Debat

Eksport af den danske energimodel rummer stort vækstpotentiale

PANELDEBAT: Den voksende internationale interesse for de danske erfaringer viser, at den danske energimodel i sig selv kan være penge værd. Derfor har regeringen spillet ud med et forslag om at eksportere den, skriver Martin Lidegaard (R).
Foto: Pressefoto
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Martin Lidegaard (R)
Klima-, energi og bygningsminister

Danmark tiltrækker i disse år beslutningstagere fra store dele af verden. De besøger Samsø, der får al sin energi fra vedvarende energikilder. De tager til Bornholm, hvor det skyder frem med grønne projekter. Og de kommer forbi mit kontor for at høre, hvordan det er lykkedes at skabe en ambitiøs grøn omstilling.

Eksport af den danske energimodel
I Danmark har vi økonomisk vækst, mens energiforbruget falder, fordi vi er blandt de bedste i verden til at energieffektivisere. Og i Danmark er vi midt i en omstilling til vedvarende energikilder, uden at det ødelægger erhvervslivets konkurrenceevne eller forringer danskernes levevilkår. Vi har erfaring med at tænke systemerne sammen, så vi udnytter energien bedst muligt.

Det er den danske energimodel.

Fakta

Deltag i debatten!

Send dit indlæg til [email protected] 

Den voksende internationale interesse for de danske erfaringer viser, at energimodellen i sig selv kan være penge værd. Derfor har regeringen spillet ud med et forslag om at eksportere den. Udspillet er en del af regeringens vækstplan for klima og energi, som blev fremlagt den 8. oktober.

Regeringen vil oprette en enhed, som skal stå for eksporten af den danske energimodel. Konkret vil vi indgå samarbejder med tre udvalgte lande, hvor vi kan rådgive om energipolitik og regulering med afsæt i vores mangeårige erfaringer.

Det vigtigste er og bliver en tæt og løbende dialog med erhvervslivet. Det er alfa og omega for succes.

Martin Lidegaard (R)
Klima-, energi og bygningsminister

Indsatsen vil blive målrettet veludviklede markeder, hvor vi allerede har et godt samarbejde med de relevante myndigheder, og hvor der er mulighed for, at det kan føre til øget eksport. Det betyder, at vores energispecialister vil samarbejde tæt med de relevante på de danske ambassader i de pågældende lande.

Tæt dialog med erhvervslivet 
Det vigtigste er og bliver en tæt og løbende dialog med erhvervslivet. Det er alfa og omega for succes. Derfor vil blandt andet valget af de tre lande ske i samarbejde med erhvervslivet, så vi kan sikre os det bedst mulige udgangspunkt for eksport af dansk energiteknologi og rådgivning.

Der er tale om en helt ny form for tilgang til arbejdet med at fremme eksporten, som jeg forventer mig meget af. Fagpolitiske indsatser spiller i dag en vigtig supplerende rolle for Danmarks muligheder for at fremme både politiske og erhvervsmæssige interesser. Det kommer vi derfor også til at se mere af i fremtiden.

Den grønne sektor bidrager allerede betydeligt til den danske økonomi. Den omsatte for over 250 milliarder kroner i 2010 og har over 100.000 ansatte. I 2012 eksporterede danske virksomheder grøn energiteknologi for ca. 32,5 milliarder kroner samt andre energiteknologier for ca. 28,7 milliarder kroner - det vil sige lidt over 61 milliarder kroner i alt. Andelen af energiteknologi i den samlede vareeksport er den højeste i EU-15 med ca. 10 procent i 2012. Derudover er grønne virksomheder mere produktive end den gennemsnitlige industri.

Med andre ord: Danske virksomheder har et stærkt afsæt for den globale efterspørgsel efter grønne energiløsninger. Og den efterspørgsel ventes at stige i de kommende år i takt med, at flere og flere lande omstiller deres energisystemer i en grønnere retning.

Med forslaget om at eksportere den danske energimodel vil vi som regering skubbe på for, at virksomhederne også på den front får glæde af udviklingen, så de kan skabe vækst og arbejdspladser herhjemme.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Martin Lidegaard

MF (R), politisk leder, Radikale
cand.comm. (Roskilde Uni. 1993)

0:000:00