Europæisk investeringsbank giver kæmpe lån til elkabel i Nordsøen

FORBINDELSE: Den Europæiske Investeringsbank har besluttet at støtte Nordlink-elkablet mellem Norge og Tyskland med et lån på 100 millioner euro. EU-Kommissionen er begejstret, men i Dansk Energi er man skeptisk.

Nordlink skal give tyskerne mulighed for at importere norsk vandkraft, mens nordmændene skal kunne trække på tysk sol og vind. På billedet ses vindmøller og elmaster i Jylland.
Nordlink skal give tyskerne mulighed for at importere norsk vandkraft, mens nordmændene skal kunne trække på tysk sol og vind. På billedet ses vindmøller og elmaster i Jylland.Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Morten Øyen

Et nyt, kæmpe elkabel mellem Norge og Tyskland kan se frem til en økonomisk håndsrækning fra Den Europæiske Investeringsfond EIB. Tidligere på ugen meddelte EIB nemlig, at investeringsbanken vil støtte Nordlink-projektet med yderligere et lån på 100 millioner euro.

Projektet skal med et 624 kilometer langt søkabel ud for den danske kyst give tyskerne mulighed for at importere strøm fra norsk vandkraft, mens nordmændene skal kunne trække på tysk sol og vind. I alt får elkablet en kapacitet på 1.400 MW og skal tages i brug i 2020.

Lånet fra EIB får fuld opbakning fra EU-Kommissionen:

"Vi har brug for fremsynede investeringer i moderne infrastruktur mellem lande, som kan integrere vedvarende energi i nettet. Det er vigtigt for vores energisikkerhed og for vores klimaindsat. Denne kombination af vedvarende energiproduktion – sol og vind i Tyskland og vandkraft i Norge – understøtter vores engagement i at bringe ren energi til millioner af mennesker," siger EU's kommissær for energiunionen, Maros Sefcovic, i en pressemeddelelse.

Spørgsmålet er, om deres case holder, og om pengene måske havde været bedre investeret internt i Tyskland.

Anders Stouge
Vicedirektør, Dansk Energi

Risikerer at få et "dansk" problem
Nyheden får en mere afkølet modtagelse hos Dansk Energi. Det er godt med ny økonomi til store energiprojekter, men hos danskerne havde man hellere set tyskerne have problemerne med flaskehalse ned gennem deres eget land først.

"Norge risikerer at ende med samme problem, som vi har stået med: at Tyskland sætter en prop i for vores strøm, fordi de selv producerer så meget vedvarende energi i Nord og ikke kan få det afsat ned mod syd. Så spørgsmålet er, om deres case holder, og om pengene måske havde været bedre investeret internt i Tyskland," siger vicedirektør i Dansk Energi, Anders Stouge.

Undgå flaskehalse
Han fortæller, at EU-Kommissionen har fået øjnene op for problemet – og den danske kommissær, Margrethe Vestager, er gået ind i den dansk-tyske sag – men at der stadig ofte er mere fokus på at bygge nyt til yderligere kapacitet frem for at løse de eksisterende flaskehalsproblemer.

"Der er allerede meget kapacitet, som ikke bliver brugt. Vi er interesserede i at få bygget den nødvendige infrastruktur til transport af strøm, så det kan flyde frit mellem landene, men der måtte gerne være mere fokus på at få udnyttet det, som er i forvejen," siger Anders Stouge.

Første del af Nordlink-kablet blev installeret i 2017 og efter planen skal projektet være færdig inden 2019 med efterfølgende prøvedrift og kommerciel drift fra 2020.

0:000:00