Navneforandring frygtes at koste Energitilsynets uafhængighed

TILSYN: Ny lov omdøber Energitilsynet til Forsyningstilsynet. Loven afskaffer bestyrelsen og placerer magten hos en direktør, som skal arbejde tæt sammen med ministeren. Det får advarselslamperne til at blinke hos en række brancheorganisationer.

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Klaus Ulrik Mortensen

Et politisk flertal besluttede på bagkant af flere års møgsager i efteråret 2017, at Energitilsynet skulle skifte navn til Forsyningstilsynet.

Og samtidig skulle tilsynet undergå en tiltrængt reformering, som sætter hastigheden på sagsbehandling op og sikrer et smidigere og mere forbrugerorienteret tilsyn.

“Vi har brug for et tilsyn, som er effektivt og hele tiden holder et vågent øje med sektoren og hjælper med at udvikle reguleringen, så den fremmer effektiviseringer, teknologiudvikling og en omkostningseffektiv grøn omstilling,” sagde forsyningsminister Lars Christian Lilleholt (V) til Altinget i oktober 2017.

Førstebehandles fredag
Nu er tiden så kommet til at forhandle den nye lovgivning på plads. Fredag førstebehandler Folketinget således L 164, der skal sikre, at Energitilsynet 1. juli 2018 kan skifte navn til Forsyningstilsynet.

En afskaffelse af selve tilsynet medfører alt andet lige en risiko for, at kvaliteten af Forsyningssekretariatets afgørelser vil falde fremover, og brancheforeningerne anbefaler i stedet – også i lyset af opretholdelse af Forsyningstilsynets uafhængighed – at der fortsat bør være en organisering med en bestyrelse.

Høringssvar
Dansk Affaldsforening, Dansk Fjernvarme, Danske Vandværker

Lovens største forandring vil være, at Energitilsynets bestyrelse bestående af ni sagkyndige skæres bort og i stedet erstattes af en direktør, der gives fuld beslutningskompetence i alle Forsyningstilsynets sager.

Navneforandringen sker samtidig med, at regeringen i januar besluttede at flytte tilsynets 78 arbejdspladser fra København til Frederiksværk.

I sin skriftlige fremsættelse af lovforslaget understreger Lilleholt budskabet om, at Forsyningstilsynet i højere grad skal varetage forbrugernes interesser på el-, gas- og varmeområdet. Og at vejen dertil går gennem skrappere krav til selskaberne.

“Der etableres rammer for, at Forsyningstilsynet gennemfører flere analyser og øget monitorering af sektorerne med henblik på løbende regeloptimering. Herunder etableres der rammer for, at Forsyningstilsynet indgår i en tættere dialog med ministeriet om udviklingen af sektorerne, og tilsynet forpligtes indenfor rammerne af deres uafhængighed til at bidrage til det regeludviklende arbejde,” skriver ministeren.

Ny struktur svækker tilsyn
Netop ønsket om tættere dialog vækker bekymring i forsyningssektoren. Det viser en lang række af de høringssvar, som selskaber, virksomheder og organisationer har afgivet til lovforslaget.

0:000:00