Får Danmark og EU de globale udledninger til at stige?

I denne uge har fagministrene i Rådet drøftet EU-kommissionens forslag til nye klimapolitiske mål. Men i stedet for at fokusere på nye mål, burde man måske hellere have set på, om man kan få den klimapolitiske strategi til at virke.

EU-landene står for godt 10 procent af verdens drivhusgasudledning. Danmark står for omkring 1 promille. Derfor er det helt afgørende for det globale klima, hvad andre lande gør, og hvordan vores politik påvirker deres. Isoleret set har EU's reduktionsmål ikke nogen nævneværdig klimaeffekt.

Indtil videre har den europæiske diskussion primært handlet om ambitionsniveauet i EU - ret uafhængigt af, hvad resten af verden gør.

I Danmark forfølges strategien med konsekvent at overopfylde i forhold til EU-kravene i markant grad. Ideen er, at man ved at gå foran kan drive resten af verden i samme retning ved eksemplets magt.

Men er det klogt? Problemet er, at det ikke alene kan ende som et slag i luften. Det kan tilmed øge udledningen af klimagasser i resten af verden.

Fleksibilitet skaber incitament for andre
Det er et fundamentalt princip i international politik, at ens valg af strategi bør være fleksibel over for, hvad andre parter gør.

Den begrænsede "noget-for-noget"-mekanisme fra COP15 i København - hvor en række lande har lovet ekstra, men betingede reduktioner - kunne udbygges og gradueres væsentligt. Og når den danske energiaftale skal fornys eller genforhandles, bør vi følge samme princip i forhold til EU.

Otto Brøns-Petersen
Analysechef i CEPOS

Altså: Det kan være udmærket at gå foran de andre og sætte et eksempel. Men det bør være en betingelse, at de andre også bevæger sig i den rigtige retning. Inden for spilteorien kaldes det tit-for-tat: "Noget for noget". En fleksibel strategi gør det muligt at styrke modpartens tilskyndelse til også at reducere sin udledning.

Vælger vi derimod ensidigt og ubetinget at påtage os ekstra reduktionsforpligtelser, kan vi gøre det mindre attraktivt for resten af verden at gå i samme retning. Vi har udstillet vores villighed til at tage mere end vores del af slæbet. Og når vi reducerer forbruget af fossile brændsler, bliver de billigere i resten af verden.

En vigtig præmis for ikke mindst danske politikeres ønske om at gå forrest har selvfølgelig været, at omstillingen fra fossile brændsler til vedvarende energi gav en sikker økonomisk succes. At en ihærdig indsats ville blive belønnet med et teknologisk forspring, mens tøvende lande ville blive straffet af stadigt stigende oliepriser. Præmissen har dog savnet belæg.

Dyr og ineffektiv strategi
I efteråret fremlagde den danske regering sin klimaplan, der tværtimod viste, at omkostningerne ved at nedbringe CO2-udslippet herhjemme vokser eksplosivt i takt med, at de lavest hængende frugter bliver plukket.

Alt imens har industriens konkurrenceevneproblemer ført til flere runder af afgiftsnedsættelser på energi. Det internationalt mest bemærkelsesværdige teknologispring har været indvindingen af skifergas.

Der er altså en fare for, at vi primært har udstillet omkostningerne ved grøn omstilling.

Nu kan det være udmærket at afholde omkostninger, hvis de står mål med en klimamæssig gevinst. Det kan også være udmærket at gå foran, hvis man kan sikre sig, at de andre følger efter.

Når regeringscheferne i maj vedtager EU's nye reduktionsmål mod 2030 - formentlig 40 procent i forhold til 1990 - burde det vigtigste være, at det bliver gjort afhængig af fremdrift i og efter den næste internationale forhandling, COP21 i 2015.

Den begrænsede "noget-for-noget"-mekanisme fra COP15 i København - hvor en række lande har lovet ekstra, men betingede reduktioner - kunne udbygges og gradueres væsentligt. Og når den danske energiaftale skal fornys eller genforhandles, bør vi følge samme princip i forhold til EU.