Lilleholt uklar om fremtid for energiforlig

ENERGIFORLIG: Klima- og energiministeren ville ikke konkret svare på, om projekter med havvindmøller var i fare i forbindelse med et eventuelt nyt energiforlig. Han ville heller ikke udelukke noget på forhånd.

Mads Gluud Jørgensen

Klima- og energiminister Lars Christian Lilleholt (V) blev til spørgetid onsdag spurgt ind til, om han ville foretage ændringer i energiforliget og dermed skabe usikkerhed for virksomheder, der har investeret i fx havvindmøller. Emnet er kommet op, da man skal finde en løsning på den stigende POS-afgift.

Det var Jens Joel (S), der havde betænkeligheder omkring energiforliget. Ministeren havde nemlig sået tvivl om fremtiden for forliget i medierne, mente han.

“Når ministeren går ud i medierne, før vi har snakket om bordet, og siger, at man overvejer at genåbne energiforliget, så står der jo en del virksomheder, der har investeret store millionbeløb. Så mit spørgsmål er, om man overvejer at udskyde eller aflyse vindmølleprojekter?” Lød spørgsmålet fra Jens Joel.

Lars Christian Lilleholt takkede for samarbejdsvilligheden fra S og håbede på et samarbejde om løsninger på den stigende PSO-afgift.

“Jeg håber på, at vi kan få en fordomsfri samtale. Er der noget, vi kan regulere i energiforliget eller omkostninger, vi kan skrue sammen på en anden måde, eller er der i det hele taget noget, som vi kan gøre. Derfor er det alt for tidligt nu at tage stilling til, om der er noget, der skal laves på en anden måde,” sagde Lars Christian Lilleholt.

Det svar var Jens Joel imidlertid ikke tilfreds med.

“Vi kan jo ikke bare sige, at nu er der usikkerhed omkring det hele, og så ser vi. Derfor bliver jeg nødt til at spørge igen, om ministeren kunne forestille sig, at havvindmølleprojekter, som snart har budfrist, bliver aflyst eller udskudt?” Spurgte Jens Joel.

Ministeren svarede hertil kort, at det var for tidligt, at diskutere enkelte elementer.


 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00