LA-ordfører om klimaforandringer: En naturlig del af jordens cyklus

INTERVIEW: Selvom mennesker kan have en finger med i spillet, er det vigtigt at huske, at det er helt naturligt med udsving i klimaet, siger Carsten Bach, Liberal Alliances nye klima- og energiordfører. Han har fokus på den nære frihed.

Foto: Thomas Lekfeldt/Scanpix
Lasse Lange

“Jeg har en naturvidenskabelig baggrund. Jeg er jo geolog,” siger Liberal Alliances Carsten Bach som det første, da Altinget møder ham til en snak om hans nye rolle som klima- og energiordfører.

“Men det er nu ikke fordi klima på den måde har stået højt på min dagsorden tidligere,” fortsætter han.

“Jeg betragter jo klimasvingningerne som en naturlig del af jordens cyklus.”

Og så er scenen ligesom sat. Vi er på Bachs kontor på Christiansborgs ridebanefløj, og – selvom han senere i interviewet indskærper, at han anerkender, at mennesker måske nok har været medvirkende til at forcere svingningerne – er signalet ikke til at tage fejl af: Klimaforandringer er ikke så stort et problem, som de bliver gjort til.

Jeg ved ikke, hvad der er videnskabeligt belæg for.

Carsten Bach (LA)
Klima- og energiordfører

Det var en frokostordning
Selvom Carsten Bach er naturvidenskabeligt uddannet, i mange år har arbejdet med miljøhåndtering for blandt andre Dansk Miljørådgivning og i dag sidder som LA-ordfører for hele det grønne område, var det hverken klima-, energi eller miljøpolitikken, der trak ham ind i politik.

Næh, det var såmænd en frokostordning.

Måske skyldes den forcerede udvikling, vi ser i disse år, til en vis grad menneskelig aktivitet. Men det er vigtigt for mig at understrege, at klimasvingninger er noget, der naturligt er forekommet igennem jordens samlede geologiske tidsskala.

Carsten Bach (LA)
Klima- og energiordfører

“Det var først, da jeg fik børn og blev husejer, at jeg rigtigt blev politisk aktiv,” fortæller Carsten Bach og fortsætter:

“Den daværende VK-regering fik en voldsom trang til at bestemme over maden i mine børns daginstitution, hvilket fik den konsekvens, at den allerede frivilligt oprettede madordning blev dobbelt så dyr som hidtil. Det synes jeg var meget mærkeligt – at politikerne på Christiansborg skulle blande sig i, hvordan maden skal serveres i daginstitutionerne.”

Medlem nummer 2634
Carsten Bach havde på det tidspunkt været det, han kalder for passivt medlem af Venstre i nogle år, men havde aldrig været egentlig politisk aktiv. Han forsøgte i første omgang at bekæmpe de nye frokostregulativer for børnehaverne internt i Venstre, men opgav til sidst ævred og meldte sig ud af partiet.

Året efter blev Ny Alliance dannet, og så snart nyheden nåede til Georgien, hvor Carsten Bach dengang gjorde tjeneste som FN-observatør, meldte han sig ind i det nye parti.

“Det er den individuelle frihed, der ligger mig på sinde,” forklarer han.

“Det handler om borgernær velfærd, og det handler om skattepolitik. Om, at jeg som borger skal kunne tjene nogle penge, som jeg kan få lov til at beholde en væsentligt større del af, som jeg selv kan bestemme, hvad jeg vil bruge til,” siger Carsten Bach, der stadigvæk holder fast i sit fire-cifrede medlemsnummer, 2634, som bevidner, at han har været med i først Ny- og siden Liberal Alliance lige siden de første døgns tid efter stifterne 7. maj 2007 erklærede, at nok var nok.

