Regeringens klimaudspil deler vandene: ”Yderst beskedne reduktioner” og ”gode grønne skridt”

REAKTIONER: Erhvervsorganisationer roser regeringens for at skåne virksomheder for CO2-afgifter i nyt klimaudspil, mens grønne interesseorganisationer klandrer regeringen for manglende ambitioner.

Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Karl Emil Frost

Vejen mod Danmarks ambitiøse klimamål om 70 procents reduktion af drivhusgasser i 2030 blev hurtigt genstand for ivrig debat, da regeringens onsdag fremlagde sit udspil til første del af en klimahandlingsplan. 

Ros fra erhvervslivet
Over en bred kam roser erhvervslivet regeringen for at omfavne flere af klimapartnerskabernes anbefalinger ved at levere grønne løsninger uden at lægge forhindringer i vejen for virksomhederne.  

”Særligt på vejen ud af en krise giver det ikke mening at pålægge virksomhederne højere afgifter. Men det er også vigtigt at slå fast, at vi ønsker at lykkes med vores ambitioner om en reel reduktion af CO2. Vi ønsker ikke, at udledningerne flytter til udlandet, og det er der stor risiko for, hvis virksomhederne bliver pålagt en høj CO2-afgift,” skriver administrerende direktør i DI, Lars Sandahl Sørensen, i en pressemeddelelse.

Også Dansk Fjernvarme bifalder regeringens første bud på en klimaplan.

”Jeg er meget tilfreds med, at regeringen nu spiller ud med konkrete initiativer, der kan sikre fjernvarmeselskaberne mere frihed til at indfri de grønne ambitioner. Vi skal have alle de fossile brændsler ud af opvarmningen og erstattet dem med grønne alternativer som vind, sol, geotermi, overskudsvarme. Det får vi nu bedre betingelser for, og det er jeg meget tilfreds med,” lyder reaktionen fra Kim Mortensen, direktør i Dansk Fjernvarme

Diskussionen om CO2-afgifter må vente
Allerede tirsdag slog klimaminister Dan Jørgensen (S) fast, at regeringen ikke på nuværende tidspunkt vil diskutere afgifter på CO2.

Både Klimarådet og De Økonomiske Råd, som rådgiver regeringen, har ellers i klare vendinger anbefalet en afgiftsreform, fordi det er det mest omkostningseffektive redskab til at nå klimamålene.

Men coronakrisen skaber vanskelige kår for danske virksomheder, og tiden er derfor ikke til at diskutere muligheden for at ”brandbeskatte” erhvervslivet, forklarede klimaministeren.

For lave ambitioner
Helt andre toner lyder fra flere grønne organisationer, hvor regeringens klimaplan vækker skuffelse.

0:000:00