DSU-formand: Klimakampen trues af Østergaard & Co.

DEBAT: Der bliver aldrig flertal for grøn omstilling, hvis regningen tørres af på de syge, nedslidte og arbejdsløse. Men det er den liberalistiske linje, som Radikale Venstre lægger op til, skriver Frederik Vad Nielsen.

Af Frederik Vad Nielsen
Formand for DSU

For en gang skyld så det hele lyst og optimistisk ud. Indtil for få dage siden styrede vi direkte mod det første folketingsvalg i mands minde, hvor en sejr til oppositionen vil betyde det største boost af den grønne omstilling nogensinde.

I sidste uge er billedet blevet noget mere mudret, og optimismen bør afløses af bekymring hos alle, der drømmer om verdens grønneste klima- og miljøpolitik. Radikale Venstre har nemlig meldt ud, at forudsætningen for, at de vil pege på en ny regering, er, at den skal føre blå økonomisk politik.    

Meldingen fra Sofie Carsten Nielsen (R) i Berlingske var klar: Flere af de gammelkendte reformer om nedskæringer og arbejdsudbud skal på banen, hvis en ny socialdemokratisk regering og resten af rød blok må få lov til at skabe verdens grønneste velfærdssamfund. Selvom vi styrer direkte mod jordklodens højeste pensionsalder og i øvrigt har rundbarberet efterløn, dagpenge og velfærd, så er det ikke nok.

Hånd i hånd med liberalisterne i Cepos underkender Radikale Venstre totalt de positive effekter af investeringer i fællesskabet og køber igen ind på, at det er almindelige mennesker, der skal finansiere gildet.

Det er en ildevarslende melding, som med et slag har gjort det uhyggeligt meget sværere at skabe flertal for en ambitiøs grøn omstilling. Hvis vi i løbet af de næste 10-15 år skal foretage de enormt store ryk, der skal til, så kræver det, at klima- og miljøpolitikken går hånd i hånd med en socialt retfærdig politik. Vi kan ikke (igen) tørre regningen af på syge, nedslidte og arbejdsløse.

Toppen af samfundet skal bidrage mest til den grønne omstilling, og højrefløjen skal ikke få held til at skabe et modsætningsforhold mellem høje klimaambitioner og et stærkere velfærdssamfund. De to ting skal gå hånd i hånd – ellers kan det aldrig blive interessant for os erklærede venstreorienterede.

En blå økonomisk politik smadrer grundlaget for en grøn politik. At Radikale Venstre ikke forstår det perspektiv, men tværtimod insisterer på at kombinere det, får jorden til at ryste under den klimaaktivisme, som de sidste par år har råbt magthaverne op med større og større styrke.

Selvom ugens melding fra Sofie Carsten Nielsen har lagt en dæmper på den grønne optimisme, så burde vi nok ikke være så overraskede. Mange tror fejlagtigt, at det politiske fundament for Radikale Venstre er klima-, flygtninge- og integrationspolitik, men virkeligheden er en anden.

Går man tilbage til Morten Østergaards første offentlige udmeldinger som nyvalgt radikal formand i sensommeren 2014, så vil man opdage, at der går en lige linje til denne uges melding.

I september 2014 i Jyllands-Posten meldte Morten Østergaard nemlig krig mod det, han kaldte "Lærkevejs-danskere". En nedladende betegnelse for mennesker med almindelige indkomster, som den nyvalgte radikale leder gerne ville trække ud af velfærdsstaten.

Nu skulle det være slut med at blive "forkælet" af samfundet, når man i virkeligheden ikke havde brug for det. I stedet skulle vi arbejde os henimod hattedamestaten, hvor det kun er de fattigste og svageste, der skal have hjælp og støtte.

Morten Østergaard gjorde altså krigen mod velfærdsmodellen til en af sine første prioriteringer som formand for Radikale Venstre. Styrken ved vores velfærdsmodel har jo netop været, at opbakningen og tilliden fra alle samfundslag har været stor, fordi den netop ikke var en almissestat.

Motoren i vores samfund er mennesker med ganske almindelige indkomster, som hver eneste dag skaber åndelige og materielle værdier på arbejdspladser, i boligområder og i fritidslivet. At skære dem ud af velfærdsstaten vil være en chance, som liberalisterne ville gribe med kyshånd og sætte det afgørende dødsstød ind mod det stærke, forpligtende fællesskab.

Så langt vil Morten Østergaard ikke gå – men hans politik vil være det vigtigste skridt på vejen til, at mørkeblå kræfter kan få held med deres destruktive planer.

Det har altså fra første dag været en klar prioritering fra ledelsen i Radikale Venstre, at den økonomiske politik grundlæggende skal holdes i det blå spor. Ugens melding minder os sådan set bare om, at R-toppen ikke har rykket sig en meter på det spørgsmål.

Så længe der ikke er flertal for en ny økonomisk politik i Danmark, bliver det også svært at skabe flertal for den grønne omstilling. Pengene skal jo tages et sted fra. Klimakampen er i fare, så længe Østergaard & Co. insisterer på at lade Cepos og resten af højrefløjen svinge taktstokken i den økonomiske politik.
 ---------------
Frederik Vad Nielsen er forbundsformand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom. Han er uddannet bachelor i arbejdslivsstudier og journalistik fra Roskilde Universitet.

Forrige artikel Skepsis før aftale om overskudsvarme: Vi risikerer planøkonomiske tilstande Skepsis før aftale om overskudsvarme: Vi risikerer planøkonomiske tilstande Næste artikel Ida Auken: Tommy Ahlers giver den som klimahåbets budbringer Ida Auken: Tommy Ahlers giver den som klimahåbets budbringer
  • Anmeld

    Allan Christensen · Kemiingeniør

    Atomkraft, pesticider, radiorør, transistorer og disrespekt over for alle, der har bidraget til at begrænse produktion, forbrug og disses forventede ødelæggende konsekvenser for klima og natur

    Det er en ulykke af dimensioner om pesticider, transistorer, integrerede kredsløb og anden traditionel udviklet ny teknologi ikke har bidraget til en økologisk mindre uansvarlig produktion - og til at vi på så kort tid har kunnet få så megen velfærd, pædagogik, miljøteknologi, social retfærdighed og grøn omstilling med så uventet få ødelæggende konsekvenser for naturen, biodiversiteten, klimaet, folkesundheden, dyrevelfærden, vandmiljøet, luftmiljøet, denne verdens fattigste menesker, samt ikke mindst vore efterkommere og den fremtid vi stiller dem i udsigt.