“Jeg går rigtigt meget op i den borgernære frihed til selv at bestemme. Og det er noget, som jeg tror, at rigtigt mange mennesker ville gå rigtigt meget op i, hvis de fik muligheden for det. Men problemet er, at vi gennem mange år er blevet lullet mere og mere ind i en socialdemokratisk velfærdsstatstankegang, som gør, at folk bliver blinde for de frihedsgrader, som de ikke har og ikke har haft gennem generationer. Til gengæld har sådan noget som udlændingepolitikken aldrig rigtigt tændt mig. Det kan måske lyde lidt egoistisk, men jeg har altid været fokuseret på det, der skete rundt om mig,” forklarer den nyslåede energi- og klimaordfører.

Har ikke haft øje for det landspolitiske
I sit engagement i Liberal Alliance har Carsten Bach da også haft fokus på det nære. I 2010 var han med til at starte partiets lokalforening i Skanderborg op, som han blev formand for, mens han i 2013 stillede op til kommunalvalget uden dog at blive valgt ind. Derfor stillede han i 2015 op til Folketingsvalget – ikke for at blive valgt til Folketinget – men for at bruge Folketingsvalgkampen til at styrke sin profil med henblik på at blive valgt til byrådet ved kommunalvalget i 2017.

“Oprindeligt var mit sigte lokalpolitikken. Jeg har aldrig haft øje for det landspolitiske,” forklarer Carsten Bach.

Alligevel fik den nye klima- og energiordfører så godt et valg, at han tog partiets andet mandat i Østjyllands Storkreds efter finansordfører Ole Birk Olesen. Sit fokus på den nære frihed har han dog taget med sig.

“I planlovsforhandlingerne, hvor vi endte med at sige fra, har jeg som miljøordfører for eksempel kæmpet mod den meget stramme spændetrøje, som staten lægger ned nogle steder. Hvorfor skal staten vide bedre end både lokalpolitikere og borgere, hvad der skal foregå i strandbeskytteleseszonen i Esbjerg?” spørger Carsten Bach og fortsætter:

“Jeg er ikke en politiker, der mener, at jeg skal bestemme over, hvad andre mennesker skal og ikke skal.”

Det rækker med en førertrøje
Carsten Bach vil også nødig bestemme, hvilken grøn omstilling, der skal til. Skal der bygges vindmøller eller solceller? Men grøn omstilling vil han alligevel gerne have.

“Men det handler bare mere om forsyningssikkerhed. Hvis vi gør os fri af fossile brændsler, vil det være en stor fordel den vej rundt,” siger Carsten Bach og tilføjer, at det skal være et mål at reducere i CO2-udledninger så meget som muligt.

Han ser også gerne, at Danmark af vækst- og eksporthensyn fortsætter satsningen på grøn teknologi.

“Det kan absolut være en fordel for dansk erhvervsliv, at Danmark har førertrøjen inden for grøn teknologi. Men der er altså ikke nogen grund til at gå i udbrud,” siger Carsten Bach, der glæder sig til årets Tour de France.

Carsten Bachs forgænger som klima- og energiordfører for Liberal Alliance, Villum Christensen, mødte en del kritik, da han forrige år fortalte Information, at der “ikke [er] videnskabeligt belæg for at påstå, at klimaændringerne i overvejende grad skyldes menneskelig aktivitet,” hvilket efterfølgende fik LA-leder Anders Samuelsen til at gå i medierne og præcisere, at Liberal Alliance “anerkender, at klimaforandringer er et faktum – også at de er menneskeskabte.”

“Jeg vil gerne gå så langt og sige, at det er ubestrideligt, at det for den største del er menneskeskabt,” slog Anders Samuelsen dengang fast.

Så Altinget kan ikke lade være med at stille Carsten Bach det samme spørgsmål.

Mener du, at der er videnskabeligt belæg for at påstå, at klimaændringerne i overvejende grad skyldes menneskelig aktivitet?

“Jeg ved ikke, hvad der er videnskabeligt belæg for. Jeg tror faktisk, at det er meget, meget svært for nogen overhovedet at sætte en procentsats på. Og det mener jeg heller ikke er relevant i denne her sammenhæng. Det kan godt være, at jeg er geolog og har en naturvidenskabelig baggrund, men det er ikke noget, jeg kan vurdere. Og hvis du spørger i forskermiljøet er der jo heller ikke nogen entydige svar på, hvor meget der skyldes menneskelig aktivitet,” siger Carsten Bach, der dog ikke afviser, at en del af klimaforandringerne meget vel kan være menneskeskabte.

