Rådet for Grøn Omstilling: Økonomiske incitamenter modarbejder grøn omstilling i byggebranchen

Af Sofie Hviid
Projektudvikler, Rådet for Grøn Omstilling

Byggebranchen kan og vil gerne bygge grønt, men det er nødvendigt at ændre de økonomiske incitamentsstrukturer gennem hele værdikæden.

Sofie Hviid
Projektudvikler, Rådet for Grøn Omstilling

Det skorter ikke på grønne intentioner og CSR-politikker fint dekoreret med FNs Verdensmål i alle dele af byggebranchen. Branchen har, ligesom de fleste andre, lugtet lunten - at evnen og villigheden til at omstille sin virksomhed til en grøn praksis formodentligt bliver udslagsgivende for om den eksisterer eller ej indenfor de kommende ti år.

Så hvorfor er den grønne omstilling af byggebranchen foreløbigt kun for de få spydspidser? Hvorfor ser vi stigende affaldsmængder, stigende samlet energiforbrug og stigende CO2-udledninger* fra branchen som helhed i stedet for det modsatte?

Hvad er stærkere end de hæderlige intentioner og den åbenlyse nødvendighed? Det er de økonomiske incitamenter i branchens nuværende praksis. Og den økonomiske incitamentsstruktur modarbejder den grønne omstilling af branchen.

Skadelig incitamentstruktur
Byggebranchen er præget af udbud af entrepriser i alle led af værdikæden, lige fra hoved-/totalentreprise til de enkelte fagentrepriser, og i udbudsrunderne er den laveste pris et væsentligt konkurrenceparameter.

Den nuværende udbudspraksis, hvor virksomhederne konkurrerer på laveste pris, tager afsæt i ambitionen om have objektive, sammenlignelige konkurrenceparametre. Det opretholder samtidig en praksis, hvor alle led i værdikæden underbyder hinanden og reproducerer konventionelle materialevalg og løsninger på udførelse, der kan leveres til lavest mulige pris fremfor at udvikle nye grønne løsninger.

Der er altså en indlejret økonomisk incitamentsstruktur, der modarbejder innovation og grøn omstilling i branchen som helhed.

Her er argumenterne for at bygge som vi plejer:

- Det er en praksis, der virker og er velafprøvet gennem årtier

- Det er usikkert, hvor ansvaret placeres ved brug af uafprøvede metoder og materialer

- Det er dokumentationstungt og risikabelt at vælge nye grønne løsninger

- Det er omstændeligt og ressourcekrævende at omstille sin virksomhed uden resten af branchen følger med

- Det er konkurrenceforringende at bygge grønt, når den øvrige branche konkurrerer på laveste pris

- Det giver ikke mening at afgive tilbud på grønne løsninger, når konkurrenterne kommer til at underbyde med billigere udførelse og materialer og dermed vinder udbuddet

Og her er så argumenterne for at bygge grønt:

- Vores klode kan ikke understøtte den nuværende byggepraksis

Så hvorfor er det lige, at man, som virksomhedsejer i byggebranchen, skal sætte sin virksomhed i sadlen på den høje, grønne klimahest, når det samtidig forringer ens konkurrenceevne, svækker ens mulighed for at vinde udbud, kræver store ressourcer at dokumentere nye løsningers holdbarhed og egenskaber, og man samtidig risikerer at stå med et ansvar og erstatningskrav for uafprøvede løsninger?

Det svar har hovedparten af byggebranchen forståeligt nok ikke. Derfor modarbejder den økonomiske incitamentsstruktur i den nuværende udbudspraksis den grønne omstilling og innovationen, og som konsekvens fortsætter branchen med at bygge som den plejer.

Grønne konkurrenceparametre
Byggebranchen kan og vil gerne bygge grønt, men det er nødvendigt at ændre de økonomiske incitamentsstrukturer gennem hele værdikæden, så de grønne ambitioner ikke defineres af den enkelte virksomheds CSR-politik, men af fair og lige vilkår under nye grønne konkurrenceparametre.

De nye konkurrenceparametre skal sætte klimahensyn og grøn omstilling øverst på dagsordenen og samtidig sikre gode konkurrencevilkår. Det skal ske ved at belønne de mest ambitiøse grønne løsninger, og fremme grønne materialer, innovation, grøn drift, energiforsyning og vedligeholdelse, genbrug og genanvendelse, vidensdeling og understøttende samarbejdsformer i stedet for et - alt for ensidigt - fokus på pris.

Her er det oplagt at bruge byggebranchens udbudsprocesser som værktøj. Byggebranchen har, med den største andel af den samlede CO2 udledning af alle brancher, et kæmpe potentiale for at rykke Danmark nærmere målet om en samlet 70 procent CO2-reduktion inden 2030, og der er desværre intet quick-fix.

Det er en kompleks opgave, der venter branchen. Og byggebranchen er en tung skude at vende med sin traditionsbundne praksis, mange risikofaktorer og komplekse processer for regulering.

Den grønne omstilling af branchen som helhed kommer til at kræve en lang række indsatser, hvoraf udbudsprocesserne og de indlejrede incitamentsstrukturer er nogle af de centrale.

Det kræver, at branchen identificerer de konkrete forhindringerne for den grønne omstilling i de økonomiske incitamentsstrukturer, definerer nye grønne konkurrenceparametre og efterspørger den rette politiske regulering.

Her kunne man godt pege på enkelte aktører i byggeriets værdikæde, der burde gå forrest og tage et større ansvar, men tiden er ikke til at pege fingre ad enkelte aktører.

Tiden er til at finde fælles løsninger. Løsninger, der går på tværs af værdikæden, på tværs af interesseorganisationer og Ngo’er, på tværs af offentlig og privat.

Med afsæt i udbudsprocesserne vil det være muligt at finde en del af løsningen på en bunden fælles opgave, hvor branchens hæderlige intentioner, den åbenlyse nødvendighed og de økonomiske incitamenter sammen arbejder for den grønne omstilling.