Klimarådet advarer: Ny fjernvarme må ikke øge forbruget af biomasse

Biomasse er en knap ressource, der ikke skal prioriteres til varmeforsyningen, lyder det fra Klimarådet i ny analyse. Klimavagthunden vil have politikerne på banen, men fjernvarmesektoren stejler.

Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Morten ØyenDaniel Bue Lauritzen

Cirka 400.000 danske boliger skal af med naturgas hurtigst muligt, men står det til Klimarådet skal de ikke skifte til fjernvarme, hvis denne kommer fra afbrænding af biomasse.

Det er en af konklusionerne i en ny analyse fra Klimarådet, der offentliggøres torsdag.

Biomasse har været god som en mellemstation for at konvertere fra gas og kul til mere vedvarende varmeproduktion. Men på sigt er det vigtigt, at vi kommer videre og får elektrificeret varmeproduktion, som ikke er baseret på biomasse.

Per Heiselberg
Professor ved Institut for Byggeri, By og Miljø ved Aalborg Universitet og medlem af Klimarådet

Heri har regeringens klimavagthund set på, hvordan man kommer af med naturgassen i de danske hjem på en samfundsøkonomisk optimal måde.

At komme af med den gas, der bruges til opvarmning af boliger, er blevet akut politik efter Ruslands invasion af Ukraine.

Men i det arbejde efterlader Klimarådet ikke plads til afbrænding af biomasse som træ og halm, der ellers i dag udgør mere end 40 procent af varmeproduktionen til fjernvarmenettet.

”Vores beregninger viser, at hvis vi skal lave et nyt fjernvarmesystem, der er baseret på biomasse, så er det samfundsøkonomisk den dyreste vej at gå, af dem vi har undersøgt. Også dyrere end individuelle varmepumper,” siger Per Heiselberg, der er professor ved Institut for Byggeri, By og Miljø ved Aalborg Universitet og medlem af Klimarådet.

I den nye analyse peges der på en række problemer med biomasse – hovedsageligt høje energiomkostninger til forbrug af biomasse, lavere energieffektivitet i forhold til elektrificeret varmeforsyning samt høje omkostninger til drift og vedligehold af biomassekedler.

"Biomasse er en knap ressource, som vi har behov for til mange formål. Den biomassebaserede fjernvarme vil blive en endnu dyrere løsning end el i en situation med knaphed på biomasse, fordi efterspørgslen vil medføre stigende biomassepriser," skriver Klimarådet, som også advarer om, at et øget biomasseforbrug vil medføre en tidsmæssig forskydning i udslippet af CO2, hvilket er skadeligt for klimaet – også selvom biomassen på papiret kategoriseres som bæredygtigt.

Her er Klimarådets konklusioner

Klimarådet har analyseret, hvordan der skabes en hensigtsmæssig omstilling fra naturgas til fjernvarme og individuelle varmepumper. På baggrund af analyserne kan der drages fire overordnede konklusioner: 

  • Højtemperaturfjernvarme baseret på biomasse er den dyreste varmeforsyning i stort set alle situationer. Det skyldes hovedsageligt høje energiomkostninger til forbrug af biomasse, lavere energieffektivitet samt høje omkostninger til drift og vedligehold af biomassekedler.
  • Lavtemperaturfjernvarme med overskudsvarme er den samfundsøkonomisk billigste varmeforsyning, også selv om kun 70 procent tilslutter sig fjernvarmen. Dette inkluderer omkostninger til energiforbedringer i ineffektive bygninger.
  • Individuelle varmepumper er samfundsøkonomisk næstbilligst, medmindre fjernvarmen opnår en tilslutning på mindst 90 procent.
  • Energiforbedringer af ældre, ineffektive bygninger er samfundsøkonomisk fordelagtige, når det handler om at sikre, at bygningen kan forsynes med lavtemperaturfjernvarme.

0:000:00