Opråb til politikerne: Det haster med ny ordning til landvind

VIND: Vindmøller på land er ved at ende i et lovgivningsmæssigt ingenmandsland, lyder det fra tre brancheorganisationer, som kræver politisk handling. Der kommer snart et oplæg til en ny model, lyder det fra ministeren.

Foto: Torben Christensen / Scanpix
Morten Øyen

Om præcis et år udløber den nuværende støtteordning til landvindmøller, og uden en ny til at tage over vil udbygningen af Danmarks billigste energiteknologi gå i stå.

Sådan lyder det i et fælles opråb til Christiansborg fra Vindmølleindustrien, Landbrug & Fødevarer og Danmarks Vindmølleforening, som kræver politikerne på banen.

Og det skal ske hurtigst muligt, for vi er allerede i overtiden, da nye vindmølleprojekter sagtens kan tage flere år at realisere.

”Udbygningen med landvind er en vigtig brik i den grønne omstilling, og derfor haster det med at finde en politisk løsning, der muliggør, at udbygningen med landvind kan fortsætte efter februar 2018,” lyder det fra Jens Astrup Madsen, afdelingsleder i Landbrug & Fødevarer.

Landvind er en af de billigste former for vedvarende energi, vi har. Jeg mener derfor, at landvind må være klar til at indgå i en konkurrencesituation med andre teknologier.

Lars Chr. Lilleholt (V)
Energiminister

Klar til udbud
De tre brancheorganisationer kræver, at politikerne finder en løsning inden sommer. I hvert fald for årene 2018, 2019 og 2020, for i 2021 skal den nye store energiaftale træde i kraft, og der kan en ny mere permanent ordning så være på plads.

Fra EU – og også fra den borgerlige regering – er der et krav om, at fremtidens støttemodeller til vedvarende energi skal bestå af udbud.

Brancheorganisationerne foreslår da også, at støtten overgår til et udbudssystem for landvind, sådan som man kender det fra havvindmølleprojekter.

..men stadig teknoloigi-specifikt
Men organisationerne peger på behovet for glidende overgange til et udbudssystem, og at tiden endnu ikke er moden til teknologineutrale udbud med konkurrence om, hvilken teknologi der kan levere energien billigst.

”Vi er i Danmark ikke klar til at introducere teknologineutrale udbud endnu. Vi ser også, at andre lande omkring os i øjeblikket går mod teknologispecifikke udbudsmodeller,” siger Jan Hylleberg, adm. direktør i Vindmølleindustrien, der mener, at en overgangsordning frem til 2021 vil give politikerne tid til at høste erfaringer fra de udbud, der er gennemført for havvind, inden man lægger sig endeligt fast på en model for landvind frem mod 2030.

0:000:00