Høje forventninger til den nye minister

ROKADE: Aktørerne peger på en lang række store opgaver, som den nye klimaminister, Rasmus Helveg Petersen (R), skal tage sig af. Det gælder både på nationalt plan med klimalov og på internationalt niveau med 2030-plan for EU.
Rasmus Helveg Petersen (R) overtog mandag posten som klima-, energi- og bygningsminister. Han kommer fra Udenrigsministeriet, hvor han var udviklingsminister.
Rasmus Helveg Petersen (R) overtog mandag posten som klima-, energi- og bygningsminister. Han kommer fra Udenrigsministeriet, hvor han var udviklingsminister.
Sara Fleckner Vilstrup
Der er meget, den nye minister skal kaste sig over i den kommende tid. Aktørerne har en lang liste med opgaver, som de peger på, at klima- og energiminister Rasmus Helveg Petersen (R) skal håndtere.

Først for ligger at få styr på den klimalov, som tidligere klima- og energiminister Martin Lidegaard (R) netop nåede at indlede forhandlinger om.

"Det helt akutte, Rasmus Helveg Petersen står over for, er den klimalov, hvor Martin Lidegaard lige nåede at annoncere, at forhandlingerne skulle begynde. Der har så været forhandlinger i den forløbne uge, men det er noget uklart, hvor langt man nåede med dem. Så det bliver det, som ligger øverst på bordet," siger Thomas Færgeman, direktør i Concito, og fortsætter:

"Klimaloven skal være rammen for, at regeringen får truffet nogle beslutninger om, hvad den vil inden for transportområdet og inden for landbrugsområdet. Regeringen har godt nok fremlagt et virkemiddelkatalog med klimareduktioner, men den har ikke truffet nogen som helst beslutninger endnu."

Dansk Fjernvarme ønsker et sammenhængende energisystem
Hos Dansk Fjernvarme forventer direktør Kim Mortensen, at Rasmus Helveg Petersen kaster sig over opgaven med at skabe sammenhæng i energisystemet fremadrettet.

Det helt akutte, Rasmus Helveg Petersen står over for, er den klimalov, hvor Martin Lidegaard lige nåede at annoncere, at forhandlingerne skulle begynde. Der har så været forhandlinger i den forløbne uge, men det er noget uklart, hvor langt man nåede med dem. Så det bliver det, som ligger øverst på bordet.

Thomas Færgeman
Direktør, Concito

"Vi forventer, at vi har en energiminister, der vil skabe et energisystem, som ikke er fragmenteret, men som leverer det, man kan kalde smart-energisystemet. Det er et samlet system, som tænker varme, el og gas sammen. Det bliver den helt store udfordring," siger Kim Mortensen.

I forbindelse med energiforliget er der søsat en række analyser, som vedrører det danske energisystem. Det bliver en udfordring for den nye minister at tænkte alle analyserne sammen og også forholde sig til det økonomiske element, peger Kim Mortensen på.

"Det svære bliver at forene de analyser og den gode vilje til at lave grøn omstilling i virkelighedens verden, hvor økonomi afgør, hvilket valg almindelige forbrugere tager, og hvad det er, selskaber vælger at investere i," siger han.

Dansk Energi: Energiaftalen skal udmøntes
Det er ikke nye tiltag, men derimod udfordringen om at implementere energiaftalen fra 2012, som Dansk Energi peger på som den store opgave.

"Det handler blandt andet om omstilling af kraftværkerne og at skabe den plads til biomasse, som blev vedtaget med energiaftalen. Det handler også om at få skabt klare rammer for dansk forsyningssikkerhed," siger Anders Stouge, vicedirektør i Dansk Energi.

0:000:00