Om at blæse og have mel i munden

Af Villum Christensen
Klima- og energiordfører, Liberal Alliance

Det står efterhånden ganske klart for de fleste, at Venstre er i fuld gang med at fortryde, at man for bare 15 måneder siden skrev under på det, man kaldte verdens mest ambitiøse energiaftale.

En aftale som betød, at man politisk udpegede de teknologier, som skulle have støtte, at man besluttede, hvor meget de skulle have, og at man også besluttede præcist hvor stor en mængde, der skulle produceres frem til 2020. Med andre ord satte man præcise produktionsmål op, nøjagtigt som i det gamle Sovjetunionen, blot med den forskel, at femårs planer blev erstattet af otteårs planer. 

Glæde over Venstres kovending
I dag ser vi så det samme parti gå ud med en udmelding om, at det rigtigste vil være at lade teknologierne konkurrere med hinanden. Det kan næppe kaldes en justering af energiaftalen, men et fundamentalt opgør med den tænkning, som ligger til grund for den eksisterende aftale.

Da alle kan se, at energiforligets økonomi nærmer sig et mareridt, og den centrale forudsætning om stigende fossile brændsler er vendt til det modsatte, er der ingen tvivl om, at den dårlige økonomi bliver den trædesten, Venstre kan bruge, når man inden for kort tid lancerer en udtræden af forliget.

Villum Christensen (LA)
Klima- og energiordfører

LA skal være de første til at hilse kovendingen velkommen, men hvordan hænger det sammen med, at man stadigvæk vil overholde den indgåede aftale? Der er vel ingen som ved sin fulde fem vil tro på, at Enhedslisten vil være med til at gå i den stik modsatte (liberale) retning. Nej, de ønsker højere produktionsmål for solceller og en egentlig klimalov, der skal sætte yderligere mål op for CO2-forbruget hos erhvervet og i familierne. Altså mere statsstyring.

Nye PSO-stigninger
Det kan se svært ud, men djævlen ligger jo som bekendt ofte i detaljen.

Venstre har også sagt, at man skal se, om pengene rækker i energiforliget. Foreløbig er udgifterne til solceller og PSO-afgiften eksploderet, mens indtægterne fra CO2-kvoterne er udeblevet. 

Da alle kan se, at energiforligets økonomi nærmer sig et mareridt, og den centrale forudsætning om stigende fossile brændsler er vendt til det modsatte, er der ingen tvivl om, at den dårlige økonomi bliver den trædesten, som Venstre kan bruge, når man inden for kort tid lancerer en udtræden af forliget.

Det er vel de færreste, der tror, at partiet kan holde til at sætte underskrift på yderligere to kæmpe vindmølleparker, som med statsgaranti vil belaste PSO-afgifterne yderligere og som vil skabe endnu større udfordringer med at anvende strømmen, når den bliver produceret.

Og man bliver altså ikke en velhavende nation ved at hælde milliarder af støttekroner i vind, der eksporteres til nabolandene til spotpris for derefter at købe dyrt tilbage, når vinden har lagt sig.

Og hvis man tror, man bare kan skrue op for kraftværkerne i den situation, tager man alvorligt fejl. I kølvandet af den kraftige subsidiering af vind er vi jo i samme moment i fuld gang med at tage livet af kraftværkerne. De vil være et særsyn i 2020.