Klima og miljø stryger igen til tops på vælgernes dagsorden

MÅLING: Det grønne område er igen det vigtigste emne for vælgerne, viser en ny meningsmåling. Og Socialdemokratiet kan glæde sig over at være langt foran de blå partier hos vælgerne. De borgerlige er nødt til at få debatten til at handle om noget andet, siger valgforsker.

Foto: /ritzau/Jens Dresling
Hjalte T. H. KragesteenBirk Sebastian Kotkas

Trods coronakrise er det grønne område fortsat rigtig vigtigt for vælgerne.

Det viser en meningsmåling, som Epinion har foretaget for Altinget og DR i begyndelsen af december.

Her peger 17 procent af danskerne på, at miljø og klima er det vigtigste spørgsmål for politikerne at tage sig af. Dermed overgår det hospitaler og sundhed samt styring af økonomien, som henholdsvis 16 og 13 procent af vælgerne mener er det vigtigste (se figur nedenfor).

Det grønne er dog ikke helt så højt prioriteret blandt vælgerne som ved Folketingsvalget i 2019, hvor det rundede 20 procent.

Fakta
Målingerne er udarbejdet på baggrund af i alt 1.012 gennemførte interviews med repræsentativt udvalgte danskere på 18 år og derover.

Interviewene er gennemført i perioden 2.-8. december 2020.

Kilde: Epinion

Professor og valgforsker ved Københavns Universitet Kasper Møller Hansen påpeger, at man ikke direkte kan svare coronakrisen i målingen, som han vurderer, er det vigtigste emne for vælgerne for tiden. Men ifølge ham viser målingen, at danskerne er klar til at kræve grønne resultater i stort omfang, når coronakrisen er slut.

”Der er en gruppe vælgere, som er meget, meget miljøbevidste, og som satte sit kryds i 2019 på grund af den dagsorden. Målingen er et klart tegn på, at når vi kommer over på den anden side af corona, så ligger diskussionen om miljø og klima klar til at starte igen for fuldt tryk,” siger Kasper Møller Hansen.

(Artiklen fortsætter efter figuren)

Politisk kommentator Noa Redington konstaterer, at det grønne område har bidt sig så meget fast i vælgerhavet, at det ikke længere lader sig ryste af dagsordenen. Han peger på, at klimaet var meget vigtigt for vælgerne helt op til finanskrisen i 2008, men derefter forsvandt fra debatten, der kom til at handle om job og tryghed.

0:000:00