Ny energiaftale rykker nærmere

FORHANDLINGER: Regeringen åbner for en energiaftale med tre nye havvindmølleparker. Finansministeren har onsdag et forslag med, der "kan finansiere både lavere afgifter og en mere ambitiøs omstilling".

En aftale om det næste energiforlig inden sommerferien ser mere sandsynligt ud, end det har gjort i månedsvis.

På vej til forhandlinger i Finansministeriet onsdag aften signalerer finansminister Kristian Jensen (V) imødekommenhed på flere centrale forhandlingspunkter. Jensen vurderer, at der er gode muligheder for at lande en aftale.

Et af punkterne er havvind, hvor flere partier i rød blok har spillet ud med et ønske om tre nye parker – to flere end regeringen.

"Hvis man skal nå en aftale, skal man også være i stand til at imødekomme nogle af ønskerne fra andre partier. Og vi ved, der er et bredt ønske om mere havvind i Danmark. Det er vi klar til at diskutere med partierne," siger Jensen og fortsætter:

"Tre parker lyder ambitiøst, men det er også vores ønske at lave en ambitiøs aftale. Nu skal vi ind og se, om vi kan få enderne til at mødes."

Et stykke vej igen
Den melding glæder Dansk Folkeparti, der gerne vil sætte en stopper for nye vindmøller på land. Det ønsker partiet fortsat, men de er klar til at gå på kompromis.

"Hvis vi i en aftale her kan sikre, at antallet af møller i hele Danmark falder markant, så er vi kommet et godt stykke," siger René Christensen, DF's finansordfører.

Han taler også om fremskridt i forhandlingerne, men vil ikke spå om, hvornår en eventuel aftale lander.

"Vi er kommet så langt, så vi sidder og kigger på tekster. Men jeg har stadig mange gule streger på mit papir," siger Christensen på vej ind til forhandlingerne.

Nogenlunde den samme vurdering kommer fra Socialdemokratiets energiordfører, Jens Joel.

"Der er stadig langt igen, men det går den rigtige vej. Vi bliver selvfølgelig ved bordet, så længe der er en chance for at gøre det rigtige for klimaet, og som i øvrigt også er det rigtige for dansk erhvervsliv," siger han.

Radikales Ida Auken tror på en aftale. Hun oplever, at regeringen har nærmet sig Radikales prioriteter om tre havvindmølleparker, en milliard kroner til forskning årligt og flere penge til energibesparelser.

"Det begynder at være mere muligt end i det udspil, regeringen kom med," siger Ida Auken.

Jensen klar med tilbud om finansiering
Jens Joel siger foran døren til forhandlingslokalet onsdag, at han og S fortsat er imod lempelser af den generelle elafgift på det niveau, der ligger i regeringens udspil. Tidligere i forløbet samledes S og DF om en modstand mod det ønske samt at bruge penge fra det generelle økonomiske råderum.

"Vi skal have vekslet nogle af de store skattelettelser, som regeringen lagde op til, til reelle grønne ambitioner. Det er stadig det, vi kæmper for," siger Joel.

Regeringen står til gengæld fast på lempelsen af den generelle elafgift, som den spillede ud med i april.

"Jeg har et tilbud med, som kan finansiere både lavere afgifter og en mere ambitiøs omstilling af dansk energi end det, regeringen spillede ud med,"

Er det et tilbud uden finansiering fra det økonomiske råderum?

"Det er svært at ramme nøjagtigt med de store udsving, der kan være i trækkene på de enkelte år. Men målt i hele træskolængder er det inden for rammen af det råderum, der fremkommer, i takt med at PSO-udgifterne falder efter 2023."

Bilisterne slipper for regningen
Også Jens Joel fortæller, at deres ønsker er fuldt finansieret. Hvordan parterne konkret vil finde pengene, står endnu uvist.

Vi ved til gengæld, at aftalen alligevel ikke kommer til at bruge penge fra en tilretning af registreringsafgiften. Regeringen er nemlig blevet enig med Dansk Folkeparti om en løsning på, hvordan danske bilister skal kompenseres efter nye krav.

Den aftale betyder, at der alligevel ikke bliver penge til brug for energiaftalen. For en måned siden var der ellers optræk til, at et flertal uden om regeringen ville finde 430 millioner kroner årligt ved at kompensere mindre end fuldt ud, når de strammere krav træder i kraft.

Med til forhandlingerne onsdag aften er alle partier undtagen Alternativet og Enhedslisten. Finansministeren understreger dog, at han fortsat er i dialog med alle partier om en aftale.

Forhandlingerne fortsætter torsdag:

Forrige artikel Ukraines premierminister advarer: Rusland vil bruge Nord Stream 2 som et våben Ukraines premierminister advarer: Rusland vil bruge Nord Stream 2 som et våben Næste artikel Her er hovedpunkterne i energiaftalen Her er hovedpunkterne i energiaftalen
Care: Klimatrusler kræver fem milliarder kroner om året

Care: Klimatrusler kræver fem milliarder kroner om året

KLIMATRUSLER: Regeringen og støttepartierne slås om, hvorvidt 600 millioner kroner til klimabistand skal tages fra puljen til udviklingsbistand eller ej, men det beløb slår slet ikke til, hvis Danmark skal leve op til Parisaftalen, siger Rasmus Stuhr Jakobsen, generalsekretær i den grønne hjælpeorganisation Care, på baggrund af en ny rapport.