Nu skal regeringen lande Mette Frederiksens vigtigste klimaaftale. Men minksagen kan torpedere planerne

Det har allerede vist sig i forhandlingerne om en hurtig udfasning af russisk gas, som er de aktuelle klimaforhandlinger fra Danmark kan mere II-udspillet, der er nået længst. Og samtidig er gået mere eller mindre i stå, selvom det lyder enkelt at få alle kommuner til at sende et brev med planer til de cirka 400.000 husstande med naturgas om, hvordan de kommer på enten fjernvarme eller varmepumpe.

Solceller ved godser og herregårde 

I forhandlingerne om vindmøller og solceller lagde regeringen allerede i april op til, at der skal være fire gange så meget elproduktion fra sol- og vind på land og en femdobling af strøm fra havvind inden 2030.

Det er forventningen, at partierne tirsdag får regeringens bud på et ”redskabskatalog” med konkrete initiativer til at nå et godt stykke af vejen, der mere eller mindre er blevet afstemt med kommunerne gennem KL.

Det er forslag som at fjerne Dansk Folkepartis gamle pokal, vindmølleloftet, samt at gøre det muligt at opstille solceller i stor stil i såkaldte herregårdslandskaber, som for eksempel ved Egeskov Slot på Fyn.

Men det er også forslag om at identificere 10-15 større områder, der kan være en slags ”energiøer” på land, og tilbyde statslig rådgivning til kommunerne til at gøre større brug af EU’s fravigelsesmuligheder i naturdirektiverne. Det kan hurtigt blive forslag, hvor klima- og naturhensyn støder sammen.

Når det kommer til havvind, har regeringen sat ambitioner om mere end 12 GW havvind i 2030 mod 2,3 GW kapacitet i dag. Det er dog kun knap 4 GW, der endnu er rigtig konkrete. Spørgsmål om havbundsforhold, fugleruter og nye udbud venter stadig.

Også i forhandlingerne om CO2-skatten er der udeståender. Indtil nu er der stillet mere end 120 tekniske spørgsmål i forhandlingerne, hvilket siger lidt om kompleksiteten. Teksten på bordet er stadig tæt på regeringens udspil, men der vil komme justeringer.

Når de en aftale? 

Venstre og Konservative har accepteret regeringens grundmodel for CO2-afgiften, men arbejder for at få vækstinitiativer med i aftalen, så den ikke blot får et skær af straf til udvalgte dele af erhvervslivet.

VK-aksen går sammen til skatteforhandlingerne og har allerede været med til at finde noget af den finansiering, som regeringen har med i sit udspil, så derfor er der også en forventning om, at der som minimum kan findes et kompromis med den femkantede aftalekreds fra Det nationale kompromis rækkende fra VK til SF, Radikale og Socialdemokratiet.

Omvendt er Enhedslisten endt i et grønt dilemma. Partiet har ikke bidraget til den føromtalte finansiering og kræver samtidig flere klimagevinster via højere CO2-afgift til store udledere som Aalborg Portland. Det kan være svært at få til at gå op med en statsminister med varme følelser for cementfabrikken fra hjemegnen.

Samtidig risikerer Enhedslisten også at ende i den tredje store klimaaftale – efter transport og landbrug – hvor der vil være taget markante hensyn til den eksisterende industri på bekostning af større klimagevinster.

Det kan være svært at hævde, at man er det grønneste parti, hvis der hver gang laves klimaaftaler sammen med alle de andre.

Løber tiden på ny kan det også blive attraktivt for Enhedslisten at gøre klar til valgkamp.