Pernille Weiss: Vi må ikke efterlade energifattige lande i stikken

Af Pernille Weiss (K)
Medlem af Europa-Parlamentet for Konservative

I Danmark og det meste af Europa er der efterhånden bred politisk enighed om ambitiøse klimamål.

I Folketinget har et stort flertal – med konservativ opbakning – besluttet en 70 procent CO₂-reduktion inden 2030, og i EU forsøger man at få de sidste fodslæbende lande med på “European Green Deal” – altså den store plan, som skal gøre EU klimaneutralt i 2050.

Men én ting er at tænke på et tal. Sværere er det at finde de konkrete løsninger, der skal gøre målene til virkelighed. For ikke at tale om det virkelig svære: Hvem skal betale?

Hvor lander regningen?
Jeg kan godt forstå, at mange bliver bekymrede, når politikere og eksperter står frem og bebuder, at ja – den grønne omstilling har en pris. Og vi får alle en del af regningen.

Er man højtuddannet med et godt job og elastik i budgettet, er det ikke noget problem at være grøn. Bor man derimod i områder med høj arbejdsløshed og økonomisk nedgang, er man naturligvis bekymret for udsigten til stigende priser og et forandret arbejdsmarked, hvor traditionelle job i blandt andet kul- og olieindustrien forsvinder til fordel for nye sektorer.

Det er helt afgørende, at vi hjælper energisektoren i de lande, hvor der potentielt er mange energifattige, så de ikke kun fokuserer på udfordringerne – men også mulighederne.

Pernille Weiss (K)
Medlem af Europa-Parlamentet for Konservative

Selv i et velstående land som Danmark kan mange føle en vis nervøsitet. Ingen ved jo for alvor, hvor den grønne regning lander.

Et par kroner ekstra for en plastikpose kan de fleste nok klare, men hvad med for eksempel huslejen, når der skal foretages dyre klimaforbedringer? European Green Deal skriver direkte, at EU skal opleve en ’renovation wave”. Men hvordan?

Mere energieffektive bygninger og boliger spiller en vigtig rolle i EU’s klimaplan, da de udgør en stor del af den samlede CO₂-udledning. Den energi, der spares, er jo den bedste energi overhovedet!

Men det er ikke billigt at udskifte varmesystemer, installere solpaneler og forbedre isolationen. Selv om det på lang sigt kan betale sig – både for klimaet og for økonomien – vil der være store omkostninger på den korte bane. Især for private boligejere og udlejernes lejere.

Derfor skal der findes incitamenter til de forskellige bygningstyper, så regningen ikke rammer socialt skævt eller får hus- og bygningsejere til at undlade at energirenovere.

Ingen skal lades i stikken
EU-Kommissionens næstformand, Frans Timmermans, som står i spidsen for “European Green Deal”, har understreget vigtigheden af, at ingen bliver ladt i stikken i den grønne omstilling.

Som en del af den grønne plan har EU lanceret en såkaldt “Just Transition Fund” på over 100 milliarder euro, som skal hjælpe især kulafhængige regioner og lande som Polen, Tjekkiet, Spanien og Grækenland med den grønne omstilling.

Pengene til denne fond skal blandt andet komme fra den vækst, den grønne omstilling skaber for virksomheder, der arbejder med produkter hertil. Det er en god idé – men kun hvis det lykkes at få midlerne og effekterne heraf ud til de virksomheder og borgere, der rammes hårdest.

Ellers vil vi igen se det gamle ordsprog, at ’tryk avler modtryk’ blive bekræftet. ”Just Transition Fund” må ikke blive en blankocheck til dem, som blot ønsker at få snablen ned i EU-kassen. Så vi må følge udrulningen nøje.