Forhandlinger om hjælp til inflationsramte flyttes: Skal indgå i den grønne skattereform

Mandag forlod Radikale forhandlingerne om støtte til visse grupper af danskere, som er særligt hårdt ramt af de stigende priser. Så nu opgiver regeringen planen om at finansiere hjælpen med et underskud. Forhandlingerne flyttes samtidig fra Nicolai Wammen til Jeppe Bruus i Skatteministeriet, hvor de skal indgå i den grønne skattereform.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Kristine Korsgaard

Det lykkedes ikke regeringen at komme igennem med sin plan om at give ekstraordinær økonomisk støtte til nogle af de grupper, som de stigende priser rammer særligt hårdt, uden at spare andre steder i de offentlige budgetter.

Det står klart, efter at støttepartiet Radikale mandag forlod forhandlingerne, hvorefter regeringen meddelte, at den dropper sit oprindelige forslag til finansiering.

”På baggrund af de forhandlinger regeringen har haft med Folketingets partier om kompensation har det været et stort ønske at finde anden finansiering. Derfor foreslår regeringen nu, at kompensationerne finansieres ved en tilsvarende nedjustering af de offentlige investeringer i år og næste år inden for en ramme på op til tre milliarder kroner," siger finansminister Nicolai Wammen i en skriftlig kommentar.

Han oplyser samtidig, at spørgsmålet om kompensation bliver flyttet over i forhandlingerne om en grøn skattereform.

"Det er fortsat vigtigt for regeringen at finde en løsning for blandt andre de pensionister, der har mindst,” understreger Wammen, som altså nu overlader forhandlingerne til skatteminister Jeppe Bruus.

For to uger siden annoncerede statsminister Mette Frederiksen på Facebook og i en række landsdækkende medier, at regeringen ønskede at give landets pensionister en skattefri ekstra check på 5.000 kroner.

Den skulle puste lidt luft ind i nogle af de budgetter, der er blevet særligt stramme som følge af de markante prisstigninger på dagligvarer og energi. Inflationen er nemlig steget væsentligt af flere grunde, især krigen i Ukraine.

Regeringen foreslog at finansiere støtten til pensionisterne med et større underskud på de offentlige finanser, og støttepartierne SF og Enhedslisten gik til forhandlinger med ønsker om at brede hjælpen ud til flere grupper, blandt andre landets studerende.

Men forslaget om at dele støtten ud uden samtidig at spare andre steder i det offentlige har mødt hård kritik fra økonomer. Det kan nemlig puste yderligere til inflationen at sende en masse ekstra penge ud i samfundet, når der i forvejen er for stor efterspørgsel på varer i forhold til udbuddet.

0:000:00