Ph.d.-studerende: Klimakrisen tvinger os til at genoverveje budgetloven

DEBAT: Der er tegn på en ny finansøkonomisk epoke, hvor embedsværkets og politikerenes opgave også bliver at forholde sig til klimakrisen i deres regnemodeller, skriver Ludvig Goldschmidt Pedersen, ph.d.-studerende ved Aarhus Universitet.

Af Ludvig Goldschmidt Pedersen
Ph.d.-studerende, Aarhus Universitet

Debatten om Finansministeriets regnemodeller har kørt henover de sidste år, og som det sidste nye vil Socialdemokratiet nu gøre dem "grønnere". 

Tidligere har Enhedslisten kæmpet for at gøre dem "rødere", og finansministeriet har selv forsvaret dem som værende objektivt hævet over partifarver – at de hverken er røde eller blå, men klædt i bureaukratiets grå nuancer. 

Estimat for længevarende konsekvenser
Al snakken om 'regnemodeller' er egentlig misvisende, for det handler ikke kun om de tusinde ligninger, der udgør ADAM, som finansministeriet bruger til at forudsige konsekvenser af mulige politiske tiltag.

Ligeså vigtig er den strukturelle saldo, som er bundlinjen for de midler, der forhandles om på den årlige finanslov. Den strukturelle saldo udregnes blandt andet med ADAM, og er derfor ikke en saldo på samme måde som en almindelig bankkonto.

Det er nærmere et estimat over de længerevarende konsekvenser af det offentliges forbrug. Når en statsminister taler om at have skabt et "rådighedsbeløb", eller at den offentlige saldo skal balancere engang imellem ti til femten år fra nu, så mener de egentlig, at Finansministeriets regnemodeller har estimeret, at eksempelvis en dagpengereform vil skabe et vist overskud, der så kan dække eksempelvis øgede udgifter til sundhedsvæsenet, såfremt ingen udsædvanlige konjunkturudsving eller andre uforudsete begivenheder finder sted.

Slotsholmen kan i sagens natur ikke vide sig sikker på nogen af delene, selvom ikke alt er lige usikkert. 

Budgetloven som tilbageskridt
Det er her, at budgetloven kommer ind i billedet. Basalt set er budgetloven et loft på det årlige offentlige underskud, lidt ligesom grænsen på en kassekredit.

Dette blev introduceret gennem EU i første omgang, men i 2012 blev det også skrevet ind i dansk lov, hvilket indførte et maksimalt årligt underskud på den strukturelle saldo på 0,5 procent.

Denne lov skal nu genforhandles, og i den forbindelse har det økonomiske råd vurderet, hvorvidt man skulle hæve loftet til 1 procent, mens en debat om selve ideen bag er blevet genoptaget.

Der er, lidt firkantet sat op, to holdninger til budgetloven: enten er det et stort tilbageskridt, eller selve kulminationen på moderne finanspolitik. Begge perspektiver er for så vidt delvist rigtige.

Budgetloven ligner på overfladen en tilbagevenden til ideen om statsbudgettet som en husholdning, der helst skal gå i nul ligesom en privatøkonomi. Dette står i kontrast til såkaldt keynesiansk finanspolitik. Statsbudgettets rolle er heri først og fremmest at skabe stabil og høj aktivitet i resten af økonomien, også selvom det herigennem skaber store underskud i nogen finansår. 

Ideen hermed er, at et højt økonomisk aktivitetsniveau øger skatteindtægterne, hvilket på sigt burde dække underskuddet. Problemet er, at dette af forskellige årsager sjældent fungerer fuldstændig. 

Enten er politikerne ikke villige nok til at indskrænke forbruget, når aktivitetsniveauet allerede er tilfredsstillende, eller også strider denne slags ad hoc-principper slet og ret mod den globaliserede finansøkonomi, fordi det svækker tilliden til de enkelte landes langsigtede stabilitet.

For finansmarkedernes tillid er nødvendig, selv på kort sigt, grundet den udsathed et enkelt land har overfor kapitalens frie bevægelse i et globaliseret valuta- og finansmarked.

Budgetloven som kulminationen på moderne finanspolitik
Den anden holdning, at budgetloven er kulminationen på moderne finanspolitik, ser anderledes på de sidste 100 års historie. I stedet for et fokus på bruddet med et Keynesiansk ad hoc regime kan man fokusere på, hvordan embedsværket, siden Finansministeriet fik den fulde kontrol med statens udgifter i 1924, har udviklet stadig bedre måder at forudsige den økonomiske udvikling på. 

Fra konjunkturprognoserne i 1920'erne over de første BNP-regnskaber i efterkrigstiden til de såkaldte Perspektivplaner, der igen blev afløst af den slags modeller, som ADAM er en videreudvikling af, har vi langsomt bevæget os henimod et punkt, hvor store dele af statens finanser styres efter langsigtede prognoser på 10 til 15 år, som vi kender som "årstalsplaner", hvoraf 2030-planen er lige på trapperne. 

Budgetloven ses i lyset af dette forløb som blot et nyttigt redskab i det langstrakte eksperiment udi at kontrollere en fremtid, som endnu ikke har fundet sted. Dette eksperiment har aldrig domineret en valgkamp, men det har ikke desto mindre været et centralt element i den succesfulde historie om velfærdsstatens opbygning, også selvom eksperimentet er ligeså centralt nu, i dennes overgang til en globaliseret konkurrencestat.

Klimakrisen påvirkning
Den egentlige kerne i historien er, at det fra starten altid har været embedsværkets projekt at forudsige fremtiden og styre Danmark ud fra dette. 1920'erne var stadig mærket af embedsværkets dårlige relation til særligt Venstre, hvorfor projektet oftest blev formuleret direkte udenom de folkevalgte politikere.

Disse historiske spændinger mellem embedsværket og Folketinget dukker ganske vist fortsat op fra tid til anden, selvom de i det store hele har fortaget sig siden de turbulente mellemkrigsår.

Dog er der meget, som tyder på, at vi er på vej ind i en ny epoke. Med en voksende klimakatastrofe, ser de økonomiske prognoser stadig mere virkelighedsfjerne ud, da de, alt andet lige, fremskriver en status quo, der ikke kan tage højde for en nødvendig og snarlig grøn omstilling af økonomien.

Men hvad gør en stat, der har gjort sig afhængig af prognostiske simulationer, når klimavidenskaben og økonomividenskaben producerer modsatrettede fremtidsscenarier? En grøn omstilling vil i sagens natur ikke nødvendigvis lade sig gøre inden for de styringsrammer, der så sirligt er blevet udviklet henover de sidste hundrede år.

På tiåret for det sidste større finansielle sammenbrug kan det være nødvendigt at erindre, hvor magtesløse netop disse rammer kan efterlade det politiske system i krisetider. Det spændende opgør, der derfor skal stå, og som går i gang allerede nu med den "grønne" reform af regnemodellerne og den nye budgetlov, er på hvilken side, henholdsvis embedsværket og politikerne vil stille sig. Tør de slække på den tradition for økonomiske prognoser, der har tjent som seler og livrem for velfærdsstatens store og risikable udgifter i mødet med en endnu større ordre:

At sikre klimaet for jordens fremtidige befolkning, med de konsekvenser det nu må have for et lille skib som Danmark på det globale finanskapitalistiske ocean.

Forrige artikel Mellemfolkeligt Samvirke: Klimabistand skal ikke betales af de fattige Mellemfolkeligt Samvirke: Klimabistand skal ikke betales af de fattige Næste artikel Det Økologiske Råd: Stil krav til byggeriets samlede klimapåvirkning Det Økologiske Råd: Stil krav til byggeriets samlede klimapåvirkning
  • Anmeld

    Jens Voldby Crumlin

    Meget vigtigt debat

    Situationen er grundlæggende absurd. Vi står overfor en kæmpe klimakrise og alligevel er hele opmærksomheden sat på at redde vores økonomiske system .
    Da sidste finanskrise buldrede afsted var politikere og centralbanker villige til at sætte alle tidligere modeller om nødvendigheden af stram pengepolitik over styr for at sikre omfattende kontanthjælp til spekulanterne der havde skabt krisen. Det har skabt et endnu mere ulige samfund med en helt abnorm oppustet finans sektor der skaber fiktiv værdi ved finansielle pyramidespil.
    Tænk hvis vi havde haft samme handlekraft overfor sikringen af de reelle værdier, vores sårbare klimasystem og dermed hele vores naturgrundlag.
    Det er ikke nok bare at ændre på nogle modeller vi er nødt til grundlæggende at gentænke vores økonomiske system i en langt mere bæredygtig retning. Det handler om brugsværdi og selvbærende økonomiske fællesskaber i stedet for bytteværdi og privat profit.

  • Anmeld

    Allan Christensen · Kemiingeniør

    Traditionel teknologiudvikling - og disrespekten over for alle, der har ydet en indsats for at begrænse væksten og dennes forventede ødelæggende konsekvenser for naturen og vore efterkommeres fremtidsudsigter.

    Det er en ulykke af dimensioner om det mod forventning skulle vise sig at pesticider, syntetiske kemikalier og anden traditionel udviklet ny teknologi ikke har bidraget til en økologisk mindre uansvarlig produktion - og til at vi på så kort tid har kunnet få så megen velfærd, vækst og ekspansiv finanspolitik med så uventet få ødelæggende konsekvenser for naturen, denne verdens fattigste mennesker samt ikke mindst vore efterkommere og den fremtid vi stiller dem i udsigt.