“Måske skyldes den forcerede udvikling, vi ser i disse år, til en vis grad menneskelig aktivitet. Men det er vigtigt for mig at understrege, at klimasvingninger er noget, der naturligt er forekommet igennem jordens samlede geologiske tidsskala,” siger Carsten Bach, der bevidst undgår udtrykket “klimaforandringer”.

Geologisk horisont
Og det er ikke tilfældigt, at geologen Carsten Bach nævner den geologiske tidsskala.

“Geologiske tidshorisonter er bare væsentligt anderledes end alle andre menneskers,” siger han og fortsætter:

“Rigtig mange mennesker kigger på klimapolitikken som en her og nu-politik. Det gør jeg ikke,” siger Carsten Bach.

Han mener, at hans baggrund som geolog både giver ham et andet perspektiv på sådan noget som tid og en faglig ballast til at sætte sig ind i komplicerede sager.

“Når jeg sidder i Miljø- og Fødevareministeriet, føler jeg helt klart, at min uddannelses- og erhvervserfaring giver mig en ret solid ballast til at sætte mig ind i vandmiljøplanlægning og andre dele af miljøpolitikken,” siger Carsten Bach, der dog tvivler på, at hans faglighed vil være helt ligeså anvendelig på klima- og energiområdet, der er en “noget anden boldgade”.

Hvilken tidshorisont, der er for Carsten Bachs karriere på Christiansborg, kan være svært at sige. Men indtil videre har geologen, der ville skabe mere lokal frihed, stillet byrådsambitionerne i bero for at satse på Christiansborgpolitikken.

Fremover vil det altså ske som klima- og energiordfører, miljøordfører, landbrugs- og fødevareordfører, færøordfører og grønlandsordfører.

Dokumentation

BLÅ BOG: Carsten Bach
Født 9. december 1975 i Holstebro.

Medlemsperiode
Folketingsmedlem for Liberal Alliance i Østjyllands Storkreds fra 18. juni 2015.
Kandidat for Liberal Alliance i alle opstillingskredse i storkredsen fra 2014.

Uddannelse og erhverv
Cand.scient. i anvendt kvartærgeologi, Aarhus Universitet, Geologisk Institut, afdeling for sedimentologi, fra 1998 til 2003.
Reserveofficer, Flyvevåbnets Sergent- og Reserveofficersskole (FLSR), fra 1995 til 1996.
Matematisk student (4-årig Team Danmark-ordning), Holstebro Gymnasium og HF, fra 1991 til 1995.

Fagchef og afdelingsleder, Dansk Miljørådgivning A/S, fra 2010 til 2015.
Senior projektleder og markedschef, NIRAS A/S, fra 2009 til 2010.
Projektleder, Dansk Miljørådgivning A/S, fra 2008 til 2009.
Informationsofficer, FN, UNOMIG, Georgien, 2007.
Projektleder, Dansk Miljørådgivning A/S , fra 2003 til 2006.
Løjtnant, delingsfører og instruktør, Flådestation Frederikshavn og Søværnets Sergentskole, fra 1996 til 1997.

Tillidshverv
Medlem af Integrationsrådet i Skanderborg Kommune (udpeget for skolebestyrelserne) fra 2014.
Medlem af skolebestyrelsen på Gyvelhøjskolen i Galten fra 2010, næstformand.

Udmærkelser
FN medalje for tjeneste i UNOMIG 2007.

Privat
Bor i Høver i Østjylland med sin kone Ann Jette Riis, der er fysioterapeut, og to børn på hhv. 10 og 13 år.

Kilde: Folketinget og Midtjyllands Avis


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Carsten Bach

MF (LA)
cand.scient. i anvendt kvartærgeologi (Aarhus Uni. 2003)

0:000:00