Nye brændstofslugende kampfly smadrer regeringens klimaambitioner for Forsvaret

KLIMA: Danmarks nye kampfly bruger 60 procent mere brændstof end de fly, som de skal afløse. Forsvarets samlede klimabelastning vil derfor stige og gøre det sværere at bidrage til den grønne omstilling, sådan som regeringen ønsker.

Foto: Lockheed Martin
Andreas Krog

Et bredt politisk flertal har besluttet, at Danmark frem mod 2030 skal nedbringe sin udledning af drivhusgasser med 70 procent. Et arbejde, som Forsvaret også skal deltage i. Det har forsvarsminister Trine Bramsen (S) flere gange slået fast.

"Regeringen har et højt ambitionsniveau for den grønne omstilling. Det er mit ønske, at også Forsvaret, så vidt det er muligt, bidrager aktivt hertil," oplyste Trine Bramsen eksempelvis så sent som for to uger siden i et svar til Folketingets Forsvarsudvalg.

De nye F-35-kampfly, som Flyvevåbnet vil modtage mellem 2023 og 2027, kommer dog til at gøre det arbejde endnu sværere for Forsvaret, end det allerede så ud til at blive. De nye kampfly bruger nemlig 60 procent mere brændstof og udleder 60 procent mere CO2 per gennemsnitlig flyvetime end de op til 45 år gamle F-16-fly, som F-35-flyene skal afløse. 

På samme niveau
Et F-35-kampfly bruger i gennemsnit 5.600 liter brændstof i timen, mens et F-16-fly bruger 3.500 liter i timen, oplyser det norske forsvarsministerium til Altinget. Norge modtog i 2018 de første F-35-fly og har ligesom Danmark F-16-fly. Tallene bekræftes af flere andre kilder. Det præcise brændstofforbrug afhænger dog af flyets konfiguration, højde, hastighed, opgavetype og lignende, påpeger det danske forsvarsministerium over for Altinget.

Når de nye kampfly er fuldt indfaset, forventes de 27 fly i et normalår uden internationale missioner at skulle flyve tilsammen 6.750 timer mod de 7.100 timer, som F-16-flyene i dag er planlagt til at flyve i år uden internationale opgaver. De færre planlagte årlige flyvetimer betyder, at kampflyflådens samlede brændstofforbrug og CO2-udledning ikke stiger med 60 procent, men kun med 52 procent.

Hvis brændstofforbruget for kapaciteter som blandt andet transportfly, helikoptere, skibe, kampvogne og lastbiler i de kommende år forbliver på samme niveau som de seneste tre år, så vil de nye kampfly øge Forsvarets samlede brændstofforbrug med mellem 11 og 14 procent. 

{{toplink}}

Kerneopgaven er sikkerhed
Forsvarsminister Trine Bramsen gør opmærksom på, at der er igangsat et arbejde med at udvikle en ny og mere ambitiøs klimastrategi for Forsvaret, der blandt skal understøtte målsætningen om 70 procents reduktion af drivhusgasser i 2030, hvor det er muligt.

Sikkerhed trumfer dog klimahensyn, pointerer ministeren.

0:000:00