Debat

Ny debat: Hvad skal på dagsordenen op til ny energiaftale?

DEBAT: Efter nytår kommer regeringen med deres udspil til en ny energiaftale. Hvad er udfordringen, og hvor ligger dilemmaerne? Vi tager debatten.

Lars Løkke gav i sin åbningstale udtryk for, at han ønsker en bred energiaftale. Regeringens udspil er udskudt til efter nytår.
Lars Løkke gav i sin åbningstale udtryk for, at han ønsker en bred energiaftale. Regeringens udspil er udskudt til efter nytår.Foto: /ritzau/Jens Dresling
Signe Løntoft
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Signe Løntoft
Fagdebatredaktør

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) havde den grønne kasket på, da han tirsdag gik på Folketingets talerstol for at holde den traditionsrige åbningstale. Af de 45 minutter var en god håndfuld viet til energi- og klimapolitikken, som fik flere løfterige sætninger med på vejen:

"Regeringen har sat det mål, at mindst 50 procent af energiforbruget i 2030 skal være fra vedvarende energi. Og at vi skal være helt uafhængige af fossile brændsler. En ambition, som blev sat for ti år siden af den daværende Venstre-statsminister. Dengang turde vi ikke sætte årstal på. Det har vi gjort siden. Det skal være i 2050," sagde Løkke, og fortsatte:

"Hvordan går vi bedst i den retning? Det vil vi komme med et bud på efter nytår i vores udspil til en ny energiaftale. Når vi har det udspil på plads, og forhåbentligt en bred aftale om den, så har vi også en række centrale byggesten til en samlet klimaplan."

Vi tager debatten
Således lagde statsministeren op til en bred aftale, og partierne kan allerede nu finde notesbogen frem og skrive ønskeliste. Hvis de savner inspiration, kan de følge med i de kommende uger, hvor Altinget byder op til debat om den ny energiaftale.

Hvad skal regeringen fokusere på i sit udspil? Hvad er dilemmaerne? Og hvordan skal et udspil balancere hensyn til klimaet med omkostninger for forbrugere og erhvervsliv?

Det vil et hold af debattører byde ind med - mød dem her:

Birgitte Sloth

Birgitte Sloth
Birgitte Sloth er prodekan ved Det samfundsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet. Hun er professor i miljø- og energiøkonomi og medlem af regeringens energikommission.

 

Lars Christian Lilleholt

Lars Lilleholt (V)
Lars Lilleholt har siden 2015 været energi-, forsynings- og klimaminister. Før det var han Venstres ordfører for energi og klima.

 

Thomas Damkjær Petersen

Thomas Damkjær Petersen
Thomas Damkjær Petersen har været formand for Ingeniørforeningen siden 2016. Han er uddannet civilingeniør og har tidligere arbejdet for Movia og været formand for de offentligt ansatte.

 

Uffe Elbæk

Uffe Elbæk (Å)
Uffe Elbæk er politisk leder i Alternativet. Han er tidligere kulturminister i Helle Thorning-Schmidt-regeringen.

 

Søren Hermansen

Søren Hermansen
Søren Hermansen er direktør i Energiakademiet på Samsø. Han har modtaget miljøets Nobelpris for sit arbejde med at gøre Samsø selvforsynende med energi.

 

Peter Birch Sørensen

Peter Birch Sørensen
Formand for Klimarådet. Professor i økonomi på Københavns Universitet, hvor han underviser i miljø-, ressource- og klimaøkonomi. Tidligere formand for Det Økonomiske Råd og formand for Produktivitetskommissionen.

 

Camilla Damsø Pedersen

Camilla Damsø Pedersen
Camilla Damsø Pedersen er chefkonsulent i Dansk Byggeri, hvor hun arbejder med dansk og europæisk energi- og klimapolitik.

 

Jørn Pedersen

Jørn Pedersen (V)
Jørn Pedersen er formand for Teknik- og Miljøudvalget i Kommunernes Landsforening (KL). Desuden har han siden 2010 været borgmester i Kolding. 

 

Ida Auken

Ida Auken (R)
Ida Auken er medlem af Folketinget og energi- og klimaordfører for Radikale Venstre. Hun var miljøminister fra 2011 til 2014 i Helle Thorning-Schmidt-regeringen.

 

 

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00