Finanslov: Justeret boligjobordning gøres permanent

FINANSLOV: Boligjobordningen bliver permanent, men vil fremover ikke omfatte fradrag til energirådgivning. Det er nogle af de sparsomme energinyheder fra den aftale om finanslov, regeringen og Dansk Folkeparti blev enige om fredag aften.

Regeringen og Dansk Folkeparti blev fredag&nbsp;enige om aftalen for finansloven for 2018.<br>
Regeringen og Dansk Folkeparti blev fredag enige om aftalen for finansloven for 2018.
Foto: ritzau/Andreas Haubjerg
Morten Øyen

Regeringen og Dansk Folkeparti indgik fredag aften en aftale om at gøre boligjobordningen permanent. Til gengæld indskrænker den permanente ordning nogle fradragsmuligheder på energiområdet.

Det er en del af finanslovaftalen for 2018, som ellers hovedsageligt sætter flere penge af til ældre, sundhed og politibetjente, og som ikke indeholder de store energinyheder.

Tilbage i november indgik Folketingets partier da også en aftale om penge til energiforskning, ligesom finanslovens nye infrastrukturprojekter går igen fra regeringens udspil tidligere på efteråret.

Udvidelse af boligjobordning
Med den permanente boligjobordning udgår fradrag for en række håndværksydelser – blandt andet fradrag for energirådgivning, installation af ladestik til elbiler og installation af intelligent varme-, ventilations- og lysstyring.

Mulighederne for at få fradrag for udskiftning af ruder, vinduer og yderdøre, isolering af tag, gulv og ydervægge, arbejde på solfangere, solceller og husstandsvindmøller og tilslutning til bredbånd forsætter dog med den permanente ordning.

Skattefradraget fungerer som et ligningsmæssigt fradrag, og de hidtidige lofter over skattefradragene for udgifter til serviceydelser og håndværksydelser på henholdsvis 6.000 og 12.000 kroner videreføres med den permanente ordning.

Regeringen anslår, at det vil koste 445 millioner kroner om året at gøre boligjobordningen permanent.

0:000:00