FDM: Der er brug for en transportpolitisk masterplan med blik for klimaet

FDM har sammen med en række andre interessenter i de seneste år efterlyst en ny masterplan, der kan fortsætte, hvor 2009-aftalen slap. Det har vi til dels fået med den 'Aftale om et sammenhængende Danmark', som regeringen og DF har fremlagt. Planen indeholder en lang række rigtig gode projekter, som uden tvivl vil kunne fremtidssikre danskernes mobilitet frem mod 2030.

En egentlig 'masterplan' vil FDM dog ikke kalde investeringsplanen. For det er primært en konkret investeringsplan, der reelt kun forholder sig til konkrete vej- og baneprojekter. Det er langt hen ad vejen godt, for så ved man, hvad man får. Men FDM havde gerne set, at der i planen var reflekteret mere over nogle af de store ændringer, som mange forventer vil ske på transportområdet i de kommende årtier.

Fremtiden skal tænkes ind i nutiden
Det havde været oplagt, hvis den viden, som ekspertgruppen for Fremtidens mobilitet kom frem til, havde været anvendt mere tydeligt i investeringsplanen. I FDM's optik er det vigtigt, at der, når fremtidens veje planlægges og besluttes, tages højde for vigtige elementer som automatisering, ændring af mobilitetsmønstre og klimamålene.

Det er ikke uvæsentligt, hvordan nye former for bilejerskab og mere sammenhængende mobilitetssystemer kan påvirke efterspørgslen på infrastruktur. Heller ikke, hvordan automatiseringen og elektrificeringen af køretøjer kan ændre den traditionelle opfattelse af, hvad der er økonomisk og miljømæssig sund fornuft.

Netop hvordan vi i fremtiden indretter mobiliteten og en infrastruktur, der understøtter den, er det, en masterplan burde have indeholdt. Det bruges der lidt flere ord på i Socialdemokratiets relativt korte udspil.

Klima og infrastruktur hænger sammen
For FDM at se hænger behovet for udviklingen i infrastrukturen uløseligt sammen med klimamålene og ønskerne for, hvordan byerne og byplanlægning skal indrettes. Hvis der i 2030 skal køre mellem en halv og en hel million elektrificerede biler på de danske veje, er det nødvendigt, at infrastrukturen indrettes til det.

Hvordan sikrer vi, at elnettet og alle nye huse forberedes til opladning af elbiler? Hvordan får vi sikret, at der også kan oplades i det offentlige rum eller på arbejdspladserne for de, der ikke har mulighed for opladning ved bopælen? Hvordan vil automatiseringen af eksempelvis busser påvirke rationalet i at lave skinnebårne kollektive løsninger som jern- og letbaner?

Hvordan vil delebilstjenester, samkørsel og MaaS-løsninger (Mobility as a Sercive) påvirke behovet for nye veje? Alt det savner vi i regeringens og DF's investeringsplan, mens der kun står meget lidt om det i Socialdemokraternes udspil. Set fra FDM er det noget, der allerede nu bør overvejes og tænkes ind, når planerne for fremtidens infrastruktur planlægges.

I den kommende valgkamp vil infrastruktur formentlig blive ét af en række temaer, og det kan med fordel kobles sammen med klimadebatten. Og endeligt vil det være oplagt ikke kun at se transport og klima som et nationalt anliggende, men i høj grad også en opgave lokalt i kommunerne. Det er især i byplanlægningen, at de grundlæggende transportbehov skabes.