Radikal EU-profil er "forbløffet" over manglende forståelse for EU's klimapolitik i Danmark: "Det er altså i Bruxelles, det foregår"

Klimapolitik i Danmark er alt for nationalt, mener Radikales europaparlamentsmedlem Morten Helveg Petersen. Han opfordrer danske organisationer, virksomheder og embedsmænd til i endnu større grad at søge mod byen, hvor klimaforandringerne ifølge ham bekæmpes mest effektivt, nemlig Bruxelles.

Morten Helveg Petersen har siddet i Europa-Parlamentet for Radikale Venstre siden 2014. Han har tidligere siddet i Folketinget og været direktør i Foreningen af Danske Interaktive Medier.
Morten Helveg Petersen har siddet i Europa-Parlamentet for Radikale Venstre siden 2014. Han har tidligere siddet i Folketinget og været direktør i Foreningen af Danske Interaktive Medier.Foto: Europa-Parlamentet
Peter Ingemann Nielsen

BRUXELLES: Det er foruroligende, hvor meget vigtig politik fra EU-bygningerne i Bruxelles der aldrig finder vej til den offentlige debat i Danmark.

Det mener europaparlamentsmedlem Morten Helveg Petersen fra Radikale Venstre.

"Det er forbløffende, hvor lidt forståelse der er for det, der sker her i byen, hos danske virksomheder og organisationer, der arbejder med det grønne," siger EU-politikeren og slår ud med armene på sit kontor i Europa-Parlamentet i Bruxelles.

Han har givet udtryk for sine frustrationer i den nyligt udgivne bog "I Bruxelles kan ingen høre dig skrige". En titel, der illustrerer en afmagt i arbejdet som dansk europaparlamentariker.

Og selvom titlen er en omskrivning af filmcitatet "i rummet kan ingen høre dig skrige" fra Ridley Scotts film 'Alien' fra 1979, så er det altså ikke et morderisk rumvæsen, der skal bekæmpes i denne sammenhæng, men derimod de menneskeskabte klimaforandringer.

"Meget af stoffet er helt vildt teknisk og kompliceret. Det er nørdet og langhåret, så jeg kan sagtens forstå, hvorfor det er svært at forholde sig til. Men der er bare et misforhold i Danmark i betragtning af, hvor vigtig en rolle Bruxelles spiller," siger Morten Helveg Petersen.

Det grønne fylder vel relativt meget i den offentlige debat i Danmark?

"Det er i hvert fald et meget nationalt fokus. Det gælder generelt – ikke kun på det grønne. Det bliver hurtigt fremmed, hvis man skal have med en hollænder eller en portugiser at gøre."

"Det er rigtigt, når statsministeren siger, at vi skal være i hjertet af EU, men det forpligter også. Så skal vi tale om, at løsningerne går gennem det europæiske. I Frankrig er det europæiske en helt integreret del af en valgkamp," siger han.

0:000:00