Grønt overblik: Det skal du holde øje med i denne uge 

DET SKER: Flere virksomheder og ministre drager til New York, andre vender snuden mod Bruxelles, mens digitalisering i energisektoren og pesticider i grundvandet debatteres hjemme. Få dit overblik over ugen her.

Under FN's Generalforsamling i New York vil statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) lancere Global SDG Business Hub for verdensmålene.
Under FN's Generalforsamling i New York vil statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) lancere Global SDG Business Hub for verdensmålene.Foto: Jason Decrow/Ritzau Scanpix
Sine Riis Lund

Toneangivende ministre, ledende virksomheder og kronprinsesse Mary tager alle turen til New York denne uge for at deltage i klimauge og FN's generalforsamling.

Men der vil også være noget at lave for os, der bliver hjemme.

Få dit overblik over nogle af ugens begivenheder her.

Mandag 
Vi lægger ud med den straftold, der fra mandag vil ramme både en lang række kinesiske og amerikanske varer. I flere omgange er der blevet udmeldt straftold i handelsstriden mellem USA og Kina, hvor sidstnævnte senest har svaret USA igen med told for 60 milliarder dollar på amerikanske varer, ifølge flere internationale medier. 
Ifølge nyhedsbureauet AFP betyder det, at der nu vil være en toldbarriere på omkring halvdelen af de varer, som USA importerer fra Kina. 

Tirsdag 
Debatten om pesticider i grundvandet er igen blusset op og har affødt nye politiske ønsker om at stramme reglerne for landbrugets brug af pesticider. Fagforeningen JA, der organiserer folk inden for natur, miljø og fødevarer, inviterer på den baggrund til debatmøde for at skabe mere overblik over og diskutere, hvad der er de største trusler og den bedste metode til at beskytte grundvandet. 

Få flere informationer her 

Klimaet er for alvor på dagsordenen i New York denne uge med ‘Climate Week NYC 2018’, og det vil blandt andre Dansk Industri tage del i.
Erhvervsorganisationen er medvært på en konference om cirkulær økonomi sammen med Danish Cleantech Hub og State of Green. Konferencen vil give indsigt i, hvordan fremtrædende og innovative globale interessenter har taget den cirkulære økonomi til sig, og samtidigt forsøge at give deltagerne konkrete værktøjer til selv at komme i gang.

Læs mere her 

Tirsdag rejser Brexit-følgegruppen med blandt andre Nick Hækkerup (S) og Henrik Dahl (LA) til Bruxelles for at blive klogere på, hvordan det står til med Brexit-forhandlingerne. Blandt andet skal der drøftes en handlingsplan i tilfælde af, at forhandlingerne ender uden en aftale. 

0:000:00