Forskningschef: Det er ikke nok at spare CO2, vi skal også bygge diger

Af Ole Mark
Forskningschef, DHI

Med et folketingsvalg lige om hjørnet er klimadebatten rykket helt op i toppen på politikernes agenda. Men fokus er ensidigt på at reducere det danske udslip af CO2, og man glemmer helt diskussionen om klimatilpasninger.

At reducere udledningen af CO2 er selvsagt afgørende, hvis vi skal forsøge at forebygge de forestående klimaændringer. Der er dog også en anden side af mønten i klimadiskussionen. Den handler om at sikre os mod fremtidens vejrudsigt, der siger ”vådere, varmere og voldsommere”.

En sund og fornuftig klimapolitik er derfor en mønt med to sider. Den ene side består af at reducere udslip af klimagassen. Den anden side består af at tilpasse os til fremtidens klima i form af monsterregn, stormfloder og varmerekorder. 

Milliardregninger til vores børnebørn
Hvis vi ikke allerede i dag investerer i at beskytte os mod fremtidens stigende vandmængder, står vi over for regninger af astronomiske størrelser.

For eksempel forventer DMI i en prognose, at vandstanden omkring Danmark stiger med mindst 50 centimeter frem til år 2100.

At klimasikre os koster penge her og nu; til gengæld kan vi i fremtiden slippe meget billigere både menneskeligt, miljømæssigt og økonomisk.

Ole Mark
Forskningschef, DHI

Stiger vandet så meget, vil store områder på Lolland for eksempel blive oversvømmet, hvis vi igen rammes af en storm som Urd. Her har vi slet ikke nævnt tidligere tiders store storme som dem, der i 1872 og 1760 gav vandstande på mellem 2,8 og 3,6 meter i Køge Bugt og på Lolland.

Det er en ren gyser at tænke på risikoen for, at sådanne storme måske kommer igen, men selv hvis vandstanden bliver bare en halv meter højere, vil det få store konsekvenser – både menneskeligt og økonomisk.

Da man byggede diget ved Ørestaden, blev der brugt jord, som var til overs fra byggeri. Det vil sige, at man slog to fluer med et smæk: Man kom af med overskudsjorden og fik bygget et dige. Vi skal lede efter den slags synergier ved store infrastrukturprojekter. Gør vi ikke noget, sender vi en milliardregning videre til vores børnebørn enten i form af oversvømmelser eller i form af infrastruktur, som SKAL bygges.

Indlagte benspænd mod klimatilpasninger
De danske kommuner har i år overtaget ansvaret for at sikre de danske kyster imod erosion og oversvømmelser, men det er en opgave med indlagte benspænd.

Ifølge lovgivningen skal de, der nyder godt af sikring imod oversvømmelser fra havet, være med til at betale for sikringen, imens andre borgere går fri. Men hvordan defineres det, hvem der har glæde af oversvømmelsessikring? En by indeholder boliger, virksomheder, børnehaver, skoler, hospitaler, tog, metro, letbane med mere.

Kan der overhovedet etableres en ”retfærdig” fordelingsnøgle til etablering af omkostninger til oversvømmelsessikring? Og princippet om udvalgte borgeres egenbetaling sætter en stopper for gode initiativer.

Det har vi eksempelvis set i Kerteminde, hvor forslaget om en sluse til sikring imod oversvømmelser i september blev stemt ned grundet egenbetalingen.

Det bør være god købmandslogik at styre, hvad vi ønsker at klimatilpasse. Kan man for eksempel reducere en meget sandsynlig oversvømmelsesskade til en milliard kroner ved at investere 100 millioner kroner, er det jo en god forretning, som skal forfølges.