FDM beskyldes for manipulation med elbiler

ELBILER: FDM fordrejer sandheden, når de hævder, at elbiler forurener mere end benzin- og dieselbiler. Det mener Dansk Elbil Alliance, som påpeger, at FDM mangler forståelse for energisystemet. FDM erkender delvist kritikken.
Foto: Colourbox

Vores tal er beregnet på basis af tal fra Energinet.dk, og det er på forudsætning af, at der er rejst tvivl om kvotesystemet. Det er klart, at den dag kvoteloftet begynder at virke, at så falder vores argument selvfølgelig.

Torben Kudsk
Politisk chefkonsulent, FDM
Der er tale om misinformation, når interesseorganisationen FDM i en række artikler vurderer, at elbiler forurener mere end benzin- og dieselbiler, lyder det fra Dansk Elbil Alliance (DEA).

Ifølge DEA vælger FDM at indregne el fra kulkraftværker, og det skaber et negativt billede af, hvor meget elbiler forurener i forhold til benzin- og dieselbiler. I udregningerne ser FDM således bort fra, at elbiler er omfattet af CO2-kvotesystemet, og det er manipulerende, mener DEA.

"Elbilerne lader med den strøm, der kommer ud af stikkontakten. Det kan både være strøm fra vind, vandkraft eller kul. Uanset hvilken strøm der lades med, så stiger den samlede forurening ikke. Og ligegyldig hvor mange elbiler der anvendes af de danske forbrugere, så stiger CO2-udledningen ikke," siger Lærke Flader, branchechef i Dansk Elbil Alliance.

Hun mener, at FDM enten misforstår energisystemet eller er ude i et politisk ærinde.

FDM: Kvotesystemet fungerer ikke optimalt
I FDM erkender man delvist DEA's kritik. Torben Kudsk, politisk chefkonsulent i FDM, mener ikke, at kvotesystemet er blevet misforstået, men derimod at man kan sætte spørgsmålstegn ved, hvor godt det fungerer.

"Det er ikke alle, der mener, at kvotesystemet fungerer. Så her og nu vil vi godt sætte spørgsmålstegn ved, om det er fuldstændigt ligegyldigt, hvor mange elbiler der bliver proppet ind i systemet," siger Torben Kudsk og tilføjer samtidig, at vurderingen af elbilers CO2-udledning vil ændre sig, hvis kvotesystemet fungerer optimalt.

"Vores tal er beregnet på basis af tal fra Energinet.dk, og det er på forudsætning af, at der er rejst tvivl om kvotesystemet. Det er klart, at den dag kvoteloftet begynder at virke, så falder vores argument selvfølgelig," siger han.

0:000:00