Greenpeace: I 2018 bør sprint være den vigtigste klimapolitiske disciplin

Af Jens Mattias Clausen
Klimapolitisk rådgiver, Greenpeace

2017 var et år fyldt med smagsprøver på de ubehageligheder, som et klima i forandring vil føre med sig.

Uhørte oversvømmelser i Bangladesh, tørke og hungersnød i Etiopien og ekstreme vejrfænomener, som orkanerne Harvey, Irma og Maria, hvis intensitet og hyppighed ryger i vejret i takt med de stigende temperaturer.

2017 var også i top tre over de varmeste år, verden har oplevet, siden vi begyndte at måle temperaturerne i 1800-tallet.

Hvor meget værre bliver det, hvis verden ikke følger de målsætninger, man satte sig i Paris i 2015, da man vedtog den globale klimaaftale?

Og hvordan kan vi undgå, at det kommer dertil? De spørgsmål er flere tusinde forskere i gang med at besvare i en ny, stor rapport fra FN’s klimapanel IPCC.

Når ministre og diplomater derfor samles igen på de bonede gulve i Polen, skal både Danmark og EU have noget bedre med i kufferten end klimaplaner, der for længst har overskredet sidste salgsdato.

Jens Mattias Clausen
Klimapolitisk rådgiver, Greenpeace

Det seneste udkast af rapporten blev for nylig lækket til Reuters, og mens rapporten stadig kan ændre sig før den endelige version, ved vi allerede nu, at den kommer til at understrege, hvor meget det haster, og hvor store konsekvenserne vil være, hvis vi ikke handler i tide.

Vi skal være mere ambitiøse 
Hvis vi skal undgå de værste konsekvenser af klimaforandringerne, er det afgørende, at vi handler hurtigt og resolut.

Derfor er IPCC’s rapport også en vigtig del af det review af Paris-aftalen, der skal foregå i løbet af 2018, og som kulminerer til COP24 i Katowice i Polen.

Vil landene levere det, de lovede i Paris – og hvis ikke, hvad skal de så gøre?

Vi kender allerede svaret på det første.

Som det er blevet pointeret flere gange, senest af FN’s miljøagentur UNEP forud for COP23 i november, vil de klimamål, landene har meldt ind, kun levere en tredjedel af de drivhusgasreduktioner, der er behov for frem mod 2030, hvis vi skal holde temperaturstigningen under to grader.

Og da man i Paris besluttede at stramme temperaturtærsklen og i stedet forfølge muligheden for at begrænse stigningen til 1,5 grader, skal der i virkeligheden endnu mere til.

I stedet peger pilen lige nu mod minimum tre graders stigning, hvilket vil gøre uoprettelig skade på klimaet, gøre 200-års-storme til hverdagsforeteelser og betyde enden, helt bogstaveligt, på en række lavtliggende østater.

2018 skal være klimaambitionernes år
Det er altså nu, i de næste par år, at vi skal beslutte os for, om vi reelt er interesserede i at løse den største udfordring, menneskeheden står over for.

Den gode nyhed er, at vi dybest set ved, hvad der skal til – og har midlerne til at gøre det.

Kul, olie og gas skal hurtigst muligt erstattes af vind og sol, vi skal skære gevaldigt ned for kødforbruget og passe langt bedre på skovene, end vi gør nu.

Derfor bliver 2018 pinedød også nødt til at være ambitionernes år.

De klimamål, som altså er langt fra tilstrækkelige, skal hæves hurtigst muligt, og hvilket bedre sted at offentliggøre den slags end i Katowice, når verden skal gøre klimastatus.

Opdatér dansk mål: 100 procent vedvarende energi 
I den hjemlige andedam virker det som om, at diskussionen om den kommende energiaftale, der kan strække sig så langt som til 2030, foregår i et fodslæbende vakuum.

Man snakker om, hvordan man bedst muligt kan sætte Danmark på rette vej mod det langsigtede mål om at være fossilfri i 2050. Men ingen, eller få, nævner det faktum, at det mål er håbløst forældet.

Målet blev sat inden Paris, hvor det blev besluttet at forsøge at holde temperaturstigningen på 1,5 grader.

Meget tyder på, at Danmark i stedet bør nå 100 procent vedvarende energi allerede i 2040. Det bliver politikerne selvsagt nødt til at forholde sig til, når de skal forhandle om fremtidens energisystem.

For hvis endestationen ikke længere giver mening, skal de forskellige trinbræt på den korte og mellemlange bane selvfølgelig også genovervejes.

Og gør vi ikke noget drastisk nu, bliver det i en vis udstrækning ligegyldigt, hvad vi gør senere. Så er det for sent.

Når ministre og diplomater derfor samles igen på de bonede gulve i Polen, skal både Danmark og EU have noget bedre med i kufferten end klimaplaner, der for længst har overskredet sidste salgsdato.

Hvis ikke klimakurven for alvor knækkes i de næste par år, bliver smagsprøverne snart til en fast syvrettersmenu af oversvømmede kældre og turbodrevne storme, hvor især de fattigste kommer til at betale en høj pris.