blev i maj 2018 udsat for et brandattentat, hvorfor Bygningsstyrelsen på baggrund af drøftelser med PET også opsætter sikkerhedsfilm på bygningens nederste etager.

Ombygningen ventes i alt at løbe op i mere end 250 millioner kroner, eksklusive moms og renter.

Der er endvidere cirka 8.400 ubenyttede m2 i bygningen, der kan huse nye statslige lejere, skrev Transport- og Boligministeriet i aktstykket.

0:000